Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 9207
Doknr.
953364
Dato
22-01-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 10. december 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 240 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 240:
”Er
det ministerens holdning, at socialtilsynene mangler værktøjer til at kunne
handle? Der henvises til følgende udtalelse fra Dan Theolander Holmgreen,
Socialtilsyn Hovedstaden: »Vi har ikke redskaberne til at gøre mere end det, vi
har gjort. Vi skal godkende tilbud, hvis de søger. Vi skal føre tilsyn og lukke
tilbud, hvis de gør noget, de ikke må. Vi kan jo ikke gå ud og blokere døren til
et tilbud, som ikke er godkendt. Vi har ikke lovhjemmel eller myndighed til at
gøre noget. Egentlig burde det være så simpelthen, at kommunerne sørger for
kun at anbringe på lovlige steder. Det er vejen. Hvis der skal være sanktioner
eller andet, kræver det en lovændring af Folketinget.«, Jyllands-Posten, den
19. september 2024.”
Svar:
Det er min opfattelse, at socialtilsynet meget langt hen ad vejen har de
tilstrækkelige redskaber, og at de anvender dem, som de er tiltænkt. Det viser
mange af de konkrete sager også, hvor socialtilsynet har sanktioneret og lukket
tilbud. Når det er sagt, så mener jeg, at de sager der har været fremme i
pressen indikerer, at vi skal se på, hvordan socialtilsynets ressourcer kan
fokuseres mere på de brodne kar, hvor kvaliteten ikke er i orden, eller hvor der
foregår misbrug af offentlige midler.
Jeg er derfor også glad for, at vi som led i
Aftale om udmøntning af tre
initiativer i rammeaftale
af 2. maj 2024 om en langsigtet og bæredygtig
udvikling af handicapområdet mellem regeringen (SVM) og Liberal Alliance,
Det konservative Folkeparti samt Radikale Venstre har aftalt, at der skal
igangsættes et arbejde, der skal undersøge mulige regelændringer, der kan
dæmme op for snyd og svigt på sociale tilbud herunder, hvordan eksisterende
regler om karens, økonomisk tilsyn og krav til faglige, økonomiske og
organisatoriske kompetencer hos ledere og ejere kan skærpes. Der skal
herunder undersøges muligheder i forhold til regulering af anvendelsen af ikke-
godkendte tilbud.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1