Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 8536
Doknr.
942153
Dato
10-12-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 12. november 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 146 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet på udvalgets vegne.
Spørgsmål nr. 146:
”Vil ministeren kommentere henvendelsen samt redegøre for, om der er behov
for en tydeliggørelse af borgernes mulighed for selvbestemmelse i forbindelse
med valg af leverandør af bostøtten i eget hjem, jf. SOU alm. del – bilag 68?”
Svar:
Jeg har forstået henvendelsen fra Selveje Danmark og Dansk Erhverv således,
at de i henvendelsen peger på, at reglen om borgerens ret til medbestemmelse
ift. valg af bostøtte efter servicelovens § 85 a efter deres opfattelse ikke
fungerer efter hensigten. Det anføres, at kommunerne prioriterer egne
bostøtter, ligesom der peges på mangelfulde afslag til borgeren.
Jeg kan hertil oplyse, at efter § 85 a i serviceloven kan kommunalbestyrelsen
tilbyde hjælp, omsorg eller støtte til udvikling af færdigheder efter de
specialiserede støttemetoder fra Housing First-tilgangen til personer i
hjemløshed eller i risiko for hjemløshed, som har behov for hjælp, omsorg eller
støtte på grund af særlige sociale problemer. Følger kommunalbestyrelsen ikke
borgerens ønsker til leverandør af bostøtten, skal kommunalbestyrelsen
begrunde dette i afgørelsen til borgeren. Der gælder dermed et ”følg-eller-
forklar-princip” i disse sager.
Det følger af forvaltningslovens § 22, at når en afgørelse meddeles skriftligt,
skal den være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud
giver den pågældende part medhold. Efter forvaltningslovens § 24, stk. 1, skal
begrundelsen indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er
truffet efter. Hvis afgørelsen beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen
tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
En borger, der er visiteret til bostøtte efter § 85 a kan som udgangspunkt ikke
klage over, at kommunen ikke imødekommer borgerens ønske til leverandør.
Ankestyrelsen kan dog påse, om kommunen overholder kravet om skriftlig
begrundelse som led i Ankestyrelsens sædvanlige prøvelse af de formelle krav
til afgørelser i forbindelse med behandling af en klage over en afgørelse om
bostøtte efter § 85 a.
1