Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 1328
Doknr.
981554
Dato
26-03-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 26. februar 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
451 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 451:
”Ministerens sagde på samrådet d. 20. februar 2025 om Danmarks Radios
podcastserie ’Falske minder’ ift. danske myndigheders og adoptionsbureauers
kendskab, ansvar og rolle i internationale adoptionssager, at der ikke er sket
såkaldte "uregelmæssigheder" efter 2016 i Danmark. Er ministeren enig i, at
samarbejdet med adskillige lande efter 2016 netop har forgået med deciderede
uregelmæssigheder eller mistanke herom, hvorfor alle samarbejder i 2024 blev
stoppet? Og vil ministeren redegøre for, om årsagen til manglen på alvorligere,
nyere sager kunne være, at ingen myndigheder afdækker uregelmæssigheder
eller mistanke herom i nyere sager?”
Svar:
Som jeg redegjorde for i min tale til samrådet den 20. februar 2025, så
indførtes i 2016 et nyt adoptionssystem i Danmark, som medførte en øget
kontrol og et skærpet tilsyn med den internationale adoptionsformidling til
Danmark. Og i min tale sagde jeg også, at det skærpede tilsyn generelt set har
understøttet, at de uregelmæssigheder, der har været de seneste år, har været
i en helt anden og mindre alvorlig kategori end de oplysninger, der er kommet
frem om adoptioner historisk set.
Med ændringen blev det bl.a. besluttet, at tilsynet med adoptionsformidlingen
skulle samles hos én myndighed, Ankestyrelsen. Ankestyrelsen har siden 2016
udarbejdet årsberetninger om tilsynet med adoptionsområdet. Der har således
løbende været åbenhed i forhold til eventuelle bekymringer om den
internationale adoptionsformidling, herunder om der har været forhold, der
krævede særlig opmærksomhed.
Ankestyrelsens tilsyn er således indrettet til at skulle få øje på
uregelmæssigheder i relation til internationale adoptioner. Det er netop gennem
dette meget strenge og finmaskede tilsyn, at vi er blevet opmærksomme på
uregelmæssigheder og har kunnet reagere på tilfælde, hvor der har været
mistanke om ulovlige forhold. Det har bl.a. givet anledning til beslutninger om
ikke længere at samarbejde med konkrete lande.
Jeg henviser i øvrigt til mit svar på SOU alm. del – spm. 433, hvori
transskriptionen af min tale fra samrådet den 20. februar 2025 fremgår.
1