Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 8806
Doknr.
945003
Dato
20-12-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 22. november 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 187 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Spørgsmål nr. 187:
”Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at forældre, der udfører
hjemmetræning,
får mere frihed og fleksibilitet til at tilpasse træningen efter deres barns
individuelle behov, uden at det kræver løbende godkendelse fra kommunen, så
længe træningen er i overensstemmelse med den godkendte metode og
barnets tarv?”
Svar:
Der lægges til grund for besvarelsen, at spørgsmålet henviser til en situation,
hvor forældrene ønsker at tilpasse træningen i et omfang, der vurderes at
kræve en fornyet godkendelse af kommunen.
Det fremgår af barnets lov § 85, stk. 1, nr. 1, at hjemmetræning skal fremme
barnets eller den unges tarv og trivsel og imødekomme barnets eller den unges
behov. Det fremgår desuden af barnets lov § 85, stk. 4, at
kommunalbestyrelsen løbende skal føre tilsyn med hjemmetræningen,
herunder at indsatsen tilgodeser barnets eller den unges fysiske, psykiske og
sociale behov. Det er blandt andet afgørende, som det fremgår af
Ankestyrelsens principafgørelse nr. 70-14, at effekten af hjemmetræningen
ikke må være mindre, end hvis barnet havde fået hjælpen i et særligt tilbud
efter barnets lov (tidligere serviceloven). Jeg mener, at det er afgørende, at vi
sikrer, at træningen er i barnets tarv.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1