Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
2952642_0001.png
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersens
talepapir
Anledning
Dato / tid
Sted
Talens varighed
Talens formål
Publikum og
programpunkt
Samråd S-V
Torsdag d. 5. december 2024
S-092
15-16 minutter
Besvarelse af samrådsspm. S-V
Socialudvalget
Det talte ord gælder
[Indledning]
Jeg vil gerne starte med at takke spørgerne fra LA og DD for
at indkalde til dette samråd om kommuners brug af ikke-
godkendte anbringelsessteder.
Der har ganske rigtigt gennem den seneste tid været omtalt
flere sager i medierne om kommunernes brug af sociale
tilbud, som ikke er godkendt af socialtilsynet.
Ifølge mediernes omtale er der i nogle tilfælde sket
anbringelser af børn og unge i ikke-godkendte tilbud uden at
socialtilsynet er blevet orienteret, selv om kommunerne har
pligt til det efter loven. Der er samtidig blevet gjort brug af
tilbuddene i længere tid, end reglerne i serviceloven eller
barnets lov giver mulighed for. Og lad mig bare
indledningsvist understrege: Det er ikke i orden!
1
 SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra åbent samråd den 5/12-24 om anbringelse af børn (samrådsspm. S-V)
2952642_0002.png
Når kommunerne på samfundets vegne anbringer børn uden
for hjemmet, påtager de sig et stort ansvar for disse børn. Vi
taler om børn og unge, for hvem livet har slået knuder –
derfor er det helt afgørende, at de mødes af kompetente og
omsorgsfulde voksne.
Kommunerne har entydigt et ansvar for at overholde
reglerne på det sociale område og andre områder. Og på det
sociale område kan det have stor betydning, hvis de ikke gør
det, for de børn, unge og voksne, det drejer sig om. Det
betyder bl.a., at kommunerne har ansvaret for at sikre, at
anbringelser sker på godkendte tilbud. Og det er også
kommunernes ansvar, at sørge for, at de har de nødvendige
tilbud på socialområdet – det er det, der kaldes
forsyningsansvaret - og som vi også tidligere har drøftet.
Jeg vil gerne slå fast, at reglerne i barnets lov er ganske
klare på det her område.
Reglerne giver kommunerne mulighed for kortvarigt at
benytte et anbringelsessted, der endnu ikke er godkendt,
men denne mulighed gælder alene i akutte situationer, hvor
det ikke er lykkedes at finde en plads på et egnet og
godkendt anbringelsessted. Og de skal orientere
socialtilsynet herom.
Der er altså tale om et midlertidigt ophold, der højst må vare
tre uger. I helt særlige situationer kan socialtilsynet dog
godkende, at opholdet forlænges med yderligere tre uger.
Samtidig vil jeg understrege, at der
ikke
er tale om nye regler
på området. Reglerne om kortvarigt brug af ikke-godkendte
anbringelsessteder i barnets lov det svarer fuldstændigt til
reglerne i serviceloven, og de har været gældende siden
2014.
Netop derfor er det bekymrende, at nogle af de sager, der
har været fremme i pressen, indikerer, at loven bevidst eller
ubevidst omgås. I nogle af de omtalte sager er der givet
eksempler på ikke-godkendte anbringelsessteder, der har
haft børn og unge anbragt i mere end 600 dage. Det er
næsten to år. Og det er jo simpelthen ikke godt nok!
Og vigtigst er, at det er dybt bekymrende for de børn og
unge, der har været anbragt her. For socialtilsynet har jo ikke
har kunnet føre driftsorienteret tilsyn med kvaliteten, da der
netop er tale om ikke-godkendte anbringelsessteder.
2
 SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra åbent samråd den 5/12-24 om anbringelse af børn (samrådsspm. S-V)
2952642_0003.png
Det er afgørende, at kommunerne lever op til deres
forpligtelser, ikke mindst af hensyn til retssikkerheden for
børn og unge anbragt udenfor hjemmet i Danmark.
Og derfor er jeg også glad for her på samrådet at få
anledning til at drøfte netop dette emne.
Jeg skal forsøge at komme omkring alle de spørgsmål uden
at bruge al vores tid i dag, så der også er tid til opfølgende
spørgsmål.
[Spm. S]
Jeg vil starte med at besvare spørgsmål S om den konkrete
sag i Hvidovre Kommune, der har været fremme i pressen.
Først og fremmest så vil jeg sige, at det er dybt
uacceptabelt, at kommunen har undladt at orientere
socialtilsynet ved brug af ikke-godkendte tilbud.
Helt grundlæggende er det min holdning, at vi som samfund
har et klart ansvar for at sikre anbragte børn og unge at de
både får omsorg, trygge rammer og de bedst mulige
betingelser for trivsel og udvikling. Derfor er det
kommunernes klare ansvar at overholde reglerne på det
sociale område, ikke mindst på anbringelsesområdet.
