Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 9119
Doknr.
962682
Dato
15-01-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 5. december 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 213 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 213:
Vil ministeren kommentere svaret fra Odense Kommune, jf. SOU alm. del –
bilag 98, og forholde sig til, om Odense Kommune svarer korrekt på, at de ikke
har en ulovlig venteliste, når de samtidig siger, at de har syv borgere stående
på venteliste til botilbud, de er visiteret til, men som endnu ikke er indkøbt? Vil
ministeren samtidig uddybe, hvorfor indenrigs- og sundhedsministeren på
samrådet om ulovlige ventelister i Københavns Kommune den 24. oktober
2024 meddelte, at Ankestyrelsen samme dag rejste tilsynssager mod fem
kommuner, som ikke levede op til forsyningsforpligtelsen på botilbud, heri
blandt andet Odense Kommune, hvis ikke dette er korrekt?
Svar:
SOU alm. del – bilag 98 er et svar fra Odense Kommune af 4. december 2024
til et medlem af Odense Byråd om ventelister til botilbudspladser. Af svaret
fremgår, at det er kommunens opfattelse, at kommunen ikke har ulovlige
ventelister til botilbudspladser.
Jeg kan hertil oplyse, at Ankestyrelsens tilsyn med kommuner og regioner som
følge af pålæg af 24. oktober 2024 fra indenrigs- og sundhedsministeren har
rejst tilsynssager over for fem kommuner om kommunernes overholdelse af
forsyningspligten efter serviceloven og barnets lov. Dette omfatter Odense
Kommune.
I forhold til Odense Kommune har Ankestyrelsen den 10. december 2024
fremsendt en udtalelse til Odense Kommune om ventelister på servicelovens
område. Af udtalelsen fremgår, at Ankestyrelsen vurderer, at Odense
Kommune i overvejende grad handler i strid med servicelovens forsyningspligt
ved at have ventelister på en lang række bestemmelser efter serviceloven,
herunder fx socialpædagogisk støtte, vedligeholdende træning og botilbud.
Ankestyrelsen har på den baggrund anmodet Odense Byråd om inden to
måneder at oplyse, hvad udtalelsen giver byrådet anledning til.
På baggrund af kommunens tilbagemelding vil Ankestyrelsens tilsyn med
kommuner og regioner tage stilling til, om der er grundlag for at pålægge
tvangsbøder efter kommunestyrelseslovens § 50 b.
1