Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
2972680_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 9451
Doknr.
959529
Dato
31-01-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 20. december 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 288 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Victoria Velasquez (EL).
Spørgsmål nr. 288:
”Er det korrekt forstået, at der ikke stilles krav til, at udenlandske
surrogatmødre skal være over 18 år gamle for, at en kommerciel udenlandsk
surrogataftale fremover vil blive anerkendt som gyldig i Danmark efter
ikrafttrædelsen af L 65?”
Svar:
Efter § 30 i, i børneloven, træffer Familieretshuset afgørelse om forældreskab,
når en række dokumenter fremlægges. Navnlig dokumentation for, at der er en
genetisk forbindelse mellem barnet og mindst én tiltænkt forælder, og en
notarerklæring el.lign. udstedt i barnets fødeland, hvoraf surrogatmoren efter
barnets fødsel har bekræftet, at hun ønsker at overdrage forældreskabet og
barnet til det tiltænkte forældrepar eller den tiltænkte eneforælder.
Ved afgørelsen skal Familieretshuset foretage en vurdering af barnets bedste
baseret på en formodning om, at fastlæggelsen af forældreskab i
overensstemmelse med surrogataftalen vil være bedst for barnet.
Jeg kan oplyse, at bestemmelserne om forældreskab ved udenlandske
surrogataftaler har til formål at sikre barnets bedste, herunder sikre barnets ret
til retlige forældre fra fødslen. Med reglerne undgås det, at barnet befinder sig i
et retligt tomrum fra fødslen og den første periode af sit liv.
Reguleringen af forældreskab ved udenlandske surrogataftaler skal også ses i
lyset af, at det ikke fra dansk side er muligt at kontrollere forløbet i
surrogatmorens land forud for barnets fødsel. Derfor stilles der heller ikke krav
om, at surrogatmoren skal være fyldt 18 år. Loven stiller dog krav om et klart
samtykke fra surrogatmoren til overdragelse af barnet ved, at hun efter fødslen
skal bekræfte det i en notarerklæring eller lignende.
Reglerne er i overensstemmelse med Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols praksis om forældreskab til børn, der er født ved
en udenlandsk surrogataftale, navnlig barnets ret til respekt for sit privatliv efter
artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
1
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 288: Spm., om der stilles krav til, at udenlandske surrogatmødre skal være over 18 år gamle for, at en kommerciel udenlandsk surrogataftale fremover vil blive anerkendt som gyldig i Danmark
2972680_0002.png
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2