Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
2979869_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 511
Doknr.
967631
Dato
19-02-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 22. januar 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
374 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 374:
”Vil
ministeren redegøre for, hvornår ministeriet blev opmærksom på, at visse
herberger indregnede deres natherbergstilbud i taksten og dermed fik refusion
på et fejlagtigt grundlag? Og vil ministeren redegøre for, hvordan ministeriet
har rettet op på dette? Der henvises til, at Rigsrevisionen i beretning 1/2024
har fundet frem til, at 43 pct. af kommunerne indregner udgifter til natherberger
i taksten til herberger.”
Svar:
Jeg kan oplyse, at Social- og Boligministeriet (daværende Social- og
Ældreministeriet) på baggrund af en konkret forespørgsel i 2021 om
finansiering af natherberg blev gjort opmærksom på, at enkelte natherberger,
som ligger i tilknytning til en boform efter servicelovens § 110 (herberger m.v.),
finansieres via taksten for § 110-pladserne. Det sker på den måde, at udgiften
til drift af natherberg lægges oven i udgiften til drift af herberget.
Social- og Boligministeriet har i forbindelse med besvarelsen af forespørgslen
oplyst, at det er en betingelse for at et natherberg kan finansieres over taksten
for en § 110-boformen, at der er personsammenfald mellem de personer, der
bor på § 110-boformen, og dem, der benytter natherberget.
Social- og Boligministeriet kan videre oplyse, at der blandt andet blev nedsat
en arbejdsgruppe bestående af Social- og Boligministeriets departement,
Finansministeriet, KL og 6-byerne med henblik på at få afdækket problemets
omfang og belyst rammerne herunder de juridiske rammer for
natvarmestuer/natherberger.
Jeg kan også oplyse, at Social- og Boligministeriet d. 15. november 2023
sendte en orienteringsskrivelse til alle kommunalbestyrelser og regioner med
kopi til socialtilsynene, hvoraf det fremgår, at tilbud efter § 79 i serviceloven
(bl.a. natherberger) ikke er omfattet af reglerne om takstberegning i
finansieringsbekendtgørelsen. Der er efterfølgende udsendt en supplerende
orienteringsskrivelse d. 26. juni 2024, hvor det ligeledes fremgår, at
natherberger skal drives efter § 79 i serviceloven. Begge skrivelser er vedlagt
som bilag,
jf. bilag 1 og 2.
1
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 374: Spm. om, hvornår ministeriet blev opmærksom på, at visse herberger indregnede deres natherbergstilbud i taksten og dermed fik refusion på et fejlagtigt grundlag
2979869_0002.png
I forhold til Rigsrevisionens beretning 1/2004 om statens refusion på herberger
kan jeg oplyse, at beretningens konklusioner har givet anledning til, at Social-
og Boligministeriet igangsætter et arbejde med udarbejdelse af en særskilt
retlig vejledning om finansiering af ydelser og tilbud efter lov om social service
og barnets lov. Det vil bl.a. indeholde vejledning om reglerne vedrørende
beregning af takster og herunder om, hvilke udgifter der kan henholdsvis ikke
kan indregnes i taksten.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
Bilag:
-
-
Bilag 1. Orienteringsskrivelse
uvisiterede aktivitets- og
samværstilbud
Bilag 2. Opfølgende og uddybende brev til orienteringsskrivelse vedr.
åbne og uvisiterede tilbud.
2