Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Retsudvalg
Dato: 02-04-2025
Enhed: Patientsikkerhed og Lovkvalitet
Sagsbeh: emkr
Sagsnr.:2025 - 2980
Dok. nr.: 312613
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 678 (Alm. del), som Folketingets
Retsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 5. marts 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Betina Kastbjerg (DD) og Peter Skaarup (DD).
Spørgsmål nr. 678:
”Vil
ministeren redegøre for, om myndighederne har hjemmel til at bede læger om at
videreformidle oplysninger om kørselsforbud til politiet, og vil ministeren desuden
redegøre for, hvis dette ikke er tilfældet, om ministeren agter at sikre at tilvejebringe
denne hjemmel?”
Svar:
Hvis en læge vurderer, at en patient ikke er indstillet på at overholde et lægeligt
kørselsforbud eller konstaterer, at det bliver brudt, skal lægen indberette det til
Styrelsen for Patientsikkerhed, jf. autorisationslovens § 44. Indberetningen kan ske
uden patientens samtykke.
Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed modtager en akut henvendelse, hvoraf det
fremgår, at der er tale om en situation, hvor kørsel umiddelbart bør bringes til ophør,
vil styrelsen anbefale lægen at kontakte politiet.
Lægen kan også selv, hvis denne vurderer, at akut indgriben er nødvendig for at
afværge en nærliggende fare, tage kontakt til politiet. Lægens kontakt til politiet
forudsætter enten patientens samtykke, eller at der er tale om en situation, hvor
videregivelse kan ske efter værdispringsreglen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2.
Der pågår et analysearbejde på tværs af en række ministerier for at afdække, om der
er behov for at justere reglerne på området for det lægelige kørselsforbud og sikre en
mere effektiv håndhævelse. Jeg vender tilbage til udvalget, når det tværministerielle
arbejde er tilendebragt.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde