Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 9039
Doknr.
949814
Dato
15-01-2025
Folketingets Socialudvalg har d. 3. december 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 209 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet af Socialudvalget.
Spørgsmål nr. 209:
Er det ministerens opfattelse, at de gældende regler for sagsbehandlingstid på
værgemålsområdet i praksis fører til, at de involverede mennesker ikke nyder
samme rettigheder som mennesker uden for systemet? Og hvad vil ministeren
i så fald gøre for at sikre lige rettigheder?
Svar:
Som svar på den første del af spørgsmålet kan jeg oplyse, at der ikke er
lovbestemte frister for sagsbehandlingen på værgemålsområdet. Der er heller
ikke fastsat generelle regler om frister for sagsbehandlingen i forvaltningsloven.
Borgere, der afventer en afgørelse om iværksættelse af værgemål, nyder
grundlæggende set samme rettigheder som andre borgere. Men de har af
helbredsmæssige årsager behov for, at andre – dvs. værgen – træffer
beslutninger for dem. Det kan fx dreje sig om beslutninger om flytning eller
økonomiske forhold.
Familieretshusets sagsbehandlingstid og rammerne for sagsbehandlingen på
værgemålsområdet er derfor af afgørende betydning. Det er uholdbart, at
sagsbehandlingstiderne er så lange, som det på nuværende tidspunkt er
tilfældet. Jeg er derfor meget opmærksom på at sikre bedre rammer på
værgemålsområdet, herunder også gennem nedbringelse af
sagsbehandlingstiden.
Jeg vil afslutningsvis gøre opmærksom på, at uafhængigt af en eventuel
igangværende sag ved Familieretshuset skal kommunen tilbyde blandt andet
hjælp, omsorg eller støtte til personer, der har behov herfor på grund af
betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale
problemer, jf. servicelovens § 85.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1