Socialudvalget 2024-25
SOU Alm.del
Offentligt
2954035_0001.png
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 8598
Doknr.
940428
Dato
11-12-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 15. november 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 151 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA).
Spørgsmål nr. 151:
”Hvad er ministerens overvejelser i forhold til håndteringen af de kulturelle
forskelle i forældreskab og børneopdragelse, som bl.a. kan være en udfordring
i kommuners behandling af ukrainske familiers sager, herunder især
anbringelsessager? Der henvises til artiklen »Ukrainske Oleksandra følte sig
misforstået, da hendes børn blev tvangsfjernet«, dr.dk, den 14. november
2024.”
Svar:
Jeg kan oplyse, at alle børn og unge, der opholder sig lovligt i Danmark, har ret
til hjælp og støtte efter barnets lov. Der gælder samme kriterier for, hvornår
kommunerne kan og er forpligtede til at sætte ind med særlig støtte, uanset
hvilken kulturel baggrund det enkelte barn eller familie har.
Det er kommunernes ansvar at sikre, at sagsbehandlingen foregår korrekt og
efterlever gældende krav i lovgivningen. Kommunerne skal bl.a. sikre, at en
sag er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes en afgørelse, ligesom kommunerne
skal sikre, at de berørte borgere bliver inddraget i og forstår sagsbehandlingen
samt de afgørelser, der træffes i sagen. Jeg kan i den forbindelse henvise til
min samtidige besvarelse af SOU alm. del spm. 150 (2024-25).
Det gælder generelt, at kommunerne skal tilrettelægge sagsbehandlingen på
en måde, der tager højde for familiens samlede situation, også deres sproglige
og kulturelle baggrund. Kommunerne skal således i alle tilfælde foretage en
konkret, individuel og helhedsorientereret vurdering af barnets og familiens
samlede situation. Kommunerne skal sætte ind med støtte, hvis et barn eller en
ung er i mistrivsel eller af andre årsager har behov for hjælp, uanset familiens
baggrund. Det afgørende i en sag om anbringelse uden for hjemmet må
således altid være, om kriterierne for en anbringelse er opfyldt, og om det
vurderes at være til barnets eller den unges bedste af hensyn til barnets eller
den unges støttebehov.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1
SOU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 151: Spm. om håndteringen af de kulturelle forskelle i forældreskab og børneopdragelse, som bl.a. kan være en udfordring i kommuners behandling af ukrainske familiers sager
2954035_0002.png
Bilag:
SOU alm. del – svar på spm. 150 (2024-25).
2