REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 653: MFU spm. om, hvilke ændringer af arveloven der kan foretages for i højere grad end i dag at afhjælpe situationer, hvor mindreårige ender med at arve halvdelen af huset, som den tilbagelevende forælder så skal forsøge at frikøbe

Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

26. marts 2025

Proces-

Insolvensretskontoret

Sofia Ravnsborg

2025-02721

3641218

Besvarelse af spørgsmål nr. 651 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 651 (Alm. del), som

Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 27. februar 2025.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Carl Andersen (LA).

Peter Hummelgaard

Troels Sten Nielsen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/4

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 653: MFU spm. om, hvilke ændringer af arveloven der kan foretages for i højere grad end i dag at afhjælpe situationer, hvor mindreårige ender med at arve halvdelen af huset, som den tilbagelevende forælder så skal forsøge at frikøbe

Spørgsmål nr. 651 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for konsekvenserne, både juridisk og

økonomisk, for den enkelte og staten, hvis man ændrer

standardbegunstigelsesreglerne i arveloven, således at

samlevende med hjemmeboende børn i udgangspunktet er

hinandens begunstigede, hvad angår fast ejendom, idet

intentionen er at reducere antallet af sager, hvor mindreårige

ender med at arve halvdelen af huset, som den tilbagelevende

forælder så skal forsøge at frikøbe, der ofte resulterer i et frasalg

af barndomshjemmet, hvilket sjældent er til gavn for nogen af

parterne?”

Svar:

Justitsministeriet kan indledningsvist oplyse, at det følger af arvelovens § 9,

stk. 1, at arveladerens ægtefælle arver halvdelen af arveladerens ejendele,

når denne efterlader sig livsarvinger. En arveladers nærmeste livsarvinger

er dennes børn, jf. arvelovens § 1, stk. 1. Den længstlevende ægtefælle kan

dog overtage ægtefællernes delingsformue til uskiftet bo med deres fælles

livsarvinger, jf. arvelovens § 17.

Ugifte samlevende har efter gældende ret ikke legal arveret, og arver således

kun hinanden, hvis de har oprettet testamente. Som ugifte samlevende med

børn vil arven efter den ene samlever dermed gå til børnene, der arver lige,

jf. arvelovens § 1, stk. 1.

Ugifte samlevende har dog nogle rettigheder i medfør af lovgivningen. Den

længstlevende samlever har eksempelvis under nærmere bestemte

betingelser ret til at overtage den hidtidige fælles bolig og sædvanligt indbo

mod at betale vurderingsbeløbet kontant til boet, jf. dødsboskiftelovens §

111 a.

Samlevende kan desuden ved et udvidet samlevertestamente bestemme, at

de helt eller delvis vil arve hinanden og arves, som var de ægtefæller, jf.

arvelovens § 87, stk. 1. Dette betyder, at samlevende kan opnå samme

retsstilling som ægtefæller, der har rent, fuldstændigt særeje.

Det kan i et udvidet samlevertestamente f.eks. bestemmes, at længstlevende

samlever kan arve efter arvelovens § 9, det vil sige halvdelen af de efterladte

midler, hvis arveladeren efterlader sig livsarvinger, jf. § 9, stk. 1. Det kan

også bestemmes, at længstlevende skal arve mest muligt, hvorved

Side 2/4

arveladerens livsarvingers arv begrænses til tvangsarven. Konsekvensen er,

at den efterlevende samlever sikres 7/8 af formuen. Arveladeren kan

desuden begrænse arvelodden til hvert af sine børn til en værdi af 1.000.000

kr., jf. arvelovens § 5, stk. 2.

I 2000 nedsatte Justitsministeriet et udvalg til revision af arveloven og lov

om skifte af fællesboer, og i 2006 offentliggjorde udvalget sit arbejde i

betænkning nr. 1473. I forbindelse med udvalgets arbejde blev det grundigt

overvejet, hvordan man kan forbedre den arveretlige stilling for ugifte

samlevende.

Udvalget foreslog bl.a. indførelsen af en legal arveret for visse grupper af

ugifte samlevende. Som det fremgår af pkt. 15.3.1 i forslag nr. L 100 til

arvelov, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 3357f var det efter

Justitsministeriets opfattelse væsentligt at fastholde, at der er en principiel

forskel på et ægteskab og et ugift samliv, og der ville med indførelsen af en

legal arveret for ugifte samlevende være tale om en principiel nydannelse i

arveretten. Efter Justitsministeriets opfattelse var der er meget, der talte for,

at det valg, som samlevende par træffer ved ikke at gifte sig, naturligt må

have som konsekvens, at de ikke – hverken helt eller delvis – omfattes af

regler om legal arv på samme måde som for ægtefæller. Det indgik desuden

i Justitsministeriets overvejelser, at udvalgets forslag om en legal arveret for

ugifte samlevende vil kunne føre til bevismæssige tvister om, hvorvidt

samlivsforholdet har været ægteskabslignende, eller om de tidsmæssige

krav til samlivet er opfyldt. Efter Justitsministeriets opfattelse var det

væsentligt, at arvelovens legale regler bliver så klare og enkle som muligt.

Efter en samlet vurdering af en række komplicerede – og til dels indbyrdes

modstridende – hensyn, fandt Justitsministeriet ikke grundlag for at foreslå

regler om legal arveret for ugifte samlevende.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de ovenstående hensyn fortsat gør sig

gældende.

Justitsministeriet bemærker med forbehold for, at den konkrete økonomiske

konsekvens for den enkelte afhænger af de konkrete forhold, herunder

særligt afdødes formuesammensætning og arvinger, at den økonomiske

konsekvens for den enkelte arving af at indføre en begrænset legal arveret

for samlevende i tilfælde, hvor der arves i henhold til den legale arveret, i

første række vil være, at livsarvingerne vil modtage en mindre arv

umiddelbart efter dødsfaldet. På sigt vil livsarvinger efter den længstlevende

Side 3/4

samlever også modtage arven efter denne, men alt andet lige vil denne være

mindre i det omfang, der betales boafgift ved arven fra den førstafdøde

samlever til den længstlevende samlever.

De pågældende livsarvinger vil derudover i henhold til den nugældende

legale arveret samlet modtage en mindre arv, hvis de enten er den

førstafdøde samlevers særbarn, og dermed i udgangspunktet ikke arver efter

længstlevende samlever, eller, hvor der er tale om fællesbørn, hvis den

længstlevende samlever har særbørn. For den længstlevende samlever vil

det betyde, at den pågældende modtager en arv, den pågældende ikke i dag

ville modtage.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Skatteministeriet, der har oplyst følgende:

”De provenumæssige konsekvenser for boafgiften afhænger af

den mere præcise udformning af betingelserne for begunstigelse

for samlevende med hjemmeboende børn. I det omfang der

betales boafgift ved arven fra den førstafdøde forælder til den

længstlevende forælder, vil der på kort sigt i udgangspunktet

ikke være nogle provenumæssige konsekvenser, da boafgiften

af arven fra den afdøde er den samme for afdødes børn og

afdødes samlever, der har børn sammen med afdøde.

På sigt kan der i så fald forekomme et merprovenu, når den

længstlevende forælder dør, idet der dermed også beregnes

boafgift af arv fra den længstlevende forælder til dennes

arvinger. Det er dog ikke umiddelbart muligt at kvantificere

eller periodisere de provenumæssige konsekvenser.”

Side 4/4