REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Psykisk afvigende kriminelle

Version 30. august 2022

1. Overblik og tjekliste

Før tiltalerejsning og hovedforhandling skal du være opmærksom på følgende sagsbehandlingsskridt:

Eventuel forsvarerbeskikkelse på efterforskningsstadiet, se

pkt. 2.1.

Eventuel tilknytning af kontaktperson, se

pkt. 2.2.1.

Varetægtsfængsling i surrogat eller anden anbringelse, se

pkt. 2.4.

pkt. 2.5.

Mentalundersøgelse kan foretages ambulant, se

pkt. 3.1.4.

eller under indlæggelse, se

pkt.

3.1.5.

Kendelse om mentalundersøgelse er påkrævet,

når sigtede ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen

når sigtede er varetægtsfængslet eller

når sigtede skal mentalundersøges under indlæggelse, se

pkt. 3.1.3.

Følgende akter/oplysninger skal sendes med anmodningen om mentalundersøgelse:

sagsmaterialet

mappe med personlige oplysninger

straffeattest

udskrift fra cpr.

samtykkeerklæring fra sigtede til, at der kan indhentes personoplysninger fra andre

myndigheder, se

pkt. 3.1.7.

oplysning om evt. kontaktperson, se

pkt. 2.2.1.

Ved anmodning om og modtagelse af mentalundersøgelse skal der ske registrering i POLSAS,

jf. vejledning om registrering af mentalundersøgelser,

se pkt. 3.1.8.

Eventuel forelæggelse af mentalundersøgelsen for Retslægerådet, se

pkt. 3.2.

Forelæggelse af påstande om foranstaltning, herunder forvaring, for de regionale

statsadvokater, se

pkt. 3.3.

Beskikkelse af bistandsværge og underretning om retsmøder, se

pkt. 3.4.

I tilfælde, hvor der er spørgsmål om en foranstaltning, der indebærer tilsyn af

Kriminalforsorgen, skal der indhentes en udtalelse fra Kriminalforsorgen om tilsynspligten og

vilkår, se

pkt. 3.5.

Indhentelse af udtalelse fra tværfagligt samråd om den praktiske mulighed for fuldbyrdelse af

domme vedrørende psykiske udviklingshæmmede, se

pkt. 3.6.

Kriminalitet begået under en igangværende foranstaltning, herunder forvaringsdom, og

kriminalitet begået før idømmelse af en foranstaltningsdom, se

pkt. 5.6.

Umiddelbart efter dom skal du være opmærksom på følgende sagsbehandlingsskridt:

Forelæggelse af dom for den regionale statsadvokat, se

pkt. 7.1.

Fremsendelse af kopi af dom til hjemstedskommune, hospital eller afdeling til fuldbyrdelse, se

pkt. 7.1.

Fremsendelse af kopi af dom til Kriminalforsorgen med anmodning om iværksættelse af

eventuelt tilsyn, se

pkt. 7.1.

Hvis der er sket udvisning, skal dommen også sendes til Udlændingestyrelsen og

Hjemrejsestyrelsen. Der kan være tilfælde, hvor øvrige myndigheder skal underrettes, og der

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

henvises derfor til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om

Udvisning ved dom,

hvor de

gældende retningslinjer for underretning i tilfælde af udvisning er beskrevet. .

Efter dom skal du i øvrigt være opmærksom på følgende sagsbehandlingsskridt:

Den regionale statsadvokat skal som udgangspunkt årligt indhente en erklæring fra

afdeling/tilsynsførende myndighed om behov for opretholdelse af foranstaltning, se

pkt. 7.2.

Den regionale statsadvokats anmodning om forlængelse af foranstaltninger med længstetid skal

indbringes for retten i god tid inden udløbet af længstetiden, se

pkt. 7.2.3.

Anklagemyndigheden skal på eget initiativ indbringe spørgsmål om ændring eller ophævelse af

foranstaltninger uden længstetid for retten i god tid inden 5 år efter afgørelsen, og herefter

mindst hvert andet år, se

pkt. 7.2.4.

Sager, hvor der rejses spørgsmål om ophævelse af foranstaltningen, skal forelægges for den

regionale statsadvokat, se

pkt. 7.2.7.

Politidirektøren indbringer den idømte foranstaltning for retten og møder som hovedregel for

anklagemyndigheden i byretten, se

pkt. 7.2.8.

I sager, hvor der rejses spørgsmål om domstolsprøvelse af en indlæggelse i henhold til en dom

til ambulant behandling, som hjemler indlæggelse, skal anklagemyndigheden snarest muligt

indbringe spørgsmålet for retten, se

pkt. 7.2.2.

Den regionale statsadvokat skal årligt gennemgå forvaringssagerne for at vurdere, om der er

behov for at ændre, ophæve eller opretholde forvaringen, se

pkt. 7.3.

Den regionale statsadvokat tager stilling til spørgsmål om ændringer af forvaringsdomme.

Politidirektøren indbringer sagen for retten samt møder i denne. Se

pkt. 7.3.

Der skal afsiges kendelse om udvisning af udlændinge i forbindelse med udskrivning, se

pkt.

7.4.

Der henvises i øvrigt til ”Actioncard om politiets behandling af sager mod psykisk afvigende

kriminelle”. Actioncardet kan findes på POLINTRA og

her.

2. Politiets efterforskning og sagsbehandling

2.1. Forsvarerbeskikkelse

Mentale afvigelser hos sigtede kan give anledning til, at politiet også i de tilfælde, hvor

forsvarerbeskikkelse ikke er obligatorisk efter retsplejelovens § 731, tager initiativ til at fremsætte

begæring om forsvarerbeskikkelse på efterforskningsstadiet, herunder forud for afhøringer. Se herom

pkt. 2.3.

pkt. 2.4.

Det fremgår således af retsplejelovens § 732, stk. 1, at forsvarer kan beskikkes,

når retten under henvisning til sigtedes person anser det for ønskeligt.

Selv om sigtede er mentalt afvigende, vil der dog i almindelighed ikke være anledning til, at politiet

fremsætter begæring om forsvarerbeskikkelse, hvis sagen vedrører mindre betydningsfulde

lovovertrædelser, og der utvivlsomt er et sikkert bevisgrundlag for sigtedes skyld. Som eksempler på

sådanne lovovertrædelser kan nævnes visse særlovsovertrædelser, f.eks. overtrædelse af færdselsloven,

lov om euforiserende stoffer og våbenloven samt mindre alvorlige overtrædelser af straffeloven, f.eks.

butikstyveri, brugstyveri og hærværk.

Politiet skal vejlede sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket, jf. retsplejelovens § 732,

stk. 2, og Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978. Det skal fremgå af

politirapporten, at den sigtede har modtaget behørig vejledning, jf. retsplejelovens § 732, stk. 2.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

2.2. Afhøring

Retsplejeloven indeholder ikke særlige regler om afhøring af sigtede eller tiltalte, der må antages at

være omfattet af straffelovens § 16.

Mentalt afvigende, der bør bistås af en forsvarer, må ikke afhøres til politirapport, før retten har taget

stilling til spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse.

Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor uopsættelige efterforskningsskridt, f.eks. hensynet til offeret for

en strafbar handling, gør det nødvendigt straks at få oplysninger fra sigtede. I tilfælde, hvor sigtede

f.eks. er taget på fersk gerning, kan det ligeledes være nødvendigt at foretage en række indledende

efterforskningsskridt, som forudsætter afhøringer af sigtede.

Når en forsvarer er beskikket, må afhøring til politirapport, påhør af diktat til politirapport,

gennemgang af den nedskrevne politirapport eller gennemlæsning og eventuel underskrift af

politirapporten ikke finde sted uden forsvarerens tilstedeværelse.

Det skal af politirapporten fremgå, hvornår afhøringen er påbegyndt og tilendebragt, samt at

forsvareren har været til stede.

Det kan efter omstændighederne være hensigtsmæssig med fonetisk optagelse af afhøringen. Afhørte

skal i så fald gøres bekendt med optagelsen, jf. herved retsplejelovens § 751, stk. 3.

2.2.1 Kontaktperson

I forbindelse med afhøringen af en sigtet, der skønnes at være mentalt afvigende, skal politiet spørge

den sigtede, om der eventuelt er en pårørende, bekendt eller anden person, der kan være den sigtedes

kontaktperson i forbindelse med indkaldelse til mentalundersøgelse mv.

Hvis den sigtede peger på en kontaktperson, skal politiet samtidig få sigtedes samtykke til, at politiet må

kontakte den pågældende, og at kontaktpersonen må få oplysninger om tidspunkt og sted for

mentalundersøgelsen.

Hvis sigtede giver samtykke, skal politiet herefter kontakte personen og høre, om denne vil være

kontaktperson. Politiet skal samtidig oplyse, at det arbejde, der udføres som kontaktperson, er ulønnet.

Politiet skal notere kontaktpersonens kontaktoplysninger (adresse, e-mail, telefonnummer mv.) i sagen.

Anklageren skal videreformidle kontaktoplysningerne til Retspsykiatrisk Klinik eller den

retspsykiatriske afdeling, der skal foretage mentalundersøgelsen.

Det bemærkes, at en kontaktperson ikke er det samme som en bistandsværge, der først beskikkes senere

i forløbet. Se herom i

pkt. 3.5.

2.3. Indenretlig afhøring

Under varetægtsfængsling i surrogat, f.eks. på psykiatrisk afdeling, vil reglerne om besøgs- og

brevkontrol i retsplejelovens §§ 771 og 772 ikke kunne iagttages i samme omfang, som det er tilfældet

under varetægtsfængsling i arresthus/anstalt. Se herom

pkt. 2.4.

I sager vedrørende alvorlig kriminalitet, hvor sigtede må forventes at blive varetægtsfængslet i

surrogat, og hvor der efter sagens omstændigheder kan være bestemte grunde til at antage, at sigtede

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

vil vanskeliggøre forfølgningen af sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre,

bør anklagemyndigheden derfor overveje at foretage en indenretlig afhøring af vidner og sigtede på et

tidligt tidspunkt under sagens efterforskning, jf. § 747, stk. 2, nr. 1-3.

2.4. Varetægtsfængsling i surrogat med sigtedes samtykke

– retsplejelovens § 765

Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men varetægtsfængslingens øjemed

kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, kan retten træffe afgørelse herom, jf.

retsplejelovens § 765, stk. 1. Det kræver dog, at sigtede samtykker heri.

Det følger videre af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 og 4, at retten bl.a. kan bestemme,

at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institution (nr. 3),

eller at sigtede skal undergive sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling for

misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om fornødent på hospital eller særlig institution

(nr. 4).

Det bemærkes i den forbindelse, at den eneste institution for mentalt retarderede, der i øjeblikket har

en sikret afdeling, er Kofoedsminde i Lolland Kommune. På den sikrede afdeling modtager

Kofoedsminde bl.a. arrestanter i medfør af retsplejelovens § 765.

I forbindelse med varetægtssurrogat af frihedsberøvende karakter i medfør af retsplejelovens § 765,

stk. 2, nr. 3 og 4, kan politiet træffe bestemmelse om besøgs- og brevkontrol i medfør af en analogi af

retsplejelovens § 771 og § 772, jf. U 1999.933Ø. Det kan dog være vanskeligt for den enkelte

institution eller den enkelte afdeling at sikre, at varetægtsarrestanten ikke modtager besøg udenom

besøgskontrollen, ligesom det kan være vanskeligt at hindre, at arrestanten ikke afsender eller

modtager breve udenom brevkontrollen. Om mulighed for indenretlig afhøring med henblik på

bevissikring, se

pkt. 2.3.

2.4.1. Håndtering af flugt- og befrielsestruede personer,

herunder bandemedlemmer, hvor der opstår spørgsmål

om overførsel til surrogat

Anklagemyndigheden skal altid være opmærksom på, om øjemedet med varetægtsfængslingen vil

forspildes ved overførsel til surrogat og eventuelt protestere imod, at retten træffer afgørelse herom.

Det skal til enhver tid sikres, at der er en løbende dialog mellem anklagemyndigheden og regionerne i

situationer, hvor en flugt- og befrielsestruet person, herunder et bandemedlem er blevet

varetægtsfængslet i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling, og hvor det sundhedsfaglige personale på

afdelingen efterfølgende vurderer, at der ikke er et psykiatrisk behandlingsbehov.

I sådanne situationer skal den retspsykiatriske afdeling have mulighed for direkte at kontakte den

lokale anklagemyndighed, således at den surrogatanbragte kan blive fremstillet for domstolene med

henblik på varetægtsfængsling i et almindeligt arresthus eller en arrestafdeling i et fængsel.

