Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 9207
Doknr.
953364
Dato
22-01-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 10. december 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 238 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 238:
”Hvornår
vil ministeren indkalde til forhandlinger om, hvordan der fremover
sikres tilstrækkelig kvalitet i kommunernes tilbud? Det følger af aftalen om
Børnene Først fra 2021, at der skal ske noget på dette område.”
Svar:
Med aftalen om Børnene Først blev der afsat varige midler til en
kvalitetsramme, som skal anvendes til at højne kvaliteten på døgninstitutioner
og opholdssteder. Det følger af aftalen, at den konkrete udmøntning af
midlerne skal ske i forlængelse af evalueringen af det specialiserede
socialområde.
Da der fortsat udestår politiske forhandlinger om en specialeplanlægning, er
midlerne for 2022, 2023 og 2024 udmøntet i form af ansøgningspuljer, som
skal give støtte til et uddannelses- og kompetenceløft blandt medarbejdere på
opholdssteder og døgninstitutioner og derigennem højne kvaliteten.
Aftalekredsen bag Børnene Først har været inddraget og givet tilsagn til den
konkrete udmøntning af midlerne i både 2022, 2023 og 2024. Jeg kan oplyse,
at der har været stor interesse for de udmeldte puljer, og at alle midlerne er
blevet udmøntet til opholdssteder og døgninstitutioner. I overensstemmelse
med ordlyden i Børnene Først-aftalen, vil der blive taget stilling til udmøntning
af midlerne i kvalitetsrammen fra 2025 og frem i forbindelse med udviklingen af
en model for en specialeplanlægning som opfølgning på evalueringen af det
specialiserede socialområde.
Aftalekredsen bag Børnene Først, der i sin tid har besluttet at afsætte midlerne
til kvalitetsrammen, vil selvfølgelig blive inddraget, når der skal tages stilling til
den fremadrettede udmøntning af midlerne i kvalitetsrammen.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1