Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
2938352_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 7717
Doknr.
928125
Dato
18-11-2024
Folketingets socialudvalg har d. 21. oktober 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
51 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 51:
”Vil ministeren sende en oversigt over bevilling samt genbevilling af
handicapbiler, herunder også trivselsbiler, i perioden 2017-2024, og redegøre
for, hvilke lovændringer der er foretaget i mellemtiden? Vil ministeren samtidig
redegøre for kriterierne til en trivselsbil?”.
Svar:
Kommunalbestyrelsen skal, jf. servicelovens § 114, stk. 1, yde støtte til køb af
bil til personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der i
væsentlig grad:
1) vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde uden brug af
bil,
2) vanskeliggør muligheden for at gennemføre en uddannelse uden brug af bil
eller
3) forringer evnen til at færdes, i tilfælde hvor personen har aktiviteter uden for
hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil.
Det lægges til grund for svaret, at der ønskes en oversigt over det samlede
antal bevillinger af støtte til køb af biler efter § 114, stk. 1. Biler bevilget efter
denne bestemmelse betegnes i svaret som handicapbiler. Det lægges
endvidere til grund, at der med ’trivselsbiler’ henvises til biler bevilget efter §
114, stk. 1, nr. 3, i serviceloven.
Tabel 1 viser det samlede antal sager, hvor der er bevilget støtte til køb af bil
ved behov for kørsel til og fra arbejdet, til og fra uddannelse og kørsel i øvrigt,
jf. § 114, stk. 1, i serviceloven i perioden 2017-2023, dvs. inklusiv såkaldte
trivselsbiler. Der er endnu ikke tilgængelige tal for 2024.
Med databekendtgørelsen, der træder i kraft 1. januar 2025, skal kommunerne
fremadrettet angive, om afgørelsen omhandler afslag, bevilling, genbevilling
mv. Det vil således først være muligt at opgøre, om der er tale om en
genbevilling af støtte til køb af bil, med data for 2025 og frem.
1
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 51: Spm. om en oversigt over bevilling samt genbevilling af handicapbiler, inkl. trivselsbiler, fra 2017-2024
2938352_0002.png
Tabel 1
Antal sager med bevilget støtte til handicapbil, hele landet, 2017-2023
2017
Antal sager med bevilget
støtte til handicapbil
1.507
2018
1.465
2019
1.479
2020
1.333
2021
1.391
2022
1.212
2023
1.085
Kilde: Danmarks Statistik, tabel HANDBIL1.
I forhold til spørgsmålet om lovændringer siden 2017 blev der med lov nr. 1544
af 19. december 2017 gennemført en ændring af § 114, stk. 3, som lempede
reglerne om udvidet lån til betaling af handicapbil. Med ændringen fik borgere,
som opfylder kriterierne for et lån efter § 114, ret til udvidet lån, såfremt den
billigst egnede bil overstiger lånerammen. Herved blev det indtil da gældende
kriterium om, at der alene kunne gives lån ud over låneramme, hvis der forelå
ganske særlige forhold, ophævet. Servicelovens § 114, stk. 3, lød inden
lovændringen således
”Foreligger der ganske særlige forhold i forbindelse med
den nedsatte funktionsevne, kan der ydes et rente- og afdragsfrit lån til betaling
af forskellen mellem støtte efter stk. 1 og anskaffelsesprisen”.
Med
lovændringen blev § 114, stk. 3, affattet således:
”Overstiger prisen på den
billigst egnede bil lånerammen i stk. 2, ydes et rente- og afdragsfrit lån til
betaling af forskellen mellem lånerammen og prisen på den billigst egnede bil.”.
Ved lov nr. 660 af 8. juni 2017 blev der desuden indført en ny bestemmelse, §
3 a, i serviceloven, som pålagde kommunerne at give et varsel på mindst 14
uger ifm. afgørelser om frakendelse eller nedsættelse af hjælp efter en række
bestemmelser i serviceloven. Det blev samtidig slået fast i den nye
bestemmelses stk. 2, at iværksættelsen af afgørelser omfattet af den nye
varslingsbestemmelse, som påklages til Ankestyrelsen, først må påbegyndes,
når varslingsperioden er udløbet. § 3 a omfatter blandt andet afgørelser om
frakendelse af bilstøtte efter § 114 inden udløbet af den genanskaffelses-
periode på 8 år, som er fastlagt i § 10 i bekendtgørelsen om støtte til køb af bil
efter lov om social service.
