Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2025 - 149
Doknr.
965590
Dato
07-03-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 9. januar 2025 stillet følgende spørgsmål nr.
299 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 299:
”Vil ministeren oplyse, om barnets lov har medvirket til at mindske mængden af
fejl og lovbrud i kommunerne efter, at loven er blevet implementeret?”
Svar:
Barnets lov trådte i kraft 1. januar 2024 og har dermed sat rammerne for
kommunernes arbejde med indsatser til børn og unge i udsatte positioner og
deres familier i godt et år nu.
Med den nye hovedlov er der lagt vægt på at fjerne unødigt tunge proceskrav,
der er indlagt et større rum for socialfaglige skøn, der er indført et
grundlæggende nyt børnesyn og kravene til inddragelsen af børn og unge i
forhold, der vedrører deres egen sag, er blevet skærpet. Med andre ord er der
foretaget en række omfattende og væsentlige ændringer, som skal bidrage til
at vi kommer i mål med ambitionerne i aftalen om Børnene Først.
Der er helt naturligt tale om et stort arbejde, når en ny hovedlov skal
implementeres i kommunal praksis, både fagligt og i tilrettelæggelsen af
arbejdet. Der har derfor været og er fortsat iværksat en omfattende indsats for
at understøtte implementeringen.
Et af redskaberne, vi har til at følge den juridiske kvalitet af sagsbehandlingen
på området for børn og unge i udsatte positioner, er Børnesagsbarometret.
Aftalekredsen bag Børnene Først besluttede i efteråret 2023 at udskyde
Børnesagsbarometret, for at give kommunerne tid til at få implementeret
lovgivningen, inden der bliver fulgt op herpå. Beslutningen betyder, at der
tidligst måles på kommunernes afgørelser et år efter ikrafttrædelsen af barnets
lov, dvs. fra 1. januar 2025. Ministeriet og Ankestyrelsen er i dialog om et nyt
koncept for børnesagsbarometret, der er tilpasset barnets lov, så vi fortsat kan
følge området.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1