Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Socialudvalg
Dato: 14-01-2025
Enhed: Kommunalret
Sagsbeh: lwn
Sagsnr.:2024 - 15600
Dok. nr.: 277762
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 253 (Alm. del), som Folketingets
Socialudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 12. december 2024.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 253:
”Vil
ministeren redegøre for, hvordan praksis for tilsynet med kommuner og regioner
var, inden det blev en del af Ankestyrelsen, herunder fordele og ulemper ved tidligere
praksis, og hvad baggrunden var for, at man valgte at indføre
kommunestyrelseslovens § 48 a?”
Svar:
Ifølge kommunestyrelseslovens § 48 a beslutter Ankestyrelsen, om der er
tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. Bestemmelsen fik sin nuværende
ordlyd ved lov nr. 176 af 21. februar 2017,
hvorved udtrykket ”grundlag for”
i
kommunestyrelseslovens § 48 a
blev ændret til ”anledning til”.
Lovændringen i 2017 skulle skabe bedre rammer for det kommunale tilsyns
varetagelse af sit overordnede formål, som er at sikre statens interesse i, at
kommuner og regioner handler i overensstemmelse med lovgivningen.
Før lovændringen var Statsforvaltningen, der dengang varetog tilsynet i første
instans, forpligtet til at bruge ressourcer på alle sager, hvor der var grund til at
antage, at der var en vis sandsynlighed for en ulovlighed, der ikke var bagatelagtig, og
som havde betydning for retstilstanden.
Statsforvaltningen var således forpligtet til at foretage undersøgelser, herunder
høringer af kommuner og/eller ressortministerier, for at få det faktuelle og retlige
grundlag på plads, før den kunne vurdere, om der var grundlag for at rejse en sag.
Det kunne ikke indgå i vurderingen, om disse undersøgelser og behandlingen af sagen
havde reel betydning for den organisation eller borger, der var utilfreds. En del af
Statsforvaltningens ressourcer blev derfor brugt på at undersøge og behandle sager,
som ikke havde større betydning for kommuner og regioner, og som reelt kun i
begrænset omfang var en hjælp i forhold til de berørte borgere.
Disse indledende undersøgelser af sagerne kunne medføre, at der hos de borgere
m.fl., som havde indbragt sager, opstod en forventning om resultater, som der
alligevel ikke var grundlag for, når sagen blev belyst.
Lovgivningen understøttede samlet set ikke Statsforvaltningens funktion som statens
legalitetstilsyn med kommuner og regioner. Statsforvaltningen blev opfattet som
primært reagerende i konkrete enkeltsager, uden at de enkelte udtalelser