Med vedtagelsen af barnets lov den 2. juni 2023 blev hjemlen til at give støtte
til køb af bil til et barn eller en ung under 18 år, som opfylder kriterierne for
støtte efter servicelovens § 114, overført fra servicelovens § 44 til barnets lov §
90. Der blev ikke foretaget ændringer i den hidtidige retstilstand i forbindelse
hermed.
Kriterierne for en trivselsbil
Personkredsen for støtte til køb af biler, herunder til støtte af køb af såkaldte
trivselsbiler, følger af servicelovens § 114, stk. 1, som nævnt ovenfor. Det
følger af barnets lov § 90, stk. 1, nr. 7, at § 114 i serviceloven også finder
anvendelse for børn og unge under 18 år.
Det fremgår yderligere af bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter lov om
social service § 2, stk. 1, at støtte til køb af bil ydes på grundlag af en samlet
vurdering af ansøgerens helbredsmæssige og sociale forhold samt ansøgerens
manglende evne til at færdes. I vurderingen indgår også oplysninger om
ansøgerens daglige kørselsbehov og en vurdering af, om støtte til køb af bil i
væsentlig grad vil gøre ansøgeren selvhjulpen.
Kriterierne er uddybet i bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter lov om
social service § 2, stk. 2-5, hvor følgende fremgår:
2
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 51: Spm. om en oversigt over bevilling samt genbevilling af handicapbiler, inkl. trivselsbiler, fra 2017-2024
2938352_0003.png
Helbredsmæssige forhold:
I vurderingen af ansøgerens
helbredsmæssige forhold lægges der vægt på objektive lægelige fund,
lægelige udtalelser, oplysninger om lidelsens udvikling og forværring
inden for en overskuelig tid, ansøgerens evne til at færdes, herunder
gangdistance og anden form for nedsat mobilitet, og om der foreligger
et særligt skånebehov.
Sociale forhold:
I vurderingen af ansøgerens sociale forhold skal der
lægges særlig vægt på ansøgerens samlede situation, herunder
elementer i ansøgerens familie-, erhvervs- og uddannelsesmæssige
forhold, der har betydning for ansøgerens funktionsnedsættelse og
dens betydning for ansøgerens daglige kørselsbehov.
Dagligt kørselsbehov:
I vurderingen af ansøgerens daglige
kørselsbehov skal der lægges vægt på, at kørselsbehovet har et
sådant omfang, at bevilling af bil i væsentlig grad kompenserer for
ansøgerens nedsatte funktionsevne. Ansøgeren skal have aktiviteter
uden for hjemmet, som medfører et betydeligt behov for kørsel med bil.
Aktivitetsniveauet skal som udgangspunkt svare til, hvad der er
sædvanligt for en jævnaldrende person uden funktionsnedsættelse
med en i øvrigt tilsvarende livssituation.
Graden af selvhjulpenhed:
I vurderingen af, om ansøgeren bliver
selvhjulpen i væsentlig grad ved bevilling af bil, skal der, hvis
ansøgeren ikke selv kan føre bilen, lægges vægt på, at ansøgeren har
en anden person til at køre for sig, f.eks. ægtefælle, samlever, chauffør
m.v., og at denne er til rådighed i et sådant omfang, at det samlede
daglige kørselsbehov kan dækkes herved.
Ifølge § 5 i bekendtgørelse om støtte til køb af bil efter lov om social service
ydes der ikke støtte, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en
vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt
kan tilgodeses ved andre ordninger, herunder ordninger om individuel
handicapkørsel etableret efter lov om trafikselskaber.
Det skal understreges, at det er en konkret og individuel vurdering af sagens
oplysninger, som danner baggrund for, om kommunalbestyrelsen yder støtte til
køb af bil for personer med varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
3