I forhold til pressens beskrivelse af sagen i Hvidovre
Kommune har jeg noteret mig, at kommunen anerkender, at
de ikke har fulgt reglerne.
Pressens beskrivelse af sagen har også vakt en generel
bekymring.
Derfor er det
for det første
givet anledning til, at mit
ministerium har sendt oplysningerne fra pressen til tilsynet
med kommunerne i Ankestyrelsen.
Det er nu op til det kommunale tilsyn at vurdere, om der er
grundlag for at rejse en tilsynssag og i givet fald, hvad en
sådan tilsynssag vil give anledning til.
Det vil således være op til tilsynet at vurdere, om den
konkrete sag om Hvidovre Kommune vil få konsekvenser
inden for de beføjelser, som Ankestyrelsen har som
tilsynsmyndighed.
For det andet
har den praksis, der beskrives i pressen, også
givet anledning til, at ministeriet i november har udsendt en
3
 SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra åbent samråd den 5/12-24 om anbringelse af børn (samrådsspm. S-V)
2952642_0004.png
orienteringsskrivelse om brugen af ikke-godkendte tilbud til
alle landets kommuner og socialtilsyn.
Skrivelsen den fastslår kommunernes og socialtilsynets
pligter og handlemuligheder. Det gælder i forhold til at sikre,
at der findes de rette tilbud, og til at overholde reglerne om
brug af ikke-godkendte tilbud.
[Spm. T:]
Jeg bliver også i spørgsmål T spurgt til, hvor mange børn og
unge, der er blevet anbragt ved ”akutanbringelser” i ikke-
godkendte tilbud i 2020-2024, og i hvor mange af disse
tilfælde kommunerne har undladt at orientere socialtilsynet
herom.
Først og fremmest er det vigtigt for mig at understrege, at
der ikke er noget i barnets lov, der hedder og nu citerer jeg
”akutanbringelser”. Det er et misvisende begreb, da der ikke
er tale om en særskilt kategori af anbringelser. Samtidig kan
et tilbud heller ikke godkendes som et ”akut
anbringelsessted” af socialtilsynet. Der findes kun
anbringelser. Der findes ikke ”akutanbringelser” eller
”akutanbringelsessted”.
Et anbringelsessted er enten godkendt eller ikke-godkendt.
Og hvis det er godkendt, kan det modtage børn og unge
akut, hvis der er behov for det.
Dog kan et tilbud i op til tre uger indgå i den kommunale
forsyning uden godkendelse, når der er et akut behov for at
placere et barn eller en ung, der ikke findes et egnet
godkendt tilbud til.
Det er relevant at få bedre viden om kommunernes brug af
ikke-godkendte tilbud. Derfor skal kommunerne fra d. 1.
januar 2025 – og det er altså om ganske få uger - oplyse,
hvis en anbringelse midlertidigt sker på et ikke-godkendt
tilbud, når de indberetter til Danmarks Statistik. Hermed vil vi
på længere sigt få viden om kommunernes brug af reglerne
om ikke-godkendte tilbud, altså§ 12 i barnets lov.
Det er et vigtigt skridt for, at vi kan danne os et bedre
overblik over omfanget af kommunernes brug af ikke-
godkendte tilbud.
[Spm U:]
Jeg bliver I spørgsmål U spurgt til, om jeg vil tage initiativ til
at se på mulighederne for at give socialtilsynene
4
 SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra åbent samråd den 5/12-24 om anbringelse af børn (samrådsspm. S-V)
2952642_0005.png
sanktionsmuligheder overfor enten de ikke-godkendte tilbud
eller de visiterende kommuner.
Jeg vil starte med at sige, at ansvaret for at sikre gode vilkår
for anbragte børn og unge for mig at se er et fælles ansvar.
Det påhviler os alle – ikke blot socialtilsynene.
Det betyder, at vi naturligvis løbende skal overveje, om vi har
de rette lovgivningsmæssige rammer på området. Det er jeg
som minister meget opmærksom på.
Men det er først og fremmest barnets eller den unges
handlekommune, der har ansvaret for og skal sikre sig, at de
enkelte anbringelser foretages efter reglerne.
Med barnets lov der blev barnet sat i centrum både i
sagsbehandlingen og i indsatserne. Med barnets lov har vi
understreget, at kommunerne skal varetage omsorgen og
sikre tryghed, og trivsel og udvikling for anbragte børn og
unge.
Det sker bl.a. ved at sikre, at barnet eller den unge
anbringes på et godkendt anbringelsessted. Godkendelsen
er med til at sikre, at anbringelsesstedet har de rette
kompetencer og kvalitet.
Og derfor skal brugen af de ikke-godkendte tilbud være
midlertidig og alene anvendes i helt særlige tilfælde.
Socialtilsynet har i dag flere muligheder for at handle. Hvis
de bliver opmærksomme på langvarig anbringelse eller
andre bekymrende forhold for børn og unge på et ikke-
godkendt anbringelsessted, har de som fagpersoner pligt til
at underrette kommunen. Og det kan både være kommunen,
hvor de opdater det i og det kan også være kommunen der
har anbragt barnet.
Socialtilsynet og andre kan desuden underrette
Ankestyrelsen, hvis de har grund til at antage, at kommunen
ikke handler i overensstemmelse med barnet eller den unges
bedste. Ankestyrelsen vurderer derefter, om de finder
grundlag for at tage sagen op.
Samtidig har alle – og det gælder også de fem socialtilsyn -
mulighed for at orientere det kommunale tilsyn i
Ankestyrelsen, hvis de bliver bekendt med kommuner, der
ikke overholder lovgivningen. Det kan bl.a. være
kommunernes brug af ikke-godkendte tilbud.
5
 SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra åbent samråd den 5/12-24 om anbringelse af børn (samrådsspm. S-V)
2952642_0006.png
Det vil herefter være op til det kommunale tilsyn at beslutte,
om en sag giver anledning til at rejse en tilsynssag eller ej.
Socialtilsynet kan dermed handle, uanset at de ikke har
sanktionsmuligheder overfor ikke-godkendte tilbud.
[Spm V:]
Jeg bliver afslutningsvist i spørgsmål V spurgt til, om vi ser
en stigning i manglende lovmedholdelighed på
socialområdet i landets kommuner.
Det er grundlæggende min opfattelse er, at langt de fleste
kommuner er optaget af give børn og unge i udsathed den
bedst mulige støtte og hjælp.
Og at kommunerne arbejder på at opfylde intentionerne i
barnets lov og sikre, at afgørelser træffes inden for
rammerne af barnets lov.
Når det er sagt, forstår jeg til fulde, at man står tilbage med
spørgsmålet, om kommunerne overholder reglerne på
socialområdet, i kølvandet på de historier, der har været i
pressen. Og særligt, når vi taler børn og unge i udsathed, så
er der ingen tvivl om, at én sag er en sag for meget. Det er
dog også et spørgsmål om flere dimensioner.
Ofte bliver vi først opmærksomme på, om reglerne
overholdes, når det er påvist eller opdaget, at der er sket fejl.
F.eks. gennem Ankestyrelsens behandling af klagesager, en
tilsynssag eller pressedækning omkring specifikke sager
eller sagsområder. Det er altså ofte de dårlige enkeltsager
der fremhæves og der ikke nødvendigvis giver et generelt
billede af forholdene.
Ankestyrelses Danmarkskort kan dog give en pejling på
dette. Her offentliggøres årligt omgørelsesprocenter for
socialområdet som helhed. Det vil sige klagesager, som
Ankestyrelsen har behandlet og enten ændret, ophævet eller
hjemvist til ny behandling i kommunerne.
De seneste tal fra 2023 viser, at mere end en tredjedel af de
klagesager som bliver sendt til Ankestyrelsen, de bliver
omgjort – og at omgørelsesprocenten har ligget nogenlunde
stabilt siden 2019.
Dét er naturligvis ikke er tilfredsstillende. Der er derfor stadig
brug for, at kommunerne tager ansvar for retssikkerheden på
det sociale område i kommunerne.
6
 SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 216: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra åbent samråd den 5/12-24 om anbringelse af børn (samrådsspm. S-V)
2952642_0007.png
Men ud fra Danmarkskortet mener jeg altså ikke, at vi kan
tale om en stigende tendens, som der spørges til her.
[Afslutning]
Afslutningsvist vil jeg gerne takke for den her lejlighed igen
for at sætte fokus på et vigtigt område.
Når børn og unge de anbringes uden for hjemmet, skal vi
sikre, at de får den fornødne hjælp, støtte og omsorg under
anbringelsen. Vi skal sikre, at vi skaber de bedst mulige
forudsætninger for, at barnet kommer i trivsel og kan udvikle
sig. Det skal vi gøre fra starten af.
Som samfund har vi et klart ansvar for at sikre, at hvert
eneste barn får den klare og sikre støtte og omsorg. Det
forudsætter, at anbringelsesstedet har høj kvalitet, og de
fornødne kompetencer i forhold til barnets eller den unges
behov.
Når det gælder det enkelte barn eller den enkelte unge, har
kommunen entydigt ansvaret for at sikre, at de har de rette
tilbud. De har samtidig ansvaret for at sikre, at reglerne på
det sociale område overholdes. Det skal vi i fællesskab
holde kommunerne fast på.
Jeg ser samtidig frem til det fortsatte arbejde for at finde
holdbare løsninger til at styrke kvaliteten i indsatsen til gavn
for anbragte børn og unge.
Tak for ordet.
7