Sagsnr.
2024 - 9063
Doknr.
949767
Dato
15-01-2025
Bilag 1: Lovgivning om fører- og servicehunde
Social- og Boligministeriet
Social- og Boligministeriet har følgende lovgivning vedrørende fører- og
servicehunde på hhv. social- og boligområdet:
Socialområdet
Det fremgår af servicelovens § 112, at kommunalbestyrelsen skal yde støtte til
hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,
når hjælpemidlet
1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte
funktionsevne,
2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller
3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
En førerhund/servicehund er en hund, der er udvalgt og trænet fra hvalp med
henblik på at afhjælpe en nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne.
Førerhunde og servicehunde kan bevilliges som hjælpemiddel på lige fod med
andre hjælpemidler efter serviceloven, såfremt hunden opfylder ovennævnte
kriterier.
Hjælpen ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel, jf. §
3 i bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder
efter serviceloven. Dette gælder også ved bevilling af servicehunde og
førerhunde.
Af bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder
efter lov om social service, § 4, stk. 6, fremgår det, at hjælp til førerhunde
omfatter et årligt beløb til dækning af løbende nødvendige udgifter til
førerhunden. Bestemmelsen gælder ikke for servicehunde. Social- og
Boligministeriet vil afsøge muligheden for, at bestemmelsen udvides til at
inkludere dækning af udgifter til servicehunde.
Boligområdet
Driftsbekendtgørelsen regulerer driften af almene boliger, herunder almene
boligorganisationer, selvejende almene ældreboliginstitutioner, kommunale og
regionale almene ældreboliger samt selvejende almene
ungdomsboliginstitutioner, jf. driftsbekendtgørelsens § 1, stk. 1.
Af driftsbekendtgørelsens § 130 stk. 1, fremgår det, at uanset bestemmelserne
i husordenen for almene boliger, har personer med vedvarende fysisk eller
psykisk funktionsnedsættelse eller blinde og svagtseende personer, der er
afhængige af et servicedyr, altid ret til at holde et sådant. Det fremgår
endvidere af § 130, stk. 2, at ved servicedyr forstås fører- og servicehunde,
som er specielt trænet til at udføre en eller flere nytteopgaver for de personer,
der er nævnt i stk. 1.
Der er ikke fastsat nærmere regler om, hvordan hunden skal være trænet, og
der stilles ikke krav om, at brugere af servicehunde skal have udleveret et
officielt ID på, at hunden er en servicehund. Ligeledes er der ikke fastsat regler
1