En tilbageførsel skal således ikke afvente en kommende fristforlængelse, men skal fremmes hurtigst

muligt.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Såfremt en sådan information måtte tilgå politisøjlen skal informationen overgives til

anklagemyndigheden hurtigst muligt med henblik på iværksættelse af ovennævnte.

Udgangstilladelse mv. for personer anbragt i varetægtssurrogat på hospital eller institution i medfør af

retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 og 4, er reguleret i § 7 i bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004

om udgangstilladelse mv. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til

strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret.

2.4.2. Udveksling af oplysninger til brug for

sikkerhedsvurderinger af surrogatanbragte

Politiet skal forud for fremstillinger af surrogatanbragte i grundlovsforhør udarbejde en

sikkerhedsvurdering af den pågældende.

Det påhviler i den forbindelse anklagemyndigheden af egen drift straks at underrette og videregive

oplysninger til politiet, såfremt der i perioden fra anholdelse frem til den pågældende indsættes til

afsoning i kriminalforsorgens institutioner fremkommer oplysninger, der kan have betydning for

politiets sikkerhedsvurdering, jf. cirkulære nr. 9612 af 9. august 2021 om myndighedernes ansvar i

forhold til udveksling af oplysninger til brug for sikkerhedsvurderinger af anholdte,

varetægtsarrestanter, og surrogatanbragte.

2.5. Anbringelse i anstalt eller hospital mv. af

varetægtsarrestanter med eller uden arrestantens

samtykke – retsplejelovens § 777

En varetægtsarrestant kan efter retsplejelovens § 777 anbringes i en anstalt for personer, der udstår

fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital mv., jf. straffelovens §§ 68 og 69. Betingelserne for

overførsel til hospital eller anden institution (f.eks. Anstalten ved Herstedvester) er

1. anklagemyndighedens samtykke,

2. hospitalets/institutionens samtykke og

3. arrestantens samtykke.

Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan retten

undtagelsesvis godkende en anbringelse uden arrestantens samtykke, jf. retsplejelovens § 777, stk. 1,

2. pkt.

En overførsel i medfør af retsplejelovens § 777 kan således komme på tale, hvor der under en

varetægtsfængsling fremkommer oplysninger om, at sigtede er psykisk syg eller mentalt retarderet og

derfor bør opholde sig på psykiatrisk afdeling, institution for personer med vidtgående psykiske

handicap eller anden egnet institution i stedet for arresthus.

Arrestanter, der frivilligt overføres til en fuldbyrdelsesinstitution efter retsplejelovens § 777, stk. 1, 1.

pkt., skal behandles efter de regler, der gælder for de øvrige personer, der er anbragt dér i henhold til

dom, jf. § 777, stk. 1, 3. pkt. Det gælder også besøgs- og brevkontrol, og hvis institutionens regler ikke

er tilstrækkelige til at opnå øjemedet med varetægtsfængslingen, f.eks. hvis der er kollusionsfare efter

§ 762, stk. 1, nr. 3, bør anbringelse efter § 777 ikke ske.

Arrestanter, der tvangsmæssigt er overført til institutionen efter retsplejelovens § 777, stk. 1, 2. pkt.,

behandles efter reglerne om varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til orden og sikkerhed i

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

institutionen gør det muligt. Også i disse tilfælde gælder det, at overførsel ikke bør ske, hvis øjemedet

med varetægtsfængslingen dermed vil forspildes.

Udgangstilladelse mv. er reguleret af retsplejelovens § 777, stk. 1, 4. pkt., hvorefter arrestanten ikke

uden rettens godkendelse må forlade institutionen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.

Institutionens ledelse kan efter retsplejelovens § 771, stk. 2, med politiets samtykke tillade udgang

med ledsager for et kortere tidsrum fra afdelingen eller fra institutionens eller hospitalets område.

Sikringsafdelingen

Arrestanter kan i medfør af retsplejelovens § 777 bl.a. anbringes på Sikringsafdelingen under Afdeling

for Retspsykiatri, Region Sjælland, jf. punkt 2 i

Regulativ af 1. juni 1994 for sikringsafdelingen.

Sikringsafdelingen udgør en særlig enhed inden for hospitalet, men indgår samtidig som en integreret

del af hospitalets retspsykiatriske afdeling. Sikringsafdelingen skal, inden en patient modtages,

modtage lægelige oplysninger i fornødent omfang samt den pågældende sags akter, jf. punkt 6 i

regulativet.

Kofoedsminde

Arrestanter, der er mentalt retarderede, kan i medfør af retsplejelovens § 777 anbringes på den sikrede

afdeling på institutionen Kofoedsminde i Lolland Kommune.

Der findes for tiden ikke andre lukkede sikrede institutioner for mentalt retarderede end

Kofoedsminde.

2.5.1. Udveksling af oplysninger til brug for

sikkerhedsvurderinger af varetægtsarrestanter

Politiet skal forud for fremstillinger af varetægtsarrestanter i grundlovsforhør udarbejde en

sikkerhedsvurdering af den pågældende. Ved indsættelse af varetægtsarrestanter skal

Kriminalforsorgen ligeledes udarbejde en sikkerhedsvurdering.

Det påhviler i den forbindelse anklagemyndigheden af egen drift straks at underrette og videregive

oplysninger til politiet og kriminalforsorgen, såfremt der fremkommer oplysninger, der kan have

betydning for politiets og kriminalforsorgens sikkerhedsvurderinger, jf. cirkulære nr. 9612 af 9. august

2021 om myndighedernes ansvar i forhold til udveksling af oplysninger til brug for

sikkerhedsvurderinger af anholdte, varetægtsarrestanter, og surrogatanbragte.

2.6. Påstandens udformning, hvis der ikke er plads på

psykiatrisk afdeling

Hvis der på tidspunktet for varetægtsfængslingen ikke foreligger oplysning om, hvorvidt der er – eller

hvornår der vil være – plads på psykiatrisk afdeling mv., kan der nedlægges påstand om

varetægtsfængsling i surrogat, når plads haves.

Man skal i den forbindelse være opmærksom på, om frihedsberøvelsen vil komme til at stå i

misforhold til den forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den retsfølge, som

kan ventes, hvis sigtede findes skyldig, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3.

Der kan i den forbindelse henvises til U 2011.796H, hvor Højesteret udtalte, at manglende mulighed

for varetægtsfængsling i surrogat efter retsplejelovens § 765, hvor dette er indiceret, så

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

varetægtsfængsling i givet fald må ske i arrest, kan være et forhold, som kan indgå i

proportionalitetsvurderingen efter retsplejelovens § 762, stk. 3. Efter en samlet vurdering fandt

Højesteret imidlertid ikke, at varetægtsfængslingen af T, der var sigtet for overtrædelse af

straffelovens § 119, stk. 1, og som havde været varetægtsfængslet i mere end tre måneder, var i strid

med § 762, stk. 3.

Der kan endvidere henvises til U 2011.1114/1H, hvor Højesteret stadfæstede byrettens kendelse om

varetægtsfængsling i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling, når plads haves, indtil afsigelse af

dom. Der var på fængslingstidspunktet rejst tiltale i sagen, og hovedforhandlingen var berammet til ca.

3 måneder herefter. Højesteret udtalte dog, at byretten burde have sikret sig muligheden for løbende at

vurdere, om eventuel manglende overførsel af T til psykiatrisk afdeling kunne gøre opretholdelse af

varetægtsfængslingen betænkelig, jf. proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 762, stk. 3. Der

burde derfor have været fastsat en fængslingsfrist i medfør af § 767, stk. 1, i stedet for bestemmelsen

om fængsling indtil afsigelse af dom i sagen.

2.7. Midlertidig anbringelse af helbredsmæssige grunde i

medfør af retsplejelovens § 770, stk. 2

Varetægtsarrestanter kan i medfør af retsplejelovens § 770, stk. 2, af helbredsmæssige grunde

anbringes i eller overføres til hospitaler, herunder psykiatriske afdelinger, uden for Kriminalforsorgen.

En anbringelse eller overførsel i medfør af retsplejelovens § 770, stk. 2, er en lægelig beslutning og

sker således uden rettens medvirken.

Varetægtsfængslet/arresthuset bør rette henvendelse til politiet og forsvareren, inden overførslen

iværksættes, idet politiet kan være i besiddelse af oplysninger om arrestantens farlighed mv., der kan

have betydning for vurderingen af, om anbringelsen er hensigtsmæssig.

Bliver opholdet af længere varighed, bør anbringelsen ske enten i medfør af retsplejelovens § 765 eller

i medfør af retsplejelovens § 777.

Udgangstilladelse er reguleret i retsplejelovens § 771, stk. 2, hvorefter institutionens ledelse med

politiets samtykke kan give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere

tidsrum.

3. Forberedelse

3.1. Mentalundersøgelse

3.1.1. I hvilke tilfælde skal der iværksættes en

mentalundersøgelse?

Sigtede skal underkastes mentalundersøgelse, når dette findes at være af betydning for sagens

afgørelse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 1.

Om mentalundersøgelse skal foretages, beror på en samlet vurdering, der foruden det umiddelbare

indtryk af sigtede under afhøringerne og hans eller hendes adfærd under en eventuel

varetægtsfængsling omfatter den aktuelle sag, tidligere sager, oplysningerne om hans eller hendes

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

personlige forhold i en eventuel personundersøgelse efter retsplejelovens § 808 og oplysninger om

tidligere psykiatrisk behandling eller sociale hjælpeforanstaltninger.

Mentalundersøgelse vil være indiceret i nedennævnte tilfælde:

1. Hvis sigtede tidligere har modtaget psykiatrisk behandling, eller der i øvrigt kan være grund til

at formode, at sigtede er sindssyg eller mentalt retarderet, jf. straffelovens § 16.

2. Når der i øvrigt, f.eks. på grund af de strafbare handlingers art og/eller grovhed, er grund til at

formode, at sigtedes mentale tilstand afviger fra det normale. Mentalundersøgelse bør normalt

ske, når sigtelsen angår

drab eller forsøg herpå,

grovere meningsløs eller særegen form for vold, herunder særligt i gentagelsestilfælde,

grovere voldtægt og voldtægt i gentagelsestilfælde eller forsøg herpå,

grovere eller gentagne seksualforbrydelser over for børn,

seksualforbrydelser omfattet af ordningen med behandling som alternativ til frihedsstraf, hvis

sigtede ønsker at indgå i ordningen, jf. rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om

Seksualforbrydelser – Betinget dom med vilkår om behandling af personer der har begået visse

seksualforbrydelser,

kapitel 23, eller

forsætlig brandstiftelse uden økonomisk motiv eller forsøg herpå.

3. Når kriminalitetsbetingelserne for anvendelse af forvaring efter straffelovens § 70 er opfyldt,

herunder f.eks. gentagen voldtægt, røveri mv., uanset om der er mistanke om psykisk sygdom.

Spørgsmålet om, hvorvidt forvaring kan anses for påkrævet, skal fremgå specifikt af

anmodningen om mentalundersøgelse, idet der i disse sager typisk anvendes en anden og mere

ressourcetung sagsbehandling ved undersøgelsen. Af samme grund er det samtidig vigtigt, at

spørgsmålet kun rejses i de sager, hvor det vurderes at være relevant.

Denne opregning er ikke bindende og ikke udtømmende.

Også i andre tilfælde kan mentalundersøgelse efter en konkret vurdering være formålstjenlig. Det

gælder f.eks. med hensyn til

1. lovovertrædere, hvis kriminalitet må antages at være begrundet i, at stof- eller alkoholmisbrug

har ført til alvorlig psykisk forstyrrelse,

2. unge lovovertrædere, som frembyder tegn på psykisk afvigelse eller mental retardering, hvis

der er spørgsmål om anvendelse af ubetinget fængselsstraf, og

3. lovovertrædere over 60 år, der ikke tidligere er straffet, og nu sigtes for en overtrædelse, der

skønnes at ville medføre ubetinget fængselsstraf, hvis der kan være grund til at formode, at

kriminaliteten står i forbindelse med en aldersbetinget sjælelig svækkelsestilstand.

Hvis anklagemyndigheden forventer, at sagen skal

afgøres med en bøde:

Mentalundersøgelse skal ikke iværksættes, når der ikke er spørgsmål om anden retsfølge end bøde.

Se mere i forarbejderne til lov nr. 268 af 26. juni 1976

(LFF1974-1975.2.94, specielle bemærkninger

til nr. 5 og betænkning nr. 667 1972 side 142-143).

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Andre tilfælde, hvor der ikke skal iværksættes

mentalundersøgelse:

Oplysningerne fra en tidligere mentalundersøgelse vil efter omstændighederne kunne gøre en

mentalundersøgelse upåkrævet,

hvis

der kun er gået få år fra den tidligere undersøgelse, eller hvis der

ikke er tvivl om, at sigtede er mentalt retarderet.

I straffesager, hvor den tiltalte er undergivet en foranstaltning i henhold til en tidligere straffedom, skal

der

ikke

sendes en anmodning til klinikken eller en retspsykiatrisk afdeling om foretagelse af

mentalundersøgelse. I disse tilfælde skal der i stedet anmodes om en

udtalelse

fra det behandlingssted,

der har ansvaret for den pågældende foranstaltning. Udtalelsen skal afgives af vedkommende

behandlingssted uden betaling. Indhentelse af en supplerende erklæring om sigtedes psykiske tilstand

kræver ikke retskendelse eller samtykke fra sigtede, hvis sigtede ikke skal underkastes yderligere

undersøgelser i anledning heraf. Hvis udarbejdelse af erklæringen kræver, at sigtede skal undergives

yderligere undersøgelser, følges reglerne i retsplejelovens § 809.

Ved afgørelsen af, om mentalundersøgelse skal finde sted, må det tillige tages i betragtning, at

undersøgelsen kan være en belastning for sigtede og vil kunne medføre en forsinkelse af sagen.

Mentalundersøgelse skal derfor kun iværksættes, når undersøgelsen må antages at kunne få betydning

for sagens afgørelse.

Hvis anklagemyndigheden vurderer, at sagen skal afgøres med et tiltalefrafald, skal der ikke

iværksættes mentalundersøgelse. Der henvises til afsnit 5.6 og 6.

3.1.2. På hvilket tidspunkt skal mentalundersøgelsen

iværksættes?

Behovet for mentalundersøgelse skal afklares så tidligt som muligt. Formålet hermed er at sikre, at

undersøgelsen af den sigtede kan iværksættes uden at forsinke straffesagen væsentligt. Som

udgangspunkt skal mentalundersøgelse således iværksættes sideløbende med efterforskningen. Det kan

dog efter en konkret vurdering være hensigtsmæssigt først at iværksætte undersøgelsen af sigtede efter,

at hovedparten af efterforskningen er afsluttet. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis det må forudses, at

den sigtede skal deltage i en række politiafhøringer med henblik på at få afklaret sagens nærmere

omstændigheder. I sådanne tilfælde vil det således ud fra en lægelig vurdering kunne være

uhensigtsmæssigt, hvis den sigtede skal deltage i politiafhøringer sideløbende med de samtaler, prøver

mv., som sigtede deltager i som en del af mentalundersøgelsen.

Anklagemyndigheden afgør, om der skal fremsættes begæring om mentalundersøgelse, og tager

stilling til begæringer herom fra anden side, herunder fra forsvareren. Retten afgør ved kendelse

tvistigheder om begæringer fra forsvareren eller sigtede om foretagelsen af mentalundersøgelse, jf.

retsplejelovens § 746, stk. 1.

Hvis anklagemyndigheden først bliver bekendt med behovet for mentalundersøgelse kort tid før – eller

under - hovedforhandlingen, kan det være relevant, at der tages stilling til skyldsspørgsmålet forud for,

at mentalerklæringen indhentes.

Det følger af retsplejelovens § 879, at retten kan bestemme, at skyldspørgsmålet skal behandles og

afgøres først. Reglen findes i retsplejelovens kap. 78 om hovedforhandling i 1. instans, der som

udgangspunkt gælder for alle sager i 1. instans.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

For så vidt angår nævningesager skal skyldsspørgsmålet altid behandles og afgøres, inden

sanktionsspørgsmålet behandles og afgøres, jf. retsplejelovens § 891.

Anklagemyndigheden skal i situationer, hvor det er relevant – f.eks. af hensyn til eventuelle vidner,

der er tilsagt til hovedforhandlingen, og/eller af ressourcemæssige hensyn – som udgangspunkt

fremsætte begæring om, at der afsiges skyldkendelse, inden sagen udsættes på mentalundersøgelse,

medmindre særlige omstændigheder taler imod.

Anklagemyndigheden skal dog være opmærksom på, at en mentalundersøgelse kan ende med at

anbefale, at den tiltalte idømmes en anbringelses- eller forvaringsdom, jf. straffelovens §§ 68-70,

hvorefter sagen ikke kan fortsætte under medvirken af domsmænd. Der henvises til retsplejelovens §

686, stk. 4, nr. 2, hvoraf det fremgår, at nævninge medvirker i straffesager, hvor der bliver spørgsmål

om dom til anbringelse i institution i medfør af straffelovens § 68 eller dom til forvaring i medfør af

straffelovens § 70. I dette tilfælde vil sagen i stedet skulle afvises, og sagens fortsatte behandling ske

ved nævningeting. Der henvises til afsnit 3.8.

Der kan opstå spørgsmål om, hvorvidt anklagemyndigheden har begrænset sin sanktionspåstand,

således at anklagemyndigheden ikke vil kunne nedlægge påstand om henholdsvis anbringelse eller

forvaring, jf. straffelovens §§ 68-70. Spørgsmålet var aktuelt i en sag fra 2007 (TfK 2008.339). I den

pågældende sag rejste anklagemyndigheden i juli 2007 tiltale ved domsmandsret mod T med påstand

om straf for blandt andet grov vold, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Efter at der var

foretaget bevisførelse og udarbejdet en mentalundersøgelse, rejste anklagemyndigheden i december

2007 tiltale for samme forhold ved nævningeting med påstand om, at T blev dømt til anbringelse i

psykiatrisk afdeling. Forsvareren nedlagde herefter påstand om fortsættelse af sagen ved

domsmandsretten, hvilket anklagemyndigheden protesterede mod. Byretten bemærkede, at den ikke

længere havde hjemmel til at behandle sagen, hvorfor den afviste sagen. Landsretten bemærkede, at

der ikke var grundlag for at antage, at anklagemyndigheden før august 2007 havde haft kendskab til

T's psykiske problemer. Under de foreliggende omstændigheder havde T ikke fået en sådan og

beskyttelsesmæssig forventning om, at sanktionspåstanden skulle være begrænset. Herefter og af de af

byretten anførte grunde tiltrådte landsretten, at sagens fortsatte behandling skulle ske ved

nævningeting, hvorefter landsretten stadfæstede byrettens dom, således at sagen fortsattes ved

nævningeting. Det bemærkes, at byretten ikke i den konkrete sag havde taget stilling til

skyldsspørgsmålet.

Tiltalte kan under hovedforhandlingen i en domsmandssag give afkald på nævningesagsbehandling.

Der henvises til TfK2018.408 (AM2018.01.11V), hvor Retslægerådet, efter hovedforhandlingen var

indledt, anbefalede anbringelse på psykiatrisk afdeling for så vidt angik den ene tiltalte T1.

I det næste

retsmøde rejste anklagemyndigheden tiltale ved nævningeting med påstand om, at T1 blev dømt til

anbringelse på psykiatrisk afdeling, og anklagemyndigheden nedlagde samtidig påstand om, at

byretten skulle afvise at fortsætte sagen som en domsmandssag, idet den saglige kompetence efter

loven nu var tillagt et nævningeting, jf. retsplejelovens § 686, stk. 4. De tiltalte påstod sagen fortsat

som domsmandssag, idet de gav afkald på nævningesagsbehandling. Byretten tog

anklagemyndighedens påstand til følge og afviste sagen. De tiltalte ankede dommen med påstand om,

at sagen blev fremmet, således at der skete hjemvisning af sagen til byretten til fortsættelse af den

afviste sag. Anklageskriftet i sagen var udarbejdet, før de retspsykiatriske udtalelser vedrørende T1

forelå, og hovedforhandlingen var ligeledes startet med afhøring af en række vidner, inden

erklæringerne forelå. I forbindelse med forkyndelsen af det nye anklageskrift i retsmødet havde begge

tiltalte givet afkald på nævningesagsbehandling, idet de ønskede domsmandssagen fortsat. Landsretten

tog de tiltaltes samstemmende påstande til følge, idet det fremgår af retsplejelovens § 687, stk. 1, at

tiltalte kan beslutte, at en straffesag, der efter § 686, stk. 4, skal behandles under medvirken af

nævninger, i stedet skal behandles som en domsmandssag, og efter § 687, stk. 2, skal afkald meddeles

senest 14 dage efter forkyndelsen af anklageskriftet, og denne frist var overholdt. Landsretten

bemærkede yderligere, at der ikke var retssikkerhedsmæssige betænkeligheder forbundet med fortsat

behandling som domsmandssag.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

3.1.3. Kendelse/ikke kendelse

Rettens kendelse er altid påkrævet:

når sigtede ikke udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen, jf. retsplejelovens § 809, stk. 1,

når sigtede er varetægtsfængslet, jf. retsplejelovens § 809, stk. 1, eller

når sigtede skal mentalundersøges under indlæggelse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2.

når sigtede ikke samtykker i, at der indhentes oplysninger om dennes personlige forhold fra

pårørende eller andre privatpersoner, jf. retsplejelovens § 810.

Der er i retsplejelovens § 809, stk. 2, hjemmel til at frihedsberøve sigtede alene med henblik på

gennemførelse af en mentalundersøgelse under indlæggelse. Frihedsberøvelsen kan dog ikke

udstrækkes længere, end hvad der er nødvendigt af hensyn til mentalundersøgelsen, jf. U 1999.1117Ø.

Retten kan om nødvendigt fastsætte en frist for sagens fornyede forelæggelse for retten, jf. TfK

2003.50/2V, hvor Vestre Landsret traf bestemmelse om, at sagen skulle forelægges byretten på ny,

såfremt frihedsberøvelsen blev udstrakt over 4 uger.

Er sigtede udeblevet fra et retsmøde trods lovlig indkaldelse og uden dokumenteret lovligt forfald, kan

retten uden sigtedes tilstedeværelse bestemme, at sigtede skal underkastes mentalundersøgelse, jf.

retsplejelovens § 809, stk. 1. Det skal fremgå af indkaldelsen til retsmødet, at udeblivelse uden

dokumenteret lovligt forfald kan medføre, at retten træffer bestemmelse om mentalundersøgelse. Er

sigtede fængslet, kan han ikke mentalundersøges uden rettens bestemmelse.

Hvis sigtede ikke samtykker i, at der indhentes oplysninger om dennes personlige forhold fra

pårørende eller andre privatpersoner, kan retten træffe beslutning herom, hvis retten finder, at det er af

væsentlig betydning for sagens afgørelse, jf. retsplejelovens § 810, 1. pkt.

Det følger af retsplejelovens § 810, 2. pkt., at er sigtede udeblevet fra et retsmøde trods lovlig

indkaldelse og uden dokumenteret lovligt forfald, kan retten uden sigtedes tilstedeværelse bestemme,

at der kan indhentes oplysninger om dennes personlige forhold fra pårørende eller andre

privatpersoner. Det skal fremgå af indkaldelsen til retsmødet, at udeblivelse uden dokumenteret lovligt

forfald kan medføre, at retten afsiger kendelse som nævnt i § 810, 2. pkt.

Det er en forudsætning for, at retten kan afsige kendelse efter retsplejelovens § 810, 1. pkt., at der

foreligger oplysninger om, hvem af sigtedes pårørende og hvilke andre privatpersoner der skal rettes

henvendelse til, og hvilke oplysninger, der herved ønskes tilvejebragt fra disse til brug for

mentalundersøgelsen, jf. Højesterets kendelse af 25. februar 2022 (U.2022.1845H), hvor Højesteret

ikke fandt, at betingelserne for at træffe afgørelse efter retsplejelovens § 810 var opfyldt på det

foreliggende grundlag. Det gælder også, hvis sigtede er udeblevet uden dokumenteret lovligt forfald,

jf. TfK 2021.719Ø.

Såfremt den institution, der forestår udarbejdelsen af mentalundersøgelsen bliver opmærksom på, at det

er nødvendigt for udarbejdelsen af denne, at der indhentes oplysninger om sigtedes personlige forhold

fra sigtedes pårørende eller andre privatpersoner – og sigtede ikke ønsker at samtykke til dette – så skal

institutionen rette henvendelse til anklagemyndigheden med anmodning om, at der indhentes kendelse

herom, jf. retsplejelovens § 810. Det er vigtigt, at det af anmodningen fremgår,

hvem

af sigtedes

pårørende og/eller hvilke andre privatpersoner der skal rettes henvendelse til, og

hvilke

oplysninger om

sigtedes personlige forhold, der herved ønskes tilvejebragt fra disse til brug for mentalundersøgelsen

f.eks. oplysninger om helbred, opvækst, parforhold/samliv, skolegang eller lignende.

Anklagemyndigheden skal herefter hurtigst muligt anmode retten om at afsige kendelse, jf.

retsplejelovens § 810.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Hvis anklagemyndigheden har anmodet Kriminalforsorgen om at udarbejde en personundersøgelse

med henblik på spørgsmålet om, hvorvidt der skal udarbejdes en mentalundersøgelse, vil

Kriminalforsorgen i forbindelse med udarbejdelse af undersøgelsen spørge sigtede, om denne vil give

samtykke til at deltage i en mentalundersøgelse.

For sigtede på fri fod, der er uden fast bopæl, eller som af andre grunde er vanskelige at træffe, bør

anklagemyndigheden allerede på dette stadie i sagen fra den sigtede få oplysning om en person, der

kan bistå med kontakten til sigtede i forbindelse med gennemførelse af mentalundersøgelsen.

Oplysning herom sendes til den institution, der skal foretage mentalundersøgelsen. Se også pkt. 2.2.1

pkt. 3.1.7.

3.1.4. Ambulant mentalundersøgelse

Mentalundersøgelse sker som udgangspunkt ambulant, dvs. uden indlæggelse på deling eller ophold på

institution. Både arrestanter og personer på fri fod kan undersøges ambulant.

Det følger af retsplejelovens § 809, stk. 1, at retten uden sigtedes tilstedeværelse kan bestemme, at

sigtede skal underkastes ambulant mentalundersøgelse, såfremt sigtede trods lovlig indkaldelse og

uden dokumenteret lovligt forfald udebliver fra retsmødet. Denne mulighed er indsat ved lov nr. 714 af

8. juni 2018 om ændring af retsplejeloven (Nedbringelse af sagsbehandlingstiden i straffesager).

Indkaldelsen til retsmødet skal forkyndes, og det skal fremgå af indkaldelsen, at udeblivelse uden

lovligt forfald kan medføre, at retten træffer bestemmelse om ambulant mentalundersøgelse efter

retsplejelovens § 809, stk. 1.

Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik udfører ambulante mentalundersøgelser for politikredsene på

Sjælland og Lolland Falster, og for National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i Østdanmark.

For så vidt angår politikredsene i Jylland, på Fyn og NSK i Vestdanmark foretages ambulante

mentalundersøgelser efter anmodning fra anklagemyndigheden på

Middelfart Sygehus, Retspsykiatrisk Afdeling (Fyn og Sønderjylland)

Risskov Psykiatrisk Hospital, Retspsykiatrisk Klinik (Midtjylland)

Ålborg Psykiatrisk Sygehus, Retspsykiatrisk Afdeling (Nordjylland),

jf.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse af ambulante

mentalundersøgelser i straffesager i politikredsene 23-54

Aftale af 26. januar 2001 mellem

Justitsministeriet og Fyns Amt, Nordjyllands Amt og Århus Amt om ambulante mentalundersøgelser.

Bornholms Politi har på grund af sin geografi en individuel, lokal ordning om foretagelse af

mentalundersøgelser. Denne ordning består i en aftale med privatpraktiserende psykiatere, som

foretager undersøgelserne på Bornholm.

Opmærksomheden henledes på, at der ikke skal indhentes personundersøgelse i medfør af

retsplejelovens § 808, når en ambulant mentalundersøgelse gennemføres hos Justitsministeriet,

Retspsykiatrisk Klinik eller vest for Storebælt efter aftalen med Århus, Nordjyllands og Fyns Amter,

idet det påhviler pågældende afdelinger og klinikker at indhente de oplysninger, der vedrører sigtedes

”ydre levnedsforløb”, jf. punkt 3 i

aftalen.

Anmodning om mentalundersøgelse samt relevante akter sendes så vidt muligt elektronisk til Risskovs Psykiatrisk

Hospital på: [email protected]. Det vil sige, at i det omfang sagen allerede foreligger digitalt i henhold til

Samarbejdsaftalen mellem Domstolsstyrelsen og Rigsadvokatens og Rigspolitiet om digitale hovedforhandlinger i

straffesager, sendes anmodningen på e-mail.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Ambulante mentalundersøgelser skal så vidt muligt være gennemført senest 6 uger efter, at

anklagemyndigheden har rekvireret en ambulant mentalundersøgelse. Kan erklæringen ikke foreligge

inden dette tidspunkt, oplyser vedkommende læge anklagemyndigheden herom og om, hvornår

erklæringen kan forventes at foreligge, jf.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001

gennemførelse af ambulante mentalundersøgelser i straffesager i politikredsene vest for Storebælt (de

tidligere politikredse 23-54).

Politikredsene i Jylland, på Fyn, Bornholm og NSK i Vestdanmark afholder udgifterne forbundet med

udarbejdelsen af ambulante mentalundersøgelser. Bevillingen til afholdelse af udgifterne til ambulante

mentalundersøgelser på Sjælland, Lolland Falster samt NSK i Østdanmark er placeret i Den Centrale

Anklagemyndighed.

3.1.4.1. Ambulant mentalundersøgelse af særligt

flugttruede arrestanter

I helt ekstra ordinære tilfælde, hvor en arrestant er særligt flugttruet, og hvor transport af observanden

er forbundet med stor risiko, kan samtaler i forbindelse med en ambulant mentalundersøgelse, der skal

foretages af Retspsykiatrisk Klinik, gennemføres i fængslet efter særlig aftale med klinikken.

3.1.5. Mentalundersøgelse under indlæggelse

Mentalundersøgelse under indlæggelse kan være indiceret, hvis

den undersøgende læge anbefaler, at undersøgelsen skal ske under indlæggelse, eller

sigtede nægter at medvirke til en ambulant mentalundersøgelse.

Hvis der er et klart misforhold til sagens betydning og den forventede straf, kan der ikke ske

mentalundersøgelse under indlæggelse. Der henvises til Højesterets kendelse i U 2011.2643/2. I denne

sag var sigtede, der ikke tidligere var dømt af betydning for sagen, sigtet for trusler mod sin tidligere

ægtefælle, jf. straffelovens § 266. Kriminalforsorgen havde anbefalet, at sigtede skulle

mentalundersøges. I april 2010 afsagde byretten på skriftligt grundlag og mod sigtedes protest

kendelse om, at sigtede skulle underkastes ambulant mentalundersøgelse. Da sigtede ikke ønskede at

medvirke hertil, afsagde byretten i januar 2011 kendelse om, at sigtede i stedet skulle underkastes

mentalundersøgelse under indlæggelse, jf. retsplejelovens § 809, stk. 2, hvilket landsretten

stadfæstede. Højesteret udtalte, at det var tvivlsomt, om det i april 2010 var tilstrækkeligt indiceret at

træffe afgørelse om ambulant mentalundersøgelse. Herefter, og da en mentalundersøgelse under

indlæggelse ville indebære en længere frihedsberøvelse, som ville stå i klart misforhold til sagens

betydning og den straf, som kunne forventes, hvis sigtede fandtes skyldig, fandt Højesteret, at sigtede

ikke skulle mentalundersøges under indlæggelse.

Politidirektøren kan kun fremsætte begæring om, at undersøgelsen sker under indlæggelse, hvis den

regionale statsadvokat har godkendt dette. Forelæggelse for den regionale statsadvokat af dette

spørgsmål kan i hastende tilfælde ske telefonisk.

Det bemærkes, at NSK skal forelægge spørgsmålet for den relevante regionale statsadvokat.

Undersøgelse under indlæggelse skal som udgangspunkt foretages på en psykiatrisk afdeling i sigtedes

bopælsregion. Regionsrådene har pligt til på deres psykiatriske sygehuse eller sygehusafdelinger at

modtage personer, der efter retskendelse skal indlægges til mentalundersøgelse, jf. § 1, nr. 1, i lov nr.

1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk behandling mv.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Er der afsagt kendelse om mentalundersøgelse under indlæggelse, kan anklagemyndigheden dog

bestemme, at undersøgelsen skal foretages på en psykiatrisk afdeling uden for bopælsregionen, jf. §

18, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling mv.

Mentalundersøgelse under indlæggelse på psykiatrisk afdeling må som udgangspunkt forventes at

kunne gennemføres på 8 uger, men det kan i nogle tilfælde være nødvendigt med en længere

hospitalsindlæggelse, hvilket kan medføre en forsinkelse af erklæringen.

Regionerne afholder de udgifter, der er forbundet med udarbejdelse af mentalundersøgelser under

indlæggelse efter retskendelse.

3.1.6. Mentalundersøgelse på Sikringsafdelingen under

Afdeling for Retspsykiatri, Region Sjælland

På sikringsafdelingen modtages varetægtsfængslede efter kendelse til hospitalsmæssig

mentalobservation i henhold til retsplejelovens § 809, stk. 2, når den varetægtsfængslede af

anklagemyndigheden anses for så personfarlig eller risikoen for undvigelse for så stor, at observation

på sikringsafdelingen er påkrævet, jf. § 2 i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk

behandling mv. og punkt 2 i

Regulativ af 1. juni 1994 for sikringsafdelingen.

Opstår der spørgsmål om mentalobservation under indlæggelse på sikringsafdelingen, skal der tages

kontakt til overlægen på sikringsafdelingen. Overlægen skal orienteres om grundlaget for begæringen

og anmodes om oplysning om, hvorvidt sikringsafdelingen har kapacitet til at modtage arrestanten.

Herefter forelægges sagen for statsadvokaten, der vurderer, om der er grundlag for, at

mentalundersøgelsen sker på sikringsafdelingen.

Forbliven på sikringsafdelingen, efter at mentalundersøgelse er afsluttet, og indtil der er faldet dom i

sagen, kan besluttes efter reglerne i retsplejelovens § 777.

Herudover optages personer, der i henhold til dom eller administrativ resolution i medfør af § 40

(farlighedsdekret) i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien skal anbringes i sikringsafdelingen, jf. lov

om retspsykiatrisk behandling § 2 og pkt. 2 i regulativet. Der optages dog kun personer, som af

Justitsministeriet skønnes egnede dertil.

Varetægtsfængslede – der ikke overføres på grundlag af farlighedsdekret eller med henblik på

mentalundersøgelse – modtages herudover alene i henhold til retsplejelovens § 777, jf. punkt 2 i

regulativet.

Det betyder, at sikringsafdelingen skal samtykke i overførslen.

3.1.7. Hvilke akter skal vedlægges en anmodning om

mentalundersøgelse?

Anmodningen om mentalundersøgelse sendes til den institution/læge, der skal forestå undersøgelsen,

eller til den afdeling, hvor indlæggelse skal ske. Forsvareren skal have tilsendt kopi af anmodningen.

Ved fremsendelsen af en anmodning om mentalundersøgelse skal følgende akter være vedlagt i kopi:

Hele sagsmaterialet, herunder (anholdelses)rapporter, forholds- og bilagsfortegnelse eller

(udkast til) anklageskrift, udskrifter af lydfiler mv. inkl. alle retsbogsudskrifter, herunder en

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

eventuel kendelse om mentalundersøgelse. I omfangsrige sager kan behovet for fremsendelse

af bilag aftales med den ansvarlige overlæge på den institution, der skal foretage

undersøgelsen. For sigtede på fri fod, der har samtykket i mentalundersøgelsen, vedlægges

samtykkeerklæring. Nye relevante akter og akter fra eventuelle tillægsforhold skal eftersendes.

Mappe med personlige oplysninger (herunder eventuel tidligere indhentet personundersøgelse

efter retsplejelovens § 808) samt særakter.

Aktuel straffeattest.

Aktuel udskrift fra Det Centrale Personregister, evt. vedlagt historiske adresser

Eventuel samtykkeerklæring fra sigtede til, at der kan indhentes personoplysninger fra andre

myndigheder.

Oplysninger om beskikket forsvarer.

Oplysninger om eventuel kontaktperson, jf. pkt. 2.1.1.

Samtykkeerklæringen skal ledsage anmodningen om mentalundersøgelse, således at institutionen eller

afdelingen umiddelbart efter modtagelsen kan indhente relevante oplysninger, samtidig med at sigtede

indkaldes til den første samtale.

Institutionen eller afdelingen kan – under nærmere betingelser – indhente personoplysninger fra andre

myndigheder, selvom sigtede ikke har givet samtykke til det. I den forbindelse skal der indledningsvis

tages stilling til, om oplysningerne skal indhentes fra en sundhedsperson eller fra en anden

forvaltningsmyndighed. Det bemærkes, at indhentelse af oplysninger fra offentlige myndigheder falder

uden for rammerne af retsplejelovens § 810.

Spørgsmålet om videregivelse af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysninger fra

sundhedspersoner er reguleret i sundhedslovens kapitel 9. Den relevante bestemmelse findes i lovens §

43, der omhandler videregivelse af oplysninger til andre formål end behandling. Efter § 43, stk. 2, nr.

2, kan der bl.a. ske videregivelse af oplysninger uden samtykke, når videregivelsen er nødvendig for

berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten,

sundhedspersonen eller andre. Betingelserne i § 43, stk. 2, nr. 2, vil i almindelighed være opfyldt i

forbindelse med udveksling af oplysninger til brug for udarbejdelsen af en mentalerklæring. Der må

alene indhentes de oplysninger, som er nødvendige for at opfylde formålet.

Adgangen til at videregive personoplysninger mellem forskellige forvaltningsmyndigheder er som

udgangspunkt reguleret af reglerne om databeskyttelse i bl.a. databeskyttelsesloven og

databeskyttelsesforordningen, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1. Videregivelse af personoplysninger,

der skal bruges i forbindelse med udarbejdelsen af en mentalerklæring, vil almindeligvis kunne ske

efter bestemmelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c og e (for så vidt angår

almindelige personoplysninger) eller artikel 9, stk. 2, litra f, jf. artikel 6, stk. 1, litra c og e (for så vidt

angår følsomme personoplysninger som f.eks. helbredsoplysninger) . Desuden skal de grundlæggende

principper for behandling af personoplysninger være opfyldt, jf. databeskyttelsesforordningens artikel

5, stk. 1, hvilket bl.a. indebærer, at der alene må videregives de oplysninger, som er nødvendige for at

opfylde formålet.

Originalbilagene forbliver i politikredsen til brug ved yderligere behandling af sagen.

3.1.8. Registrering i POLSAS af anmodning om

mentalundersøgelse samt modtagelse heraf

Der skal ske registrering i POLSAS (skærmbilledet bilag/anmærkninger) i forbindelse med en

anmodning om udarbejdelse af mentalundersøgelse samt modtagelse heraf, jf. vejledning om

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

registrering i POLSAS af mentalerklæringer. Se mere i bilaget

Vejledning om registrering i POLSAS

af mentalerklæringer.

3.1.9. Indholdet af mentalerklæringer

En mentalerklæring skal som udgangspunkt indeholde følgende oplysninger:

1. Indledning

Kort præsentation af sagen

Væsentlige oplysninger om observanden (alder, etnicitet, køn, tidligere kriminalitet, aktuel

sigtelse)

Erkender/nægter sig skyldig

Varetægtsfængslet/varetægtsfængslet i surrogat/på fri fod

2. Sygdomme, kriminalitet mv. i slægten

Somatisk sygdom, (medtages kun, hvis det har betydning for erklæringen)

Psykiatrisk sygdom,

Eventuel genetisk disposition

Misbrug og kriminalitet i familien (medtages kun, hvis det har betydning for erklæringen)

3. Levnedsbeskrivelsen

Social anamnese, herunder:

Barndomshjem

Skolegang

Erhvervsforløb

Ægteskabelige forhold

Økonomi

4. Tidligere kriminalitet

Tidligere domme af relevans for den foreliggende sag

Observandens egne bemærkninger til tidligere kriminalitet

5. Den nu påsigtede kriminalitet

Kort omtale af sigtelse, herunder gerningstidspunkt

Kort resumé af straffesagen baseret på sagens akter

Observandens eventuelle egne bemærkninger til den påsigtede kriminalitet

6. Andres oplysninger om observandens psykiske udvikling og tilstand

Eventuelle oplysninger fra psykiatere, psykologer, familiemedlemmer, § 808-undersøgelse mv.

med angivelse af observandens alder i forbindelse med de enkelte oplysninger

7. Tidligere mentalundersøgelser

Konklusioner fra eventuel tidligere mentalerklæringer citeres kronologisk (eller vedlægges)

8. Observandens egne oplysninger om sin psykiske udvikling og tilstand

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Observandens oplysninger om psykiske udvikling af betydning for den konkrete straffesag

Detaljeret psykiatrisk anamnese og en grundig psykopatologisk udspørgen eventuelt ved hjælp

af relevant psykometri, f.eks. det semistrukturerede interview PSE

9. Fysisk helbred, misbrug, aktuel behandling

Somatisk anamnese, herunder:

Alvorlige legemlige sygdomme (medtages kun, hvis det har betydning for erklæringen)

Psykosomatiske symptomer og sygdomme af psykiatrisk relevans, herunder

neuroinfektioner, epilepsi eller alvorlige hovedtraumer.

Relevante oplysninger fra sundhedsvæsenet resumeres.

Observandens egne oplysninger om sit fysiske helbred

Misbrugsanamnese, inklusiv eventuelle behandlingsforsøg

Aktuel medicinsk behandling eller anden behandling mod legemlig sygdom

10. Observandens forhold under observationen

Beskrivelse af observandens forhold i perioden fra observation, f.eks. hvorfra og hvordan han

eller hun møder, eller hvordan varetægtsfængslingen er forløbet

Beskrivelse af observandens evne/vilje til at samarbejde ved undersøgelsen og eventuelle

udeblivelser

11. Psykologisk undersøgelse

Angivelse af de anvendte psykologiske tests med disses konklusioner samt diskussion af

eventuelle uoverensstemmelser mellem resultaterne af den psykologiske og den psykiatriske

undersøgelse. (Undersøgelsen vedlægges som bilag)

Hvis ikke der er fundet indikation for psykologisk undersøgelse, skal baggrunden fremgå her.

12. Klinisk vurdering

Undersøgerens objektive indtryk af observanden, herunder beskrivelse af eventuelle ændringer

i observandens tilstand under forløbet af undersøgelsen, omfanget af observandens medvirken

ved undersøgelsen mv.

13. Diskussion

I vanskelige sager resumeres og diskuteres undersøgelsens væsentligste elementer,

oplysninger, observationer og resultater.

14. Konklusion og begrundelse

Kort konklusion med overskuelige og utvetydige og klare udsagn.

Egnet til fremlæggelse under sagens behandling for retten.

Opbygges i følgende afsnit:

Et indledende afsnit hvor det beskrives, hvorvidt observanden er sindssyg, og om han eller hun

må antages at have været det på gerningstiden, om han eller hun var påvirket af rusmidler, og

om der er tegn på at en abnorm rustilstand kunne have foreligget, begavelsesniveau og eventuel

organisk hjernelidelse.

Kort om opvækstforhold, uddannelse og social status

Kort om misbrug.

Kort om eventuel psykiatrisk anamnese

Fund ved aktuelle undersøgelse

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Et helt præcist afsluttende afsnit indeholdende reference til relevante paragraffer i straffeloven

og eventuelt begrundet foranstaltningsforslag i overensstemmelse med

Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om psykisk afvigende kriminelle.

Eventuelt stillingtagen til tidsubestemt forvaring.

Eventuelt stillingtagen til henvisning til visitationsudvalget ved seksualkriminalitet.

Retslægerådet har i

Retslægerådets Årsberetning

1994, side 61 ff. bemærket, at den skriftlige

behandling i Retslægerådet forudsætter grundige og fagligt kompetente speciallægeerklæringer.

3.1.10 Alternativer til fuld mentalerklæring

I visse tilfælde kan Retspsykiatrisk Klinik eller den retspsykiatriske afdeling beslutte, at der ikke skal

udarbejdes en fuld mentalerklæring. Følgende typer erklæringer kan udfærdiges som alternativ til

almindelig/fuld mentalerklæring:

Anklagemyndigheden sender anmodning om udarbejdelse af mentalerklæring til Retspsykiatrisk klinik

eller den retspsykiatriske afdeling, der efter visitation af sagen beslutter, hvilken type erklæring der

skal udarbejdes. Koncepter til anmodning om mentalundersøgelse findes i Anklagemyndighedens

Konceptsamling og POLSAS.

Såfremt anklagemyndigheden er bekendt med, at sigtede/tiltalte allerede er undergivet en

foranstaltning, skal anmodningen om mentalundersøgelse sendes direkte til den behandlingsansvarlige

overlæge. Der henvises til pkt. 3.1.1.

1. Supplerende mentalerklæring

Sigtede er (endnu) ikke dømt.

Der er udarbejdet en egentlig mentalerklæring, men på grund af ændrede omstændigheder, f.eks. nye

forhold, anmoder anklagemyndigheden om en ny vurdering af sigtede.

Der skal som udgangspunkt alene udarbejdes et supplement til den allerede foreliggende

mentalerklæring. Den, der underskriver erklæringen, skal vurdere, om den foreliggende erklæring er

for gammel til, at et supplement er tilstrækkeligt.

Der tages udgangspunkt i den allerede udarbejdede mentalundersøgelse. Der skal alene indhentes

oplysninger for den periode, der ikke er omfattet af mentalundersøgelsen.

Kun hvis der er ændringer til de enkelte punkter i den oprindelige erklæring, skal dette

anføres/beskrives i den supplerende erklæring.

Den supplerende erklæring skal indeholde konklusion, hvori det anføres, om sigtede er omfattet af

straffelovens § 16, stk. 1 eller 2, og om der kan peges på en egnet foranstaltning efter straffelovens §

68.

Findes sigtede omfattet af straffelovens § 69, stk. 1, skal der tages stilling til, om en foranstaltning

efter § 68, 2. pkt. – og i givet fald hvilken – findes mere formålstjenlig end straf.

Konklusionen dækker ”alle forhold” og afløser konklusionen i den oprindelige erklæring.

Supplementet hæftes oven på den oprindelige erklæring.

Erklæringen laves for samme regning af klinik eller center.

2. Retspsykiatrisk udtalelse fra den behandlingsansvarlige overlæge

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

I de tilfælde, hvor sigtede allerede er undergivet foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70, kan der

som alternativ til en fuld mentalerklæring udarbejdes en retspsykiatrisk udtalelse af den

behandlingsansvarlige overlæge. Der kan ydes supervision af den regionale retspsykiatriske afdeling

eller klinik.

I udtalelsen skal forløbet af den igangværende foranstaltning beskrives, og i konklusionen anføres det,

om sigtede (stadig) er omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, og om der kan peges på en egnet

foranstaltning efter straffelovens § 68.

Findes sigtede omfattet af straffelovens § 69, stk. 1, skal der tages stilling til, om en foranstaltning

efter § 68, 2. pkt. – og i givet fald hvilken – findes mere formålstjenlig end straf. Hvis det på ny

anbefales, at der idømmes en særforanstaltning, skal udtalelsen indeholde en redegørelse for, hvilke

nye behandlingsmæssige tiltag der forventes taget i brug og som skønnes at indebære, at den

anbefalede særforanstaltning er mere formålstjenlig end almindelig straf til at forebygge ny

kriminalitet.

Udtalelsen skal afgives af vedkommende behandlingssted uden betaling (som en erklæring efter

straffelovens § 72.)

Der kan være situationer, hvor der er behov for en ny mentalobservation af sigtede.

3. Mentalerklæring, kort version

I de tilfælde, hvor sigtede er kendt med en psykiatrisk diagnose i det psykiatrisk behandlingssystem,

kan der udarbejdes en kortere retspsykiatrisk erklæring. Det kan også være tilfældet, hvor sigtede har

været idømt foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70, der er blevet ophævet eller er udløbet, eller

hvor sigtede åbenlyst er omfattet af straffelovens § 16.

Retspsykiatrisk erklæring udarbejdes af Retspsykiatrisk klinik eller den regionale retspsykiatriske

afdeling. Det er klinik eller afdeling, der vurderer, om der skal laves en kort version.

Erklæringen skal som minimum indeholde:

Indledning

Påsigtet kriminalitet

Kort levnedsbeskrivelse

Resumé af psykiatrisk anamnese (sygehistorie)

Rusmiddelmisbrug

Medicinsk status

Aktuelt psykiatrisk

Konklusion

I konklusionen anføres, om sigtede er omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, eller § 69, og om der kan

peges på en egnet foranstaltning efter straffelovens § 68.

En kort version kan som udgangspunkt ikke anvendes, når der er tale om grov personfarlig

kriminalitet, eller hvis der er spørgsmål om forvaring eller anbringelse, eller, hvis der er tale om

sædelighedskriminalitet, hvor anbefaling af forelæggelse for visitationsudvalget med henblik på den

særlige behandlingsordning kan komme på tale.

3.2. Forelæggelse for Retslægerådet

Mentalundersøgelsen forelægges som regel for Retslægerådet,

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

1. når sigtelsen angår alvorligere personfarlig kriminalitet, og den sigtede ifølge

mentalerklæringen er sindssyg eller mentalt retarderet,

2. når mentalerklæringen anbefaler dom til anbringelse i institution,

3. når der er rejst spørgsmål om anvendelse af forvaring, jf. straffelovens § 70,

4. når der er spørgsmål om at anvende foranstaltninger for personer omfattet af straffelovens § 73,

5. når der er tvivl om, hvilken foranstaltning der er bedst egnet til at forebygge lovovertrædelser,

eller der i øvrigt er andre tvivlsspørgsmål vedrørende sanktionsspørgsmålet, eller

6. når der i øvrigt foreligger særlig anledning til, at rådets erklæring om sanktionsspørgsmålet

indhentes. En særlig anledning kan foreligge, når der ikke i mentalerklæringen anbefales en

særforanstaltning, men hvor der i sagen er oplysninger om, enten at sigtede tidligere har været

indlagt på psykiatrisk afdeling, eller at der tidligere har været iværksat foranstaltninger over for

sigtede.

Politikredsen forelægger mentalundersøgelsen for Retslægerådet. Hvis der er beskikket en forsvarer for

sigtede, skal politikredsen sende en kopi af forelæggelsen til forsvareren med oplysning om muligheden

for at stille yderligere spørgsmål. Eventuelle spørgsmål fra forsvareren stilles via kredsen.

Anmodning om forelæggelse samt relevante sagsakter sendes så vidt muligt elektronisk til

Retslægerådet.

3.3. Forelæggelse af påstanden om foranstaltning eller

forvaring for den regionale statsadvokat

Den regionale statsadvokat skal have forelagt sager, hvor der er spørgsmål om at nedlægge påstand om

anden sanktion end almindelig straf. Det er derfor statsadvokaten, der afgør, hvilken foranstaltning

anklagemyndigheden skal nedlægge påstand om.

Sager, hvor der er spørgsmål om at nedlægge påstand om forvaring, skal således også forelægges for

den regionale statsadvokat, inden der rejses tiltale.

Det bemærkes, at NSK skal forelægge påstanden om foranstaltning eller forvaring for den relevante

regionale statsadvokat. Det vil sige, at for så vidt angår NSK i Østdanmark forelægges påstanden for

Statsadvokaten i København og for så vidt angår NSK i Vestdanmark forelægges påstanden for

Statsadvokaten i Viborg.

Ved vurderingen af, hvilken foranstaltning der bør nedlægges påstand om, indgår en afvejning af

sikkerheds- og behandlingsmæssige hensyn, men også proportionalitetsbetragtninger under

hensyntagen til kriminalitetens art og grovhed.

I U 2004.970H ændrede Højesteret landsrettens dom fra dom til behandling på psykiatrisk hospital for

overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse til dom til ambulant behandling bl.a.

under henvisning til den dømtes personlige forhold og risikoen for fremtidig kriminalitet vurderet i lyset

af de begåede lovovertrædelser.

Retningslinjer for udformningen af påstande om foranstaltninger eller forvaring fremgår af

pkt. 5.

pkt. 4.2.

om længstetid.

3.4. Hvis tiltalte har uafsonede straffe eller allerede er

idømt en foranstaltning, jf. straffelovens §§ 68-70

Hvis tiltalte har uafsonede straffe:

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Hvis anklagemyndigheden nedlægger påstand om en foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70, skal

anklagemyndigheden samtidig nedlægge påstand om ophævelse af eventuelt uafsonede straffe, herunder

reststraf fra prøveløsladelse, hvis prøvetiden ikke er udløbet, jf. § 89 a, stk. 1.

Hvis tiltalte allerede er idømt en foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70:

Hvis anklagemyndigheden nedlægger påstand om en foranstaltning efter straffelovens §§ 68-70, skal

anklagemyndigheden samtidig nedlægge påstand om ophævelse af en allerede idømt - og fortsat

igangværende - foranstaltning, jf. princippet i straffelovens § 89 a, stk. 1, jf. § 72, stk. 1, og analogien

af § 72, stk. 2, 1. pkt. Se herom i

TfK 2011.308 V.

3.5. Beskikkelse af bistandsværge

3.5.1. Hvem skal have beskikket en bistandsværge?

Hvis der bliver tale om at dømme en tiltalt til anbringelse i psykiatrisk sygehus eller afdeling,

institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i forvaring mv., kan retten beskikke en

bistandsværge for den pågældende efter straffelovens § 71, stk. 1, således at bistandsværgen kan bistå

tiltalte under sagen.

Det drejer sig om sager, hvor der nedlægges påstand om:

Anbringelsesdom (type A.1. og A.2.), jf.

pkt. 5.1.1.

Dom om foranstaltninger over for mentalt retarderede (type I-III), jf.

pkt. 5.2.

Forvaringsdom, jf.

pkt. 5.5.

Er tiltalte dømt til anbringelse som nævnt i § 71, stk. 1, eller giver afgørelsen mulighed for en sådan

anbringelse, skal retten beskikke en bistandsværge for den pågældende, jf. straffelovens § 71, stk. 2.

Bistandsværgen skal holde sig underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at opholdet og

andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt.

Ud over de ovenfor nævnte drejer det sig om sager, hvor den pågældende er dømt til:

Behandling (type B.1. og B.2.), jf.

pkt. 5.1.2.

Ambulant behandling (type C.3. og C.4.), jf.

pkt. 5.1.3.

Tilsyn af kommunen med mulighed for anbringelse i institution (type IV), jf.

pkt. 5.2.4.

3.5.2. Hvornår skal beskikkelsen ske?

Justitsministeriet har i bekendtgørelse nr. 947 af 24. september 2009 fastsat regler om bistandsværger.

Ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 1, skal politiet bistå retten med at finde en person, der kan beskikkes

som bistandsværge.

Som bistandsværge skal så vidt muligt beskikkes en af den sigtedes, tiltaltes eller dømtes nærmeste

pårørende, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3. Hvis den sigtede, tiltalte eller dømte ikke selv foreslår en

person eller har nære pårørende, der er villige eller egnede til at blive beskikket, skal politiet indstille

den bistandsværge, der står for tur til at blive beskikket på Rigspolitiets fortegnelse over

bistandsværger.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Politiet skal forud for beskikkelsen af en pårørende som bistandsværge informere den pågældende om,

hvad opgaven som bistandsværge indebærer, jf.

pkt. 3.5.3.

Når politiet skønner, at der kan blive tale om at beskikke en bistandsværge for en sigtet eller tiltalt,

skal spørgsmålet rejses over for retten på så tidligt et tidspunkt, at den, der eventuelt beskikkes, får

mulighed for at være til stede under sagens behandling, jf. bekendtgørelsens § 4.

Hvis der skal beskikkes en bistandsværge for en dømt, som ikke har haft en sådan værge beskikket

under sagens behandling, skal politiet om fornødent henlede rettens opmærksomhed på spørgsmålet,

når dommen er afsagt, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2.

Hvis der ikke er beskikket en bistandsværge forud for hovedforhandlingen i byretten, jf. straffelovens

§ 71, stk. 1, skal der som udgangspunkt beskikkes en bistandsværge i umiddelbar forlængelse af

domsafsigelsen, således at oplysning om bistandsværgen, herunder relevante kontaktoplysninger, kan

medsendes i forbindelse med, at dommen sendes til fuldbyrdelse, jf.

pkt. 6.1.

om fuldbyrdelse af

foranstaltningsdomme.

Hvis domfældte ikke har fået beskikket en bistandsværge forud for hovedforhandlingen i en eventuel

ankesag, skal dette ske snarest muligt inden sagens behandling i landsretten. Politiet skal samtidig med

beskikkelsen orientere bistandsværgen om den sigtedes, tiltaltes eller dømtes folkeregisteradresse og

sidst kendte opholdssted, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 3.

3.5.3. Orientering og underretning af bistandsværgen

Bistandsværgens opgaver er reguleret i straffeloven og i bekendtgørelse nr. 947 af 24. september 2009

om bistandsværger. Når en pårørende beskikkes som bistandsværge, skal politiet orientere den

pågældende om, hvad hvervet indebærer.

Det fremgår bl.a. af § 7 i bekendtgørelse nr. 947 af 24. september 2009 om bistandsværger, at

bistandsværgen så vidt muligt skal handle i samråd med den sigtede, tiltalte eller dømte. Ifølge

bekendtgørelsens § 8 har en bistandsværge, som beskikkes under straffesagens behandling, i første

række til opgave sammen med den beskikkede forsvarer at bistå den sigtede eller tiltalte under sagens

behandling, jf. herved straffelovens § 71, stk. 1. Efter dommen er det ifølge straffelovens § 71, stk. 2,

bistandsværgens opgave at holde sig underrettet om den dømtes tilstand og at drage omsorg for, at

opholdet på sygehuset/sygehusafdelingen, i institutionen eller anstalten og andre foranstaltninger ikke

udstrækkes længere end nødvendigt. Ifølge bekendtgørelsens § 8, stk. 2, skal bistandsværgen rådgive

og vejlede den sigtede, tiltalte eller dømte om klageadgang, herunder i henhold til lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, samt om muligheden for at søge en idømt foranstaltning

ændret eller ophævet, jf. straffelovens § 72. Bistandsværgen skal endvidere bistå den pågældende med

at udforme eventuelle klageskrivelser og anmodninger om foranstaltningsændring eller -ophævelse

samt yde bistand ved behandlingen af disse sager.

Bistandsværgen skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge den sigtede, tiltalte eller dømte og til

stadighed holde sig i forbindelse med denne. Besøg skal ud over første besøg finde sted efter behov.

Dette følger af § 9 i bekendtgørelse nr. 947 af 24. september 2009 om bistandsværger.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

En pårørende bistandsværge har krav på godtgørelse til befordring og overnatning, jf. § 18, stk. 4, i

bistandsværgebekendtgørelsen.

Politiet skal holde bistandsværgen underrettet om, hvornår der afholdes retsmøder vedrørende den

sigtede, tiltalte eller dømte, herunder retsmøder med henblik på beskikkelse af ny bistandsværge, jf.

bekendtgørelsens § 10, stk. 1.

Udskrifter af domme og kendelser angående den sigtede, tiltalte eller dømte skal efter anmodning

herom udleveres til bistandsværgen, medmindre efterforskningsmæssige hensyn undtagelsesvis taler

herimod. Indhentede oplysninger om den sigtedes, tiltaltes eller dømtes personlige forhold og mentale

tilstand skal endvidere efter anmodning herom udleveres til bistandsværgen, hvis den sigtede, tiltalte

eller dømte meddeler samtykke hertil, jf. bekendtgørelsens § 10, stk. 2.

3.5.4. Underretning om bistandsværgen til relevante

offentlige myndigheder

Det er den enkelte politikreds, der administrerer bistandsværgebeskikkelser, udbetaling af vederlag til

bistandsværger samt underretter de relevante myndigheder om bistandsværgebeskikkelse. Den lokale

anklagemyndighed sender efter domsafsigelsen retsbogen med bistandsværgebeskikkelsen og dommen

til de relevante myndigheder (typisk kriminalforsorgen, psykiatrien, kommunen eller Samrådet for

udviklingshæmmede lovovertrædere).

Anklagemyndigheden orienterer ligeledes de relevante myndigheder, hvis der sker ombeskikkelse af

bistandsværgen. Oplysninger om beskikkede bistandsværger registreres i politiets sagsstyringssystem

(POLSAS). Relevante offentlige myndigheder, herunder hospitaler, der skal bruge kontaktoplysninger

på en konkret bistandsværge, vil ved kontakt til politiets servicecentre kunne få oplysninger herom.

3.6. Tilsyn af Kriminalforsorgen

I tilfælde, hvor der er spørgsmål om påstand om en foranstaltning, der indebærer tilsyn af

Kriminalforsorgen kombineret med psykiatrisk behandling, skal Kriminalforsorgen inden

domsafsigelsen have adgang til at vurdere, om man kan påtage sig tilsynet og om eventuelle nærmere

vilkår.

Det drejer sig om sager, hvor der nedlægges påstand om:

dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med

afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe

bestemmelse om genindlæggelse (type B.2.), jf.

pkt. 5.1.2.

dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen (type

C.2.), jf.

pkt. 5.1.3.

dom til ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af

Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe

bestemmelse om indlæggelse (type C.4), jf.

pkt. 5.1.3.

Hvis der er påstand om, at en foranstaltning ændres sådan, at den nye foranstaltning indeholder tilsyn

af Kriminalforsorgen (eksempelvis hvor en type A.1. foranstaltning ændres til en behandlingsdom med

tilsyn af Kriminalforsorgen), skal Kriminalforsorgen have adgang til at vurdere, om Kriminalforsorgen

kan påtage sig tilsynet og om eventuelle yderligere vilkår, inden sagen afgøres i retten.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

3.7. Tværfaglige samråd

I en række regioner og kommuner er der oprettet tværfaglige samråd for sigtede og domfældte psykisk

udviklingshæmmede. Anklagemyndigheden kan således inden hovedforhandlingen indhente en

udtalelse fra de tværfaglige samråd om den praktiske mulighed for fuldbyrdelse af domme vedrørende

psykisk udviklingshæmmede, herunder om anbringelses- og sikkerhedsmæssige spørgsmål.

