SAU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 272: MFU spm. om, hvilke ekstra udgifter pålægger dækningsafgiftspligtige virksomheder landets kommuner, som berettiger muligheden for at opkræve et ekstra skattebidrag fra dem i form af dækningsafgift

Skatteudvalget 2024-25
SAU Alm.del
Offentligt

3. april 2025

J.nr. 2025 - 2222

Til Folketinget

–

Skatteudvalget

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 271 af 13. marts 2025 (alm. del). Spørgsmålet er

stillet efter ønske fra Carl Andersen (LA).

Rasmus Stoklund

/ Rikke Kure Wendel

SAU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 272: MFU spm. om, hvilke ekstra udgifter pålægger dækningsafgiftspligtige virksomheder landets kommuner, som berettiger muligheden for at opkræve et ekstra skattebidrag fra dem i form af dækningsafgift

Spørgsmål

Kommunalbestyrelsen kan pålægge ejere af visse erhvervsejendomme at betale dæknings-

afgift som bidrag til de udgifter, som disse ejendomme medfører for kommunen (ejen-

domsskatteloven § 12). Det er imidlertid ikke et krav, at kommunalbestyrelsen overfor til-

synsmyndigheden eller andre kan dokumentere, hvilke udgifter der er tale om, og hvad

bidraget skal finansiere. Mener ministeren, at det er hensigtsmæssigt, at landets kommu-

ner kan opkræve skatter fra virksomheder begrundet i udgifter, som de ikke behøver at

kunne redegøre for?

Svar

Efter reglerne i ejendomsskattelovens § 12 kan kommunalbestyrelsen vælge at pålægge

ejere af visse erhvervsejendomme dækningsafgift. Konkret kan dækningsafgiften pålægges

ejere af ejendomme, der anvendes til forretning, hotel, fabrik, værksted eller lignende øje-

med, som bidrag til de udgifter ejendommen medfører for kommunen.

Det forhold, at dækningsafgiften sker som et bidrag til de udgifter, som ejendommen

medfører for kommunen, betyder, at kommunalbestyrelsen skal vurdere, om de pågæl-

dende ejendomme må antages at påføre kommunen udgifter i et omfang, som berettiger

kommunen til at pålægge ejerne at betale et bidrag til dækning af udgifterne via opkræv-

ning af dækningsafgift. Dette er en konkret vurdering fra ejendom til ejendom.

Siden indførelsen af dækningsafgiften for visse erhvervsejendomme i 1961 er det afgræn-

set nærmere i praksis på området, hvad der skal til, førend udgifterne er af et sådant om-

fang, at det berettiger til, at kommunen kan opkræve dækningsafgift. Højesteret fandt fx i

U 2022.2846 H, at Københavns Kommune var berettiget til at pålægge dækningsafgift af

en ejendom, hvis lokaler blev anvendt til yogahold, bl.a. fordi lokaler til yogahold, der ud-

bydes til offentligheden, måtte antages at påføre kommunen udgifter af den art, som

kommunen var berettiget til at kræve bidrag til gennem dækningsafgift.

Selvom dækningsafgiften sker som et bidrag til de udgifter, som ejendommen medfører

for kommunen, er dækningsafgiften ikke øremærket til dækning af kommunens udgifter

vedrørende de ejendomme, der er pålagt dækningsafgift. I praksis anvendes dækningsaf-

giften

–

ligesom fx grundskylden

–

til kommunens udgifter i almindelighed, og der er ikke

et krav i reglerne om, at der skal være en sammenhæng mellem de faktiske udgifter, som

en ejendom konkret påfører kommunen, og det beløb, der opkræves i dækningsafgift. Et

sådant krav er ikke en del af intentionen bag de gældende regler om grundskyld og dæk-

ningsafgift, som jeg mener er hensigtsmæssige.

Side 2 af 2