Betænkning om strafudmåling afgivet af Udvalget til afdækning af forholdet mellem strafniveauer og
strafferammer - Bind I - Betænkning nr. 1581
6.7.3 Straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab, § 249 om uagtsom legemsbeskadigelse, § 252 om
forsætlig fareforvoldelse og § 253, stk. 2, om flugtbilisme
Bestemmelserne i straffelovens §§ 241, 249, 252 og 253 er ændret en række gange med henblik på
skærpelse af straffen for overtrædelse af bestemmelserne i forbindelse med kørsel, senest ved lov nr. 290
af 27. februar 2021. Der er i den forbindelse givet anvisninger i forarbejderne om strafudmålingsniveauet.
Se herom i kapitel 8, afsnit 4.1.1, 4.2.1, 4.3.1 og 4.4.1.
For så vidt angår straffelovens § 241, om uagtsomt manddrab, er der på nuværende tidspunkt ikke afsagt
trykte domme vedrørende forhold begået efter den seneste skærpelse i sager, hvor forholdet er begået
under særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt. (de allergroveste
tilfælde).
For så vidt angår sager om grovere tilfælde af uagtsomt manddrab efter § 241, 1. pkt. (mellemtilfældene),
har Højesteret i en dom fra 2018 fastslået, at uagtsomt manddrab begået under tilsidesættelse af
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, når der er tale om kørselsfejl af en vis grovhed, som
udgangspunkt skal straffes med fængsel i mindst 60 dage. Udvalget vurderer, at Højesteret herved har fulgt
de anvisninger, der er angivet i forarbejderne til ændringen af § 241, 2. pkt., i 2010, hvor det ved
skærpelsen af straffen for særligt hensynsløs kørsel forudsattes, at skærpelsen ville få ”en vis afsmittende
betydning” for domstolenes strafudmåling i de mere alvorlige sager om uagtsomt manddrab i forbindelse
med kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, hvor der foreligger et mere
subjektivt dadelværdigt forhold (mellemtilfældene).
For så vidt angår straffelovens § 249, om uagtsom legemsbeskadigelse, er der på nuværende tidspunkt
afsagt en enkelt trykt dom vedrørende et forhold begået efter den seneste skærpelse i 2021. I den
pågældende dom fastsatte landsretten straffen til 1 års fængsel i en sag, hvor den tiltalte blev dømt for
bl.a. uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 249, 2.
pkt., jf. 1. pkt., i forbindelse med spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1, ved at have ført bil med en
promille på 2,18 og foretaget et venstresving, hvorved der skete sammenstød med en modkørende
personbil, og en passager pådrog sig skader. Udvalget vurderer, at strafudmålingen er i overensstemmelse
med de tilkendegivelser, der er angivet i forarbejderne til skærpelsen af § 249 i 2021, hvorefter et tilfælde
af uagtsom legemsbeskadigelse begået i forbindelse med spirituskørsel som udgangspunkt straffes med 1
års fængsel.