Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 7643
Doknr.
928714
Dato
13-11-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 16. oktober 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
36 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 36:
”Vil
ministeren kommentere SOU alm. del
–
bilag 23, specifikt det konkrete
forslag til at forbedre vilkårene for plejefamilier og anbragte børn?”
Svar:
I spørgsmålet henvises der til et forslag om, at et skift fra én plejefamilie til en
anden som udgangspunkt altid skal behandles i børne- og ungeudvalget,
uanset årsagen til skiftet.
Som reglerne er i dag, skal kommunerne træffe afgørelser med udgangspunkt i
at sikre barnets tarv. En afgørelse om ændring i anbringelsessted kræver som
udgangspunkt samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og barnet, der er
fyldt 12 år. Hvis parterne ikke samtykker til ændringen af anbringelsesstedet, er
det kommunens børne- og ungeudvalg, der tager stilling til, om der kan ske en
ændring. Det skal være med til at sikre, at afgørelsen træffes ud fra barnets
bedste og styrke retssikkerheden for parterne i sagen.
Ankestyrelsen har med principmeddelelse 49-19 fastslået, at en sag om
ændret anbringelsessted, hvor der ikke kan opnås samtykke, ikke skal
forelægges for børne- og ungeudvalget, når en udefrakommende begivenhed
er årsagen til ændringen. Der er tale om en udefrakommende begivenhed, når
behovet for ændringen ikke skyldes barnets eller den unges forhold, men
forhold på anbringelsesstedet. Det kan eksempelvis være situationer, hvor et
anbringelsessted lukker, eller hvor en plejefamilie bliver opsagt, fordi
plejefamilien og kommunen ikke kan blive enige om kontraktmæssige forhold.
Kommunalbestyrelsen kan i de tilfælde træffe afgørelse om ændring af
anbringelsessted og derefter valg af nyt anbringelsessted. Afgørelsen om
ændring af anbringelsessted kan indbringes for Ankestyrelsen.
Principmeddelelsen omfatter altså anbringelsessteder bredt set og er ikke
afgrænset til at omhandle plejefamilier.
Det er min klare forventning, at kommunerne administrerer efter reglerne i
barnets lov og ud fra barnets bedste. Kommunerne har desuden et væsentligt
ansvar for at understøtte samarbejdet med plejefamilier bedst muligt, for
derigennem at sikre kontinuitet og tryghed i anbringelsen for børn og unge, der
ikke kan bo derhjemme.
1