Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
2992707_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 1152
Doknr.
977683
Dato
20-03-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 19. februar 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
423 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marianne Bigum (SF).
Spørgsmål nr. 423:
”Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at data indsamlet af Danmarks Statistik
om boformer efter § 110 i serviceloven bliver mere transparente og
tilgængelige for offentligheden ift. ejerforholdet, således at vi som samfund
bedre forstår sammenhængen mellem pris, kvalitet og resultater – uanset om
det er private eller offentlige tilbud?”
Svar:
På Tilbudsportalen kan man finde en række oplysninger om herbergerne,
herunder deres takster, årsrapporter, virksomhedsform, metode og
tilsynsvurdering.
Ministeriet arbejder desuden løbende med at forbedre datagrundlaget på
socialområdet og herunder også for data om herberger mv. Fra 1. januar 2024
er det blevet obligatorisk at indberette oplysninger om, hvilken afdeling borgere
på herberger har ophold på, til herbergstatistikken. Det betyder, at det til
analyseformål bliver muligt, at koble oplysninger om borgere på herberger med
oplysninger om tilbuddet fra Tilbudsportalen, herunder oplysninger om hvilken
metode, der benyttes på tilbuddet, og hvilken virksomhedsform tilbuddet har.
Data bliver tilgængelig fra medio 2025. Det er også fra 1. januar 2025 blevet
obligatorisk for kommunerne at indberette udgifter på borgerniveau for udvalgte
indsatser, herunder § 110. Data forventes at være tilgængelig fra medio 2026.
Derudover kan der til analysebrug tilknyttes oplysninger fra øvrige registre om
borger og tilbud fx oplysninger om øvrige indsatser efter serviceloven,
sundhedsydelser mv.
Disse initiativer skulle gerne sammen sikre, at det fremadrettet bliver mere
tilgængeligt for ministeriet, forskere m.fl. at lave undersøgelser, der kan
afdække sammenhængen mellem pris, kvalitet og resultater på
herbergsområdet.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1