Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 1524
Doknr.
3832126
Dato
03-04-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 5. marts 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
467 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 467:
”Vil ministeren give en garanti for, at de ressourcer, der spares på færre
tilsynsbesøg fra Socialtilsynene, bliver brugt på velfærd til de berørte
borgere? Spørgsmålet stilles som opfølgning på ministerens besvarelse af
samrådsspørgsmål AK om sikring af, at mennesker med handicap ikke
stilles værre i forhold til beskyttelse for overgreb, svigt og retten til at leve
hvor man ønsker, som blev afholdt i Socialudvalget den 27.februar 2025.”
Svar:
Det fremgår af
Aftale om udmøntning af tre initiativer i rammeaftale af 2. maj
2024 om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet
indgået
den 20. januar 2025, at regeringen (SVM) og Liberal Alliance, Det Konservative
Folkeparti samt Radikale Venstre, er enige om udmøntningen af initiativet
vedrørende effektivisering af socialtilsynet. Partierne er således enige om at
gennemføre en række ændringer af lovgivningen om socialtilsynet, som skal
lette tilsynstrykket for tilbud og plejefamilier, så de i højere grad kan anvende
deres ressourcer på de borgernære opgaver. Samtidig skal et mere effektivt og
risikobaseret socialtilsyn sikre, at socialtilsynets ressourcer først og fremmest
anvendes der, hvor der er problemer eller risiko for problemer. Initiativerne skal
ligeledes bidrage til at nedbringe de administrative udgifter i kommunerne.
Det fremgår desuden af aftalen, at ”de besparelser, kommunerne opnår på
initiativet, kan kommunerne selv råde over.”
Det er forventningen, at lovforslagets del om et mere risikobaseret tilsyn og
justering af grundlaget for vurdering af tilbuddets kvalitet vil frigøre ressourcer i
tilbuddene, der kan omsættes til mere borgernær velfærd på tilbuddene eller til
besparelser på taksterne på tilbud. Dertil forventes det at mindske
ressourceforbruget i socialtilsynet, som også vil frigøre ressourcer i
kommunerne, der finansierer socialtilsynet. Kommunerne vil fx kunne anvende
de frigjorte ressourcer til øget velfærd, herunder også til borgere på sociale
tilbud.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1