Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
2939769_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 7719
Doknr.
927700
Dato
19-11-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 21. oktober 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
49 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 49:
Vil ministeren redegøre for dels udgifterne, dels de praktiske foranstaltninger
forbundet med, at det i 2025 bliver obligatorisk for kommuner at indberette
"individhenførbare udgifter" til Danmarks Statistik samt redegøre for, hvorfor
man ikke samtidig har underlagt kommunerne årsregnskabsloven, således at vi
får den fulde økonomiske gennemsigtighed?
Svar:
Det bliver for kommunerne obligatorisk at indberette oplysninger om
individudgifter for alle borgere, der opholder sig på herberger, krisecentre,
midlertidige botilbud, længerevarende botilbud eller botilbudslignende tilbud fra
1. januar 2025. Oplysningerne giver mulighed for at analysere
udgiftsudviklingen på socialområdet.
Statistikken for individhenførbare udgifter har været frivillig for kommunerne at
indberette til siden 2021. Den frivillige indberetning har givet kommuner og
DST mulighed for at få erfaringer med indberetningerne, hvilket har givet DST
et godt grundlag for at hjælpe kommuner med de problemer, de måtte opleve
ved at indberette. Nogle kommuner vil umiddelbart kunne indberette
oplysningerne, mens andre vil skulle lave mindre tilpasninger af
registreringspraksis, så den ensrettes på tværs af kommuner. Frem mod første
indberetning i 2026 vil KL, DST og ministeriet hjælpe kommunerne, som har
behov herfor, med at blive klar til at indberette. Der gennemføres fx
informationsmøder for alle interesserede kommuner, og DST tilbyder målrettet
hjælp til de kommuner, der efterspørger det, ligesom DST er i dialog med
kommunernes systemleverandører.
Der vil være udgifter til Danmarks Statistik (DST), som står for indsamlingen af
data. Udgifter til DST fra 2025 og frem er endnu ikke fastlagt. I 2024 modtager
DST 1,6 mio. kr. for at indsamle data fra kommuner, som ønsker frivilligt at
indberette til statistikken. Derudover medfører ovennævnte krav om registrering
af individhenførbare udgifter en mindre administrativ byrde for kommunerne,
der i forhandlinger med KL er fastlagt til 0,5 mio. kr. om året. Det skal ses i
lyset af, at meget af registreringen kan automatiseres og bygger på
eksisterende data.
1
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 49: Spm. om redegørelse for udgifterne og de praktiske foranstaltninger forbundet med, at det i 2025 bliver obligatorisk for kommuner at indberette "individhenførbare udgifter" til Danmarks Statistik
2939769_0002.png
Kommunale tilbud er ikke underlagt årsregnskabsloven ifm. indførelsen af
indberetningskravene til statistikken for individhenførbare udgifter, da det ikke
vurderes nødvendigt for statistikken. Statistikken for individhenførbare udgifter
tager udgangspunkt i kommunernes samlede udgifter til den enkelte borger på
de forskellige indsatser og er som udgangspunkt uafhængig af det enkelte
tilbuds økonomi.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2