SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 433: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra åbent samråd den 20/2-25 om Danmarks Radios podcastserie ’Falske minder’ vedr. international adoption til Danmark (SOU alm. del

Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersens

talepapir

Anledning

Dato / tid

Sted

Talens varighed

SOU alm. del. - samrådsspørgsmål

AI om international adoption

20. februar 2025 kl. 13:00

Folketingets Socialudvalg

Ca. 11 min.

Samrådsspørgsmål AI er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD) og

Katrine Daugaard (LA)

Samrådsspørgsmål AI

Ministeren bedes svare på, om erfaringerne i Danmarks Radios podcastserie

”Falske Minder” giver anledning til, at ministeren vil genoverveje sin beslutning

om en kulegravning af adoptionsområdet, der går helt frem til 2024 og

inkluderer danske myndigheders og adoptionsbureauers kendskab, ansvar og

rolle i internationale adoptionssager, hvor der er blevet begået handel med

børn, bestikkelse og lagt pres på internationale myndigheder med henblik på at

sikre adoptionsbørn til familier i Danmark?

SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 433: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra åbent samråd den 20/2-25 om Danmarks Radios podcastserie ’Falske minder’ vedr. international adoption til Danmark (SOU alm. del - samrådsspm. AI)

Det talte ord gælder

Tak for det og tak for spørgsmålet.

Jeg er sikker på, at der var rigtig mange, der

lyttede med, da Danmarks Radio udgav sin

podcastserie om adoptioner fra Libanon

tilbage i december.

For mig, der understreger podcasten behovet

for, at vi får sat gang i en afdækning af

adoptionsformidlingen i Danmark gennem

tiden.

Selvom der i de senere år er gennemført

undersøgelser af adoptionsformidlingen fra

udvalgte lande tilbage i tid

–

herunder senest

Sydkorea

–

så findes der i dag ikke en mere

systematiseret, tilgængelig viden om, hvordan

adoptionsformidlingen til Danmark foregik, og

hvordan formidlingen har udviklet sig i takt

med samfundet i øvrigt.

Det skal vi have, og derfor er jeg da også

rigtig glad for, at vi med to aftaler

–

i det, der

hedder SSA, altså på social-, sundhed- og

arbejdsmarkedsområdet - har afsat midler til

en uvildig historisk afdækning af

adoptionsformidlingen til Danmark.

Når spørgerne omtaler en kulegravning af

adoptionsområdet i spørgsmålet, så ligger jeg

i min besvarelse af spørgsmålet til grund, at

det er netop denne afdækning, der henvises

til.

Med SSA-aftalen for 2024, der blev vi enige

om at iværksætte en undersøgelse

vedrørende de 10 lande, hvorfra der er

kommet flest børn til Danmark gennem

adoption. Ifølge aftalen skal undersøgelsen

dække perioden fra 1964 til 2016.

Med de seneste SSA-forhandlinger har vi

aftalt en udvidelse af undersøgelsen til

samtlige lande, der er adopteret børn til

Danmark fra

–

og dermed også Libanon.

DR’s podcast

fokuserer på forløb, der er sket i

1970’erne og 80’erne.

Altså i en tid, hvor både

reglerne og rammerne for

adoptionsformidlingen til Danmark var ganske

anderledes

–

både her i landet og i de lande,

vi samarbejdede med.

Internationalt set er Haagerkonventionen af

29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om

samarbejde med hensyn til internationale

adoptioner en klar skillelinje i tilgangen til

international adoptionsformidling.

Konventionen blev udformet i en erkendelse

af, at det var nødvendigt med en fælles

ramme om adoptionsarbejdet for at sikre, at

adoptioner gennemføres til barnets bedste og

med respekt for dets grundlæggende

rettigheder, samt at hindre børnebortførelser,

salg af eller handel med børn.

Der har løbende været og er fortsat et

internationalt fokus på vigtigheden heraf. Og

nationalt er vores standarder og regler for

adoptionsformidlingen også løbende blevet

styrket og skærpet.

I 2016 der fik vi et nyt adoptionssystem i

Danmark, som medførte en øget kontrol og et

skærpet tilsyn med den internationale

adoptionsformidling til Danmark.

Systemet blev etableret på baggrund af en

omfattende analyse af bl.a., hvordan man kan

tilrettelægge et system, der bedst muligt sikrer

adoptionsforløb, som vi kan stå inde for, og

hvor de involverede beskyttes bedst muligt.

Med systemet blev der bl.a. indført strengere

kontrol med

–

og dermed gennemsigtighed i

–

den økonomi, der nu engang er forbundet

med internationale adoptioner.

Samtidig blev det besluttet, at tilsynet med

adoptionsformidlingen skulle samles hos én

myndighed, Ankestyrelsen, som også fik

ansvaret for at godkende matchningsforslag

imellem børn og forældre.

Ankestyrelsen har siden 2016 udarbejdet

årsberetninger om tilsynet med

adoptionsområdet. Der har således løbende

været åbenhed i forhold til eventuelle

bekymringer om den internationale

adoptionsformidling, herunder om der har

været forhold, der krævede særlig

opmærksomhed.

Kravene til gennemsigtigheden i de

økonomiske forhold blev endvidere skærpet

yderligere i 2022, hvor der bl.a. blev indført

nye regler for donationer og hjælpearbejde i

forbindelse med adoptionsformidlingen.

Samlet set har vi altså siden 2016 haft et

system, der bygger på erfaringer med og

viden om de risici, der knytter sig til

international adoption. Og de

sikkerhedsmekanismer fandtes ikke i samme

grad tilbage i tid, og slet ikke

i 1970’erne og

1980’erne.

