Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 9207
Doknr.
953364
Dato
22-01-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 10. december 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 236 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 236:
”Vil
ministeren forholde sig til, om et tilbud bør være godkendt, før det kan
modtage tilskud? Og vil ministeren redegøre for, hvad det vil koste at sikre et
system, hvor basale rettigheder bliver overholdt på tværs af kommunerne?”
Svar:
Jeg kan oplyse, at det er lovens klare udgangspunkt at tilbud, herunder
anbringelsessteder, skal være godkendt for at kunne indgå i kommunens
forsyning. Det kan enten være af den konkrete kommune efter § 58, stk. 1, §
65 stk. 1 i barnets lov, eller af socialtilsynet efter § 5 i lov om socialtilsyn. Det
betyder også, at et tilbuds godkendelse er en betingelse for, at en kommune
eksempelvis kan anbringe børn og unge på tilbuddet, og betale tilbuddet for
opholdet.
Det følger dog af § 12, stk. 3, i barnets lov, at kommunerne har mulighed for, i
en kortere periode, og i helt særlige tilfælde, hvor der ikke kan findes plads på
et egnet og godkendt tilbud, at anvende tilbud, som ikke er godkendt af
socialtilsynet.
Sager i pressen mv. har gjort det klart, at der er behov for at få et bedre
overblik over regler og praksis på området. Derfor er jeg også glad for, at vi
som led i
Aftale om udmøntning af tre initiativer i rammeaftale
af 2. maj 2024
om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet mellem
regeringen (SVM) og Liberal Alliance, Det konservative Folkeparti samt
Radikale Venstre har aftalt, at der skal igangsættes et arbejde, der skal
undersøge mulige regelændringer, der kan dæmme op for snyd og svigt på
sociale tilbud herunder, hvordan eksisterende regler om karens, økonomisk
tilsyn og krav til faglige, økonomiske og organisatoriske kompetencer hos
ledere og ejere kan skærpes.
For så vidt angår spørgsmålet om udgifter til at sikre et system, hvor basale
rettigheder bliver overholdt så vil svaret afhænge af, hvilke konkrete tiltag,
spørgeren forestiller sig.
1