REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 421: Spm. om, hvorfor der ikke i lovgivningen om udslusning fra Kriminalforsorgen skelnes, mellem danske statsborgere, som skal udsluses her i landet og udenlandske borgere, der skal udvises

Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

7. februar 2025

Straffuldbyrdelseskontoret

Signe Rikke Øster

2025-00385

3575990

Besvarelse af spørgsmål nr. 421 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 421 (Alm. del), som

Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 10. januar 2025.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Peter Hummelgaard

Thomas Jørn Rasmussen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/4

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 421: Spm. om, hvorfor der ikke i lovgivningen om udslusning fra Kriminalforsorgen skelnes, mellem danske statsborgere, som skal udsluses her i landet og udenlandske borgere, der skal udvises

Spørgsmål nr. 421 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, hvorfor der ikke i lovgivningen om

udslusning fra Kriminalforsorgen skelnes, mellem danske

statsborgere, som skal udsluses her i landet og udenlandske

borgere, der skal udvises, jf. at reglerne siger, at der også skal

forberedes udslusning for udlændinge, hvilket ikke giver

mening al den stund, at de ikke skal blive i Danmark efter

afsoningen, vil ministeren redegøre for, hvad han vil gøre for at

rette op på den uhensigtsmæssighed, og vil ministeren ligeledes

forklare, hvorfor reglerne tilsiger, at der skal behandles udgang

for udviste på trods af, at disse aldrig får udgang, set i lyset af at

disse sagsgange belaster fængselsbetjentene unødigt og lægger

beslag på ressourcer, der kan bruges bedre?”

Svar:

Adgangen til udstationering til kriminalforsorgens udslusningsfængsler

eller til eget hjem med fodlænke er et normalt led i afsoningen for dømte

med en tidsbestemt fængselsstraf på mere end 6 måneder.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 1, at kriminalforsorgen

bestemmer, om indsatte, der er idømt tidsbestemt fængselsstraf i mere end

6 måneder, kan udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og

kontrol (såkaldt ”back door”-fodlænke) eller til udslusningsfængsel, når en

tredjedel af straffen er udstået, der ikke skønnes at være risiko for misbrug

af udstationeringen, og hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler

imod udstationering.

Det fremgår af forarbejderne, at der med bestemmelsen i

straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 1, indførtes en pligt for

kriminalforsorgen til af egen drift at behandle spørgsmålet om

udstationering i

alle

relevante sager, hvor de tidsmæssige betingelser er

opfyldt, jf. Folketingstidende 2021-22, tillæg A, L 180 som fremsat, side

125.

Indsatte, der er dømt for seksualforbrydelser i medfør af straffelovens § 216

eller § 225, jf. § 216, kan imidlertid ikke udstationeres i medfør af

straffuldbyrdelseslovens § 50 a. Ligeledes gælder det, at indsatte – som af

politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt

involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af

personer, og hvor politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den

Side 2/4

dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt

skydevåben, knive eller blankvåben mv. eller eksplosivstoffer, som på

grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig

skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180 – heller

ikke kan udstationeres efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a. Dette følger af

§ 50 a, stk. 5 og 6.

Det betyder, at kriminalforsorgen for alle andre indsatte end dem, der er

nævnt ovenfor, er forpligtet til af egen drift at behandle spørgsmålet om

udstationering i alle sager, hvor de tidsmæssige betingelser er opfyldt,

herunder også for så vidt angår indsatte, som er udvist af landet ved dom.

Nogle udvisningsdømte vil blive prøveløsladt efter straffelovens § 38, stk.

1 eller 2, hvis det vurderes, at prøveløsladelsen ikke er utilrådelig, og at den

pågældende udvisning umiddelbart kan gennemføres. Udvisningsdømte vil

i disse tilfælde opfylde den tidsmæssige betingelse om, at udstationering

tidligst kan ske otte måneder før forventet prøveløsladelse, jf.

straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 2.

Udvisningsdømte vil dog i langt de fleste tilfælde få afslag på

udstationering. I hovedparten af sagerne begrundes afslaget med, at der er

risiko for misbrug af udstationeringen på grund af en undvigelsesrisiko. Af

samme grund vil udvisningsdømte, der undtagelsesvist får tilladelse til

udgang, typisk alene få tilladelse til ledsaget udgang. Udvisningsdømte vil

som udgangspunkt også afsone i lukket fængsel under hele afsoningen netop

på grund af undvigelsesrisikoen.

Sagsbehandlingen i forbindelse med en udstationering indebærer typisk,

at der i fængslerne bestilles tolk mv. for at forberede sagen, som den indsatte

opfordres til at deltage i oplysningen af. Sagsbehandlingen kan give de

indsatte en forventning om udstationering, hvilket kan medføre et forhøjet

konfliktniveau i fængslerne, idet de pågældende indsatte eventuelt reagerer

med frustration over at have skullet medvirke til en sagsbehandling, som

oftest kan opfattes som udsigtsløs på forhånd.

Hovedformålet med udstationering efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a er,

at den indsatte skal resocialiseres i det danske samfund efter afsoning og

derved få mulighed for at opretholde kontakt og bygge bro til det omgivende

samfund, som den indsatte skal fungere i efter endt afsoning. Indsatte, der

er udvist af landet ved dom, befinder sig ikke i en sammenlignelig situation

Side 3/4

med øvrige indsatte, idet de ikke har samme behov for resocialisering i det

danske samfund.

Jeg har den 24. januar 2025 sendt et udkast til lovforslag om ændring af

bl.a. straffuldbyrdelseslovens § 50 a i offentlig høring med henblik på

fremsættelse i Folketinget i løbet af foråret. Med lovforslaget foreslås det,

at straffuldbyrdelseslovens § 50 a ændres således, at sager vedrørende

udstationering af indsatte, der er udvist af landet ved dom, alene skal

behandles efter ansøgning.

Det forudsættes i den forbindelse, at kriminalforsorgens personale vejleder

de indsatte om, hvilke konkrete omstændigheder der skal være til stede, for

at de pågældende opfylder betingelserne for udstationering efter

straffuldbyrdelseslovens § 50 a. Vejledningen kan give den indsatte de

fornødne forudsætninger for at overveje, om den pågældende vil indgive

ansøgning om udstationering.

Lovforslaget har ikke til hensigt at afskære udvisningsdømte indsattes ret til

at få prøvet, om betingelserne for udstationering i det konkrete tilfælde er

opfyldt, men alene at sagsbehandlingsproceduren herfor ændres, således at

kriminalforsorgen ikke længere af egen drift skal behandle spørgsmålet om

udstationering i disse sager, selvom de tidsmæssige betingelser herfor er

opfyldt.

Side 4/4