3.8. Nævningesag eller domsmandssag?

Sager, hvor der nedlægges påstand om foranstaltninger efter straffelovens kapitel 9 behandles i

strafferetsplejens former, jf. retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 3. Tiltale rejses ved anklageskrift, jf.

retsplejelovens § 834. I øvrigt gælder følgende regler:

3.8.1. Nævningesag i 1. instans

Sager, hvor der bliver spørgsmål om dom til anbringelse i institution i medfør af straffelovens § 68

eller dom til forvaring i medfør af straffelovens § 70, behandles som nævningesager i 1. instans, jf.

retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2.

Det skal fremgå af anklageskriftet, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om dom til anbringelse

i institution efter straffelovens § 68 eller om forvaring efter straffelovens § 70.

Kravet om behandling ved nævningeting gælder således ikke i de tilfælde, hvor den dømte kan

udskrives uden retskendelse (jf. påstandene nævnt under type B og C i

pkt. 5.1.

om foranstaltninger

over for personer, der er sindssyge, og type IV og V i

pkt. 5.2.

om foranstaltninger over for mentalt

retarderede.)

Nævningebehandling skal heller ikke anvendes, hvis tiltalte har besluttet, at sagen skal behandles

under medvirken af domsmænd, jf. retsplejelovens § 687 og

pkt. 3.7.3.

om domsmandssag efter

tiltaltes beslutning.

Nævninger medvirker ikke i straffesager vedrørende overtrædelse af straffelovens §§ 172, 173, 191,

286, 289 eller 290, medmindre sagen omfatter andre lovovertrædelser, der efter § 686, stk. 4, skal

pådømmes under medvirken af nævninger, jf. retsplejelovens § 686, stk. 5, nr. 1.

Det er derfor Rigsadvokatens opfattelse, at nævninger som udgangspunkt ikke skal medvirke i sager

om overtrædelse af de ovenfor nævnte bestemmelser, selv om der er spørgsmål om anbringelse eller

forvaring.

Der kan dog blive tale om nævningesagsbehandling efter reglen i § 686, stk. 5, nr. 1, 2. led. Af denne

bestemmelse følger, at nævninger skal medvirke, hvis sagen omfatter andre lovovertrædelser, der efter

stk. 4 skal behandles under medvirken af nævninger.

Der kan således i sager om f.eks. overtrædelse af straffelovens § 191 – uanset om påstanden er en

fængselsstraf, anbringelse eller forvaring – foreligge en sådan kombination med andre

lovovertrædelser, at disse andre overtrædelser fører til, at sagen efter bestemmelsen i § 686, stk. 4, skal

behandles under medvirken af nævninger.

I TfK 2009.675Ø, hvor der var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 191 med påstand om

anbringelse i psykiatrisk afdeling, tiltrådte landsretten byrettens afgørelse om, at sagen fortsat skulle

behandles som en domsmandssag.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

3.8.2. Domsmandssag efter tiltaltes beslutning

En tiltalt kan beslutte, at en straffesag, der ellers skulle behandles under medvirken af nævninger efter

§ 686, stk. 4, nr. 2, i stedet skal behandles under medvirken af domsmænd, jf. retsplejelovens § 687,

stk. 1.

Tiltaltes beslutning skal træffes i et retsmøde eller meddeles retten skriftligt, efter at tiltalte har haft

lejlighed til at drøfte spørgsmålet med sin forsvarer, jf. nærmere § 687, stk. 2. Tiltaltes beslutning skal

tillige foreligge i relation til et eventuelt tillægsanklageskrift.

Tiltalte kan ikke tilbagekalde et afkald på nævningesagsbehandling, når afkaldet er meddelt retten.

Afkaldet har også virkning for straffesagens behandling under anken, jf. § 687, stk. 3.

For sager med flere tiltalte gælder særlige regler, jf. § 687, stk. 4.

3.8.3. Domsmandssager efter retsplejelovens § 686, stk. 2

Domsmænd skal medvirke i sager, hvori der opstår spørgsmål om anvendelse af foranstaltninger efter

straffelovens §§ 68, 70 eller 73, jf. retsplejelovens § 686, stk. 2, hvis sagen ikke skal behandles som en

nævningesag, jf.

pkt. 3.7.1.

om nævningesag i 1. instans.

Også under en eventuel ankesag medvirker domsmænd, jf. retsplejelovens § 689, stk. 3, nr. 2.

3.9. Tiltaltes tilstedeværelse under sagen

Reglerne i retsplejelovens § 853 og § 855 om tiltaltes tilstedeværelse og undtagelserne herfra gælder

også for sager, hvor der nedlægges påstand om foranstaltninger. Det betyder, at tiltalte fysisk skal være

til stede under hovedforhandlingen, medmindre betingelserne i retsplejelovens § 855 for at fremme

hovedforhandlingen uden tiltaltes tilstedeværelse er opfyldt.

Højesteret har i kendelsen U 2001.611H udtalt, at hovedforhandlingen i en sag, hvor der var nedlagt

påstand om anbringelse i sikringsafdelingen, under de ganske særlige omstændigheder, som forelå

under sagen, kunne fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse i nævningetinget.

Vedrørende domfældtes tilstedeværelse under en sag om opretholdelse eller ophævelse af en idømt

foranstaltning henvises til

pkt. 7.2.8.1.

4. Jura

4.1. Straffelovens § 16

Efter straffelovens § 16, stk. 1, er personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige på grund af

sindssygdom eller lignende tilstand, straffri. Tilsvarende gælder for personer, der er mentalt retarderet

i højere grad.

Herudover er personer, der på gerningstidspunktet var mentalt retarderede i lettere grad, straffri,

medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der

befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Vejledning om den retlige placering og diagnosticering af personer med mental retardering kan bl.a.

findes i

Retslægerådets årsberetninger

fra 2010 (side 81 ff.), 2015 (side 73 ff.) og 2018 (side 15 ff.).

Vurderingen af, om en person er sindssyg mv., er en lægelig vurdering. Se punkt 3.1 om indhentelse af

mentalundersøgelse.

Når det ud fra en lægelig vurdering må antages, at tiltalte var sindssyg på gerningstidspunktet eller

befandt sig i en tilstand, der må ligestilles hermed, skal anklagemyndigheden foretage en juridisk

vurdering af, om tiltalte var

utilregnelig

på baggrund heraf. Hvis tiltalte - på trods af sindssygdom mv.

- har været tilregnelig på gerningstidspunktet, kan retten idømme almindelig straf.

Ifølge retspraksis anses tiltalte i langt hovedparten af sagerne for at være utilregnelig på grund af

sindssygdom mv. og dermed straffri.

Der er dog eksempler i retspraksis på, at retten har vurderet, at tiltalte, som er fundet sindssyge mv.,

har været tilregnelige på gerningstidspunktet og dermed har kunnet idømmes en frihedsstraf. Der

henvises i den forbindelse til afgørelserne gengivet i TfK 2008.265 V og TfK 2010.194 Ø om

narkotikakriminalitet og afgørelsen gengivet i U 2016.328 Ø, der vedrører overtrædelse af

færdselsloven.

I TfK 2008.265 blev tiltalte (T2) fundet skyldig i narkotikakriminalitet. Det blev lagt til grund, at han

var sindssyg, og at han også havde været sindssyg på gerningstidspunktet. Landsretten anførte, at dette

ikke automatisk bevirker straffrihed efter

straffelovens § 16, stk. 1,

idet dette tillige krævede, at han på

gerningstiden havde været utilregnelig på grund af sindssygdommen. Ved afgørelsen af, om tiltalte på

gerningstiden havde været tilregnelig eller utilregnelig, lagde landsretten bl.a. vægt på indholdet af

mange telefonsamtaler, der var ført mellem tiltalte og en medtiltalt. Disse telefonsamtaler vidnede i høj

grad om en person, der havde besiddet evnen til at handle fornuftsmæssigt - i det omfang dette begreb

kunne benyttes ved ulovlig handel med narkotiske stoffer. Tiltalte fremstod således efter de førte

telefonsamtaler som en person, der i høj grad havde været bevidst om pris, kvalitet, risikovurderinger

mv. Dette indtryk var også bestyrket ved hans optræden under hovedforhandlingen i landsretten i

forbindelse med tolkens oversættelse. Landsretten fandt på den baggrund, at der ikke forelå

holdepunkter for at antage, at der havde været en sådan forbindelse mellem tiltaltes sindssygdom og

den begåede kriminalitet, at han kunne anses for utilregnelig. Han var derfor ikke straffri i medfør af

straffelovens § 16, stk. 1.

Han blev herefter straffet med fængsel i 3 år.

I TfK 2010.194/2 blev den ene tiltalte (T2) fundet skyldig i bl.a. overtrædelse af

narkotikalovgivningen. Han var i 2007 blevet dømt til psykiatrisk behandling for overtrædelse af

straffelovens § 191

og var sindssyg på gerningstidspunkterne. Landsretten fandt imidlertid, at der ikke

var en sådan forbindelse mellem T2's sindssygdom og den begåede kriminalitet, at han var

utilregnelig, og han var derfor ikke straffri. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, hvorved

T2 var straffet med 7 års fængsel.

I U 2016.328Ø havde tiltalte gjort sig skyldig navnlig i flere overtrædelser af

færdselsloven.

Ifølge en

retspsykiatrisk erklæring var tiltalte på gerningstidspunktet sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der

må ligestilles hermed. Ved vurderingen af, om tiltalte af denne grund måtte anses for at have været

utilregnelig, lagde landsretten blandt andet vægt på indholdet af tiltaltes udtalelser om den aktuelle

kriminalitet, således som disse var gengivet i den retspsykiatriske erklæring. På denne baggrund fandt

landsretten, at der ikke forelå holdepunkter for at antage, at der havde været en sådan forbindelse med

tiltaltes sindssygdom og den begåede kriminalitet, at han kunne anses for at have været utilregnelig.

Han var derfor ikke straffri efter

straffelovens § 16, stk. 1.

Tiltalte idømtes 40 dages betinget fængsel

og en bøde.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Det er i øvrigt på samme måde som i andre straffesager en betingelse for at idømme en person, der er

omfattet af straffelovens § 16, en foranstaltning efter straffelovens § 68, at den pågældende har haft

tilregnelse (forsæt eller uagtsomhed) til at begå det strafbare forhold.

Vurderingen af, om en person, der er sindssyg, har haft forsæt eller har handlet uagtsomt, skal i

princippet foretages på samme måde, som hvis den pågældende ikke havde været sindssyg. Det

fremgår direkte af retsplejelovens § 891, stk. 2, at der ved afgørelsen af skyldsspørgsmålet (i

nævningesager) skal ses bort fra, om tiltalte på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand som nævnt

i straffelovens § 16. I forbindelse med afgørelsen af sanktionsspørgsmålet afgøres det, om pågældende

på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af sindssygdom mv., og om der på den baggrund skal

idømmes en foranstaltning i medfør af straffelovens § 68.

4.2. Straffelovens § 69

Straffelovens § 69 omfatter personer, der ved den strafbare handlings foretagelse befandt sig i en

tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske

funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed.

Bestemmelsen omfatter bl.a. sinker og andre svagt begavede personer, udtalt personlighedsforstyrrede

personer, personer med følgevirkninger af alkohol- eller stofmisbrug, personer med lettere demens og

undertiden unge lovovertrædere. Også personer med visse seksuelle abnormiteter kan være omfattet af

bestemmelsen. Se mere under pkt. 5.3.

4.3. Foranstaltninger efter straffelovens § 68

Foranstaltninger efter straffelovens § 68 kan anvendes, hvis det findes formålstjenligt for at forebygge

yderligere lovovertrædelser. Foranstaltningen fastsættes ved dom og kan bestå i mindre indgribende

foranstaltninger, i anbringelse i psykiatrisk afdeling eller institution for personer med vidtgående

psykiske handicap eller i en afgørelse, der giver mulighed for administrativt, dvs. uden yderligere

medvirken af en domstol, at træffe bestemmelse om indlæggelse/anbringelse, ligesom udskrivning kan

ske administrativt.

Opregningen i § 68 er ikke udtømmende, og en foranstaltning kan tilpasses lovovertræderens

individuelle behov.

Det er anklagemyndighedens opgave at nedlægge påstand om den foranstaltning, der efter

anklagemyndighedens opfattelse er mest formålstjenlig for at forebygge lovovertrædelser.

Over for tiltalte, der frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16, kan der ifølge straffelovens § 68

bl.a. træffes bestemmelse om anbringelse på psykiatrisk afdeling, i egnet hjem eller institution til

særlig pleje eller forsorg, eller om afvænning, psykiatrisk behandling mv.

