Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
2992666_0001.png
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
20. marts 2025
Formueretskontoret
Tobias Peter Jessen
2025-02425
3630651
Besvarelse af spørgsmål nr. 434 (Alm. del) fra Folketingets
Socialudvalg
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 434 (Alm. del), som
Folketingets Socialudvalg har stillet til justitsministeren den 21. februar
2025. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikke-medlem af udvalget (MFU)
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Peter Hummelgaard
/
Morten Schaumburg-Müller
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/3
 SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 437: MFU spm. om evt. fjernelse af forældelsesfristen eller ændring i bevisbyrden for anbragte børn og unge
Spørgsmål nr. 434 (Alm. del) fra Folketingets Socialudvalg:
”Vil ministeren redegøre for, om ministeren vil ændre
forældelseslovens § 3, stk. 5, så at nuværende, tidligere og
fremtidige anbragte børn og unge får bedre mulighed for at føre
sager om svigt, fejl, overgreb eller andre forhold under deres
anbringelse?”
Svar
:
1.
Forældelsesloven regulerer forældelse af fordringer på penge eller andre
ydelser, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om forældelse i
anden lov, jf. forældelseslovens § 1.
Virkningen af forældelse er, at fordringshaveren mister sin ret til at kræve
opfyldelse, dvs. at fordringen falder bort. Hovedformålet med
forældelsesreglerne er at tilskynde til, at sager indledes på et tidspunkt, hvor
det stadig er muligt at løfte bevisbyrden. Det skyldes, at muligheden for at
føre bevis forringes med tiden både for den, der mener at have et krav, og
for den, der bestrider kravet.
Den almindelige forældelsesfrist er 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.
Fristen regnes som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor
fordringshaveren kan kræve at få fordringen opfyldt, dvs.
forfaldstidspunktet, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. For fordringer på
erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontrakt regnes
fristen fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk.
4. Den almindelige forældelsesfrist suppleres af en absolut forældelsesfrist,
som i almindelighed er 10 år regnet fra forfaldstidspunktet, jf.
forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, dog 30 år fra den skadevoldende
handlings ophør for bl.a. personskade, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr.
1. Retsvirkningen af den absolutte forældelsesfrist er, at en fordring altid
falder bort på dette tidspunkt – også hvis forældelsen har været suspenderet
pga. fordringshaverens ukendskab til fordringen eller skyldneren, jf.
forældelseslovens § 3, stk. 2.
2.
Særlige hensyn kan begrunde, at der ikke skal gælde en forældelsesfrist.
Det er tilfældet i forhold til krav på erstatning eller godtgørelse, som
udspringer af, at en forvaltningsmyndighed har tilsidesat lovbestemte
forpligtelser over for en person under 18 år i forbindelse med overgreb
begået over for denne, jf. forældelseslovens § 3, stk. 5. Disse krav forældes
Side 2/3
 SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 437: MFU spm. om evt. fjernelse af forældelsesfristen eller ændring i bevisbyrden for anbragte børn og unge
ikke. Lovbestemte forpligtelser kan f.eks. være forpligtelser efter den
sociale lovgivning eller forpligtelser, der følger af Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Ved overgreb forstås strafbare handlinger,
som er omfattet af straffelovens kapitel 24-26 (seksualforbrydelser,
forbrydelser mod liv og legeme samt forbrydelser mod den personlige
frihed) og straffelovens § 210 om incest og § 213 om vanrøgt.
Efter forarbejderne til forældelsesloven er baggrunden herfor bl.a., at en
eventuel erstatningssag ikke vil opstå, før overgrebene kommer for en dag,
hvilket ofte først vil ske, når barnet er blevet voksent, da barnet typisk først
på dette tidspunkt vil være i stand til at reflektere over overgrebene og over
myndighedernes ansvar i forbindelse hermed, jf. bemærkningerne til
lovforslag nr. L 31 som fremsat den 4. oktober 2017.
3.
Børn og unge, der er placeret i offentlig omsorg uden for hjemmet, er i en
særligt sårbar situation. Det er i den forbindelse afgørende, at
myndighederne lever op til deres ansvar, og der skal ikke herske nogen tvivl
om, at jeg ser med meget stor alvor på sager, hvor myndighederne ikke har
formået at efterleve ansvaret.
Det er vigtigt, at de børn og unge, som er blevet udsat for myndighedssvigt,
kan få taget stilling til f.eks. krav på erstatning, og det sikrer de nuværende
forældelsesregler. Situationen i dag er således, at forældelsesfristen ikke
gælder i sager, hvor en forvaltningsmyndighed har svigtet et barn eller en
ung, der har været udsat for overgreb, og reglerne afspejler dermed også, at
der lægges betydelig vægt på hensynet til barnet eller den unge. Dette
gælder, uanset om der er tale om anbragte børn og unge.
Side 3/3