Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 7867
Doknr.
934155
Dato
14-11-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 24. oktober 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
56 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 56:
”Vil ministeren kommentere indlægget »Haderslev Kommune i snyd og
bedrag«, bragt på radiosnr.dk den 13. september 2024, og redegøre for, om
ministeren mener, det er rimeligt, det der foregår?”
Svar:
Efter det oplyste er der tale om en sag fra Haderslev Kommune vedrørende et
forældrepar, der har fået anbragt deres barn uden samtykke. Det er uden tvivl
indgribende, når der træffes en sådan afgørelse om at fjerne et barn fra dets
forældre og derfor også helt afgørende, at der sikres en god sagsbehandling,
og at lovgivningen bliver overholdt.
Jeg vil indledningsvist påpege, at jeg som minister ikke kan gå ind i konkrete
sager eller pålægge en kommune at træffe en bestemt afgørelse i en sag. Det
er kommunerne, der har myndighedsansvaret og dermed ansvaret for
sagsbehandlingen i sager om hjælp og støtte efter barnets lov, herunder sager
om anbringelse uden for hjemmet.
Endvidere opstiller lovgivningen klare kriterier for, hvornår en kommune kan
træffe afgørelse om at anbringe et barn uden for hjemmet uden forældrenes
samtykke.
Det fremgår af § 47, stk. 1, i barnets lov, at børne- og ungeudvalget i
kommunen kun kan træffe en afgørelse om anbringelse i, når der en åbenbar
risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Af stk. 2
fremgår derudover, at der kun kan træffes en afgørelse efter stk. 1, når der er
begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets
fortsatte ophold i hjemmet.
Jeg vil i forlængelse heraf understrege, at en såkaldt
forældrekompetenceundersøgelse, der omtales i tilsendte indlæg, kun er en del
af den samlede vurdering kommunen foretager. Kommunen skal i alle tilfælde
foretage en konkret, individuel og helhedsorientereret vurdering af barnets og
familiens samlede situation og bør derfor aldrig træffe afgørelse om en
anbringelse alene baseret på resultatet af en
forældrekompetenceundersøgelse.
1