Det nye system har været helt centralt i

forhold til at spotte, om der har været

uregelmæssigheder i adoptioner og har

samtidigt generelt set understøttet, at de

uregelmæssigheder der har været de seneste

år, har været i en helt anden og mindre

alvorlig kategori end de oplysninger, der er

kommet frem, om adoptioner historisk set. Og

det er også med de skærpede regler og tilsyn i

hånden, at de udfordringer, der var i forhold til

samarbejdet med Sydafrika, blev afdækket.

Så når spørger lægger op til, at den historiske

afdækning på baggrund af podcasten bør

udvides til at gå helt op til 2024, så vil det

korte svar være: Det synes jeg ikke, den skal.

Det siger jeg samtidigt med en bevidsthed om,

at vi allerede ser ind i en meget omfattende og

ressourcekrævende opgave, når afdækningen

skal omfatte samtlige lande og områder, der

igennem årene er adopteret børn til Danmark

fra, og går helt tilbage til 1964. Der er altså

tale om nu 70 lande, som vi skal have

undersøgt, fra 1964 til 2016.

Den andel del af spørgsmålet det vedrører

afdækningens

”mulighed

for at granske

danske myndigheder og adoptionsbureauers

kendskab til, ansvar for og rolle i

adoptionssager, hvor der er blevet begået

handel med børn, bestikkelse og lagt pres på

internationale myndigheder med henblik på at

sikre adoptionsbørn til familier i Danmark”.

Jeg antager, at spørgerne i deres spørgsmål

lægger til grund, at danske myndigheder og

adoptionsbureauer har været indblandet i

handel med børn og bestikkelse og lagt pres

på internationale myndigheder.

I Danmark er det naturligvis sådan, at hvis der

er sket lovbrud, så bør de ansvarlige stå til

ansvar.

I forhold til placering af ansvar, så har vi et

velfungerende domstolssystem til at tage sig

af det.

Og skulle der komme informationer frem, som

peger på konkrete sager med ulovlige forhold,

så skal der tages stilling til, hvordan der følges

op på det.

Regeringen mener ikke, at den historiske

afdækning skal have til formål at placere et

ansvar

–

hverken hos myndigheder eller

enkeltpersoner.

I den bedste af alle verdener stod vi ikke i en

situation, hvor der overhovedet kunne være

tvivl om, hvorvidt alle internationale adoptioner

til Danmark var foregået efter reglerne. Vi ville

have absolut sikkerhed om alle forløb og have

adgang til flere oplysninger i alle sager. Sådan

er det desværre ikke.

Som jeg allerede har været inde på, så har

adoptionsformidlingen udviklet sig over tid, og

vi kræver i dag langt mere dokumentation og

har et meget stærkere tilsyn.

At man ikke havde det for 40 eller 50 år siden,

betyder ikke, at alle adoptioner så er ulovlige

eller gennemført på en måde, som vi ikke

ønsker.

Det er nu engang sådan, at det mandat, der

ligger i SSA-aftalen for 2024 indebærer, at

undersøgelsen ikke skal være en juridisk

vurdering og ikke skal placere et ansvar.

Det, afdækningen skal gøre, det er at:

•

Redegøre for de retlige rammer i

Danmark for international adoption

•

Redegøre for adoptionslovgivning,

adoptionsprocesser og den

samfundshistoriske kontekst, som var

gældende i de lande, hvorfra der blev

adopteret børn til Danmark, og

•

Kortlægge samarbejdet mellem danske

adoptionsformidlende organisationer og

deres udenlandske samarbejdspartnere,

herunder de økonomiske aspekter

forbundet med samarbejdet.

Det indebærer således også at afdække

danske myndigheders daværende rolle, deres

tilsynsforpligtelse og formelle kompetencer set

i en samfundshistorisk kontekst.

Alt dette skal understøtte det formål, der ligger

bag den historiske afdækning, nemlig at

tilvejebringe oplysninger, der kan understøtte

personer, som er adopteret til Danmark, i

deres ret til at kende deres egen historie ved

at give dem mulighed for en bredere, dybere

indsigt i den kontekst og det system, som

deres adoption blev gennemført i.

Det er ikke nødvendigvis alle adopterede, der

har et ønske om at udpege

”ansvarlige”.

Jeg

vil også tro, at ønsket om viden om, hvordan

formidlingen er foregået, fylder hos mange.

Samtidigt er det gennemgående i det her

spørgsmål - som jeg ser det - at vi taler om

adoptioner og adoptionsformidling, der er sket

i en anden tid, hvor der både nationalt, i

afgiverlandene og i international

sammenhæng var andre normer og regler for

adoptionsformidlingen.

Jeg synes derfor, at vi skal passe på med at

lægge nutidens syn på adoptionsområdet ned

over historiske forhold og derpå konkludere,

om noget var forkert eller ej.

Det er hverken muligt eller en hensigtsmæssig

brug af ressourcer at jagte ”ansvarlige”. Men

det er muligt

–

og vi har en forpligtelse til som

samfund

–

at afdække, hvad der er sket.

Jeg håber derfor, at vi i de fortsatte drøftelser

om afdækningen, snart kan nå til enighed om

den nærmere tilrettelæggelse og få sat

arbejdet i gang.

Til sidst vil jeg blot sige tak for endnu en

mulighed for at sætte fokus på international

adoption i et historisk perspektiv. Jeg synes,

det er en vigtig del af processen, at vi også får

talt os igennem fortidens læringspunkter, så vi

kan blive klogere på fremtiden og det

fremtidige adoptionssystem, som vi politisk

lige nu er ved at drøfte, hvordan skal fungere i

fremtiden.

Tak for ordet.