Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 7955
Doknr.
933817
Dato
22-11-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 29. oktober 2024 stillet følgende spørgsmål nr.
86 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Spørgsmål nr. 86:
”Vil ministeren oplyse, hvor mange tilbud, der findes i landet, som ikke er
godkendt af Socialtilsynet, men hvor kommunerne kan akutanbringe børn og
unge, jævnfør barnets lov § 12, stk. 3?”
Svar:
Det er desværre ikke muligt at svare på, hvor mange ikke-godkendte tilbud der
findes. Dette skyldes, at det først er, når et tilbud er godkendt af socialtilsynet,
at oplysninger om tilbuddet fremgår af Tilbudsportalen, som er en offentligt
tilgængelig oversigt over bl.a. anbringelsessteder godkendt af socialtilsynet.
Der findes således ikke et tilsvarende register med oplysninger om tilbud, der
ikke er godkendt af socialtilsynet. Social- og Boligministeriet har dermed ikke
dækkende viden om udbredelsen samt kommunernes anvendelse af sådanne
tilbud.
Jeg vil i forlængelse heraf gøre det klart, at begrebet ”akutanbringelse” ikke
anvendes i barnets lov og heller ikke er en særskilt kategori af anbringelser,
ligesom det ikke er en funktion, som et tilbud kan blive særligt godkendt til af
socialtilsynet.
Jeg kan desuden oplyse, at i akutte situationer kan kommunerne efter barnets
lov § 12, stk. 3, og servicelovens § 4, stk. 4, anvende et ikke-godkendt tilbud i
op til tre uger, hvis der ikke findes et egnet godkendt tilbud til borgeren.
Kommunen skal i disse situationer orientere socialtilsynet. Socialtilsynet kan
hvis der er særlige grunde herfor træffe afgørelse om, at det ikke-godkendte
tilbud kan anvendes i yderligere tre uger.
Hvis socialtilsynet bliver bekendt
med, at en kommune ikke overholder reglerne i servicelovens § 4, stk. 4, eller §
12, stk. 3, i barnets lov, kan socialtilsynet
orientere det kommunale tilsyn i
Ankestyrelsen herom. Socialtilsynet har imidlertid ingen selvstændig
kompetence over for kommunerne i forhold til dette.
Det er vigtigt for mig at understrege, at det selvfølgelig er helt afgørende, at
kommunen, når den anbringer et barn – ikke mindst akut på et ikke-godkendt
tilbud - gør sig dette store ansvar bevidst. Det er kommunerne, der træffer
afgørelse om valg af det konkrete anbringelsessted, og det er dermed
handlekommunen, der har ansvaret for at sikre, at det valgte tilbud – også i
akutte situationer – er egnet til barnet eller den unge, samt at der føres tilsyn
1