Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 8478
Doknr.
944944
Dato
20-12-2024
Folketingets Socialudvalg har d. 12. november 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 130 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 130:
”Mener
ministeren, at den børnefaglige undersøgelse er hensigtsmæssig i
sager om hjemmetræning efter servicelovens § 32 a, og vil ministeren erstatte
den med en afdækning målrettet hjemmetræning, jf. delundersøgelsen på
børnehandicapområdet fra Ankestyrelsen fra april 2024 (SOU alm. del - bilag
313, 2023-24)?”
Svar:
Ifølge § 87, stk. 3, i barnets lov skal godkendelse af hjemmetræning ske på
baggrund af en børnefaglig undersøgelse. Det skyldes, at en afgørelse om
hjemmetræning er en kompleks sag. En børnefaglig undersøgelse skal
gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere
omfattende, end formålet tilsiger. En børnefaglig undersøgelse skal
tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og
ressourcer hos barnet, den unge, familien og netværket. Kommunen skal
desuden inddrage de fagfolk, der allerede har viden om barnets eller den
unges og familiens forhold.
En børnefaglig undersøgelse er således også barnets og familiens sikkerhed
for, at der i komplekse sager, som en sag om hjemmetræning er, sker en
grundig og helhedsorienteret oplysning af sagen, som inddrager de relevante
fagpersoner, der er tæt på barnet og den unge. Samtidig gælder det generelt,
at den børnefaglige undersøgelse ikke må være mere omfattende, end
nødvendigt for at opnå formålet.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
1