Endvidere kan foranstaltninger efter § 68, 2. pkt., anvendes over for tiltalte, der ved den strafbare

handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse

eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed. Dette

fremgår af § 69.

Endelig kan foranstaltninger efter § 68 eller § 69 anvendes over for tiltalte, der efter den strafbare

handling, men før dom er afsagt, er kommet i en ikke blot forbigående tilstand af den i § 16 eller § 69

nævnte art, hvis det findes formålstjenligt, eller indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes. Dette fremgår

af § 73.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

”Institution” i straffelovens § 68 a og § 69 a omfatter psykiatrisk afdeling, institution for personer med

vidtgående psykiske handicap og andre institutions- eller institutionslignende forhold, f.eks.

anbringelse i familiepleje eller på psykiatrisk plejehjem, jf.

betænkning nr. 1372/1999,

afsnit 4.2.1.2.

4.4. Længstetid

Efter straffelovens § 68 a og 69 a skal der i en række tilfælde fastsættes en længstetid for

foranstaltningen efter § 68 og § 69.

For personer, der er omfattet af § 69, skal der tillige fastsættes en længstetid for ophold i institution,

hvis foranstaltningen giver mulighed herfor, jf. § 69 a. Institution omfatter f.eks. psykiatrisk afdeling

og institution for personer med vidtgående psykisk handicap, jf.

betænkning nr. 1372/1999,

afsnit

4.2.1.2.

I forbindelse med en påstand om en foranstaltningsdom skal der således også nedlægges påstand om,

hvorvidt der skal fastsættes en længstetid for foranstaltningen og i givet fald om varigheden af

længstetiden. Denne påstand skal angives i anklageskriftet.

I de følgende afsnit omtales valget af længstetider i forbindelse med dommen nærmere, ligesom der

redegøres for de regler, der gælder om længstetider ved ændring af foranstaltninger efter straffelovens

§ 72.

4.4.1. Længstetid for foranstaltninger, der medfører, at

den dømte efter straffelovens § 68 eller § 72, jf. § 68 skal

eller kan anbringes i institution

Hvis en foranstaltning efter § 68 eller § 72, jf. § 68, medfører, at den dømte skal anbringes i institution,

eller giver mulighed herfor, skal der fastsættes en længstetid på 5 år for denne foranstaltning, jf. § 68 a,

stk. 1.

Bestemmelsen i § 68 a, stk. 1, indebærer, at der ved denne type foranstaltninger i alle tilfælde skal

fastsættes en længstetid på 5 år, medmindre der er tale om personfarlig kriminalitet som nævnt i § 68

a, stk. 2, jf.

pkt. 4.4.3.

om længstetid for foranstaltninger vedrørende personfarlig kriminalitet.

Foranstaltningens længstetid omfatter både varigheden af selve foranstaltningen og varigheden af

institutionsophold, som foranstaltningen medfører eller kan medføre. Længstetiden på 5 år omfatter

også foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, og som medfører en lempelse af den hidtidige

foranstaltning.

Længstetiden udelukker ikke, at der inden udløbet af denne i medfør af straffelovens § 72 træffes

afgørelse om ændring eller ophævelse af foranstaltningen, f.eks. hvis den dømtes forhold i

foranstaltningstiden ændrer sig.

Bestemmelsen i § 68 a, stk. 1, 3. pkt., åbner mulighed for, at retten efter anmodning fra

anklagemyndigheden ved kendelse kan fastsætte en ny længstetid på 2 år.

Forlængelse kan ske med 2 år ad gangen, dvs. også i tilfælde, hvor længstetiden tidligere har været

forlænget med 2 år. Forlængelse kan imidlertid kun ske under særlige omstændigheder, f.eks. hvis den

dømtes tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende frembyder fare for andre,

eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn. Der kan i den forbindelse

henvises til

betænkning nr. 1372/1999,

afsnit

4.2.1.2.

4.4.2. Længstetid for foranstaltninger, der medfører, at

den dømte efter straffelovens § 69 skal eller kan

anbringes i institution

Hvis en foranstaltning efter § 69 medfører, at den dømte anbringes i institution, eller hvis

foranstaltningen giver mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år for denne foranstaltning og en

længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år, jf. § 69 a, stk. 1.

Normalt fastsættes en længstetid for ophold i institution på et år, men ved alvorlig kriminalitet, hvor

der er påstand om anbringelse, kan længstetiden efter anklagemyndighedens påstand fastsættes til

længere tid end et år.

Som eksempler på domme, hvor længstetiden for opholdet er fastsat til længere end et år, kan nævnes:

I Vestre Landsrets dom af 11. oktober 2012 (AM2012.10.11V2) blev den ene tiltalte (A) blandt andet

fundet skyldig i drab og vold efter straffelovens § 245, stk. 1. Tiltalte A blev fundet omfattet af

straffelovens § 69, idet han ved de strafbare handlingers foretagelse var i en tilstand, der var betinget

af forstyrrelse af de psykiske funktioner. I medfør af straffelovens § 69, jf. § 68, 2. punktum blev han

dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling uden længstetid for foranstaltningen. Længstetiden for

opholdet blev under hensyntagen til sagens meget alvorlige karakter fastsat til 5 år, jf. straffelovens §

69 a, stk. 2, jf. stk. 1, 1. punktum.

I Retten i Århus dom af 4. december 2014

(AM2013.12.04B)

blev tiltalte fundet skyldig i forsøg på

voldtægt af sin moder. Tiltalte blev fundet omfattet af straffelovens § 69, idet han ved de strafbare

handlingers foretagelse var i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller

forstyrrelse af de psykiske funktioner. Han blev idømt anbringelse i psykiatrisk afdeling uden

længstetid for foranstaltningen, jf. straffelovens § 69 a, stk. 2. Under hensyntagen til sagens meget

alvorlige karakter blev længstetiden for opholdet fastsat til 3 år, jf. straffelovens § 69 a, stk. 2, jf. stk.

1, 1. punktum.

Ved denne type foranstaltninger skal der således i alle tilfælde fastsættes en længstetid på 5 år,

medmindre der er tale om personfarlig kriminalitet som nævnt i § 69 a, stk. 2, jf.

pkt. 4.4.3.

længstetid for foranstaltninger vedrørende personfarlig kriminalitet. Længstetiden på 5 år omfatter

også foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, og som medfører en lempelse af den hidtidige

foranstaltning.

Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse

fastsætte en ny længstetid på 2 år for foranstaltningen eller en ny længstetid for opholdet. Nye

længstetider kan fastsættes af samme grunde som nævnt i

pkt. 4.4.1.

om længstetid for

foranstaltninger, der medfører, at den dømte efter straffelovens § 68 eller § 72, jf. § 68 skal eller kan

anbringes i institution.

Alle indlæggelser medregnes ved beregningen af længstetiden for opholdet. Dette betyder, at ikke kun

indlæggelser i henhold til dommen medregnes, men også frivillige indlæggelser og tvangsindlæggelser

på psykiatrisk afdeling, jf.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 10. juni 1988

til overlæger på

psykiatriske sygehuse og sygehusafdelinger om beregningen af længstetid for ophold på psykiatrisk

sygehusafdeling i henhold til straffelovens § 69.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Det fremgår af den nævnte cirkulæreskrivelse, at ophold i daghospital ikke betragtes som en

indlæggelse, der skal medregnes.

Det følger ligeledes af den nævnte cirkulæreskrivelse, at Justitsministeriet har anmodet overlægerne på

psykiatriske sygehuse og sygehusafdelinger om at indberette enhver indlæggelse inden for den af

retten fastsatte længstetid til statsadvokaten med henblik på dennes varetagelse af kontrol med

foranstaltningens varighed. I de tilfælde, hvor der skønnes at være behov for forlængelse af

længstetiden, påhviler det ligeledes overlægerne at indberette dette til statsadvokaten, så vidt muligt i

god tid før udløbet af den fastsatte længstetid.

Når længstetiden for ophold i institutionen efter § 69 a, stk. 1, er udløbet, kan indlæggelser i henhold

til dommen ikke fortsætte eller iværksættes, jf. også

pkt. 7.2.

om statsadvokatens kontrol med

foranstaltninger efter straffelovens §§ 68-69.

Kontrollen med længstetid for ophold i institutionen er beskrevet i

pkt. 7.2.

om statsadvokatens kontrol

med foranstaltninger efter straffelovens §§ 68-69.

4.4.3. Længstetid for foranstaltninger vedrørende

personfarlig kriminalitet

Ved foranstaltninger, der medfører institutionsanbringelse eller giver mulighed herfor, fastsættes der i

almindelighed ingen længstetid, jf. § 68 a, stk. 2, 1. pkt., og § 69 a, stk. 2, 1. pkt., hvis den dømte

findes skyldig i

drab

røveri

frihedsberøvelse

alvorlig voldsforbrydelse

trusler af den i § 266 nævnte art

brandstiftelse

voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse

eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser.

Bestemmelsen i § 68 a, stk. 2, indeholder en udtømmende opregning af de gerningstyper, som kan føre

til, at der fastsættes en tidsubestemt foranstaltning, der medfører, at den dømte skal anbringes i

institution, eller som giver mulighed herfor. Herved udelukkes det, at der kan anvendes tidsubestemte

foranstaltninger af denne type i anledning af berigelseskriminalitet, der ikke er forbundet med vold

eller trussel om vold. Spørgsmålet om, hvorvidt en forbrydelse i øvrigt er omfattet af bestemmelsen,

f.eks. har karakter af en alvorlig voldsforbrydelse, afhænger af en konkret vurdering af forbrydelsens

beskaffenhed og de omstændigheder, hvorunder den er begået, jf.

betænkning nr. 1372/1999,

afsnit

4.2.1.2.

I U 2001.2391V fandt landsretten, at der forelå en ”alvorlig voldsforbrydelse” i en sag, hvor

domfældte blev fundet skyldig i forsøg på vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved flere gange at have

stukket ud mod forurettedes hals med en kniv.

I TfK 2001.697Ø fandt landsretten ikke, at der forelå en ”alvorlig sædelighedsforbrydelse” i en sag om

blufærdighedskrænkelse og forsøg på overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 222. Domfældte havde

kysset og befølt en 12-14 årig pige, lagt sig ovenpå hende og befølt pigen omkring kønsdelen.

I U 2008.1959H hvor den tiltalte var dømt for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, og trusler

efter § 266, tilkendegav Højesteret, at overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, ikke kan anses for en

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

voldsforbrydelse som nævnt i § 68 a, stk. 2. Under hensyn til karakteren af trusselsforholdene og til

sammenhængen mellem disse forhold og overtrædelsen af straffelovens § 252, stk. 1, tiltrådte

Højesteret dog, at der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der ved domfældelse for

trusler efter straffelovens § 266 ikke skulle fastsættes en længstetid for foranstaltningen, jf. § 68 a, stk.

I U 2017.397 blev tiltalte fundet skyldig i fire tilfælde af blufærdighedskrænkelse over for en dreng,

der var henholdsvis 14 og 15 år på gerningstidspunkterne. Blufærdighedskrænkelsen bestod i, at

tiltalte befølte drengens skridt uden på underbukserne og forsøgte at tage drengens underbukser af,

ligesom tiltalte gnubbede sin nøgne krop og sit erigerede lem op ad drengen, indtil tiltalte fik

udløsning. Tiltalte blev idømt behandling på psykiatrisk afdeling, jf.

straffelovens § 68.

Byretten

fastsatte ingen længstetid for foranstaltningen, jf. § 68 a, stk. 2, 1. pkt. Landsretten var enig med

byretten i, at der var tale om en groft krænkende forbrydelse begået over flere omgange mod en meget

ung og yderst sårbar dreng. Uanset forbrydelsens grovhed fandt landsretten, at der ikke forelå en så

alvorlig sædelighedsforbrydelse, at der ikke skulle fastsættes længstetid for foranstaltningen, jf.

straffelovens § 68 a, stk. 2.

Bestemmelsen i § 68 a, stk. 2, udelukker ikke, at der f.eks. ved trusler af den i § 266 nævnte art i med-

før af § 68 a, stk. 1, 1. pkt., fastsættes en længstetid på 5 år, hvis det efter en konkret vurdering findes

tilstrækkeligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. § 68, 1. pkt. Indtræder der under

foranstaltningstiden sådanne ændringer i den dømtes forhold, at retten, hvis disse forhold havde

foreligget ved sagens pådømmelse, efter bestemmelsen i § 68 a, stk. 2, 1. pkt., havde fastsat

foranstaltningen på ubestemt tid, må der efter omstændighederne ved kendelse fastsættes en ny

længstetid i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt., jf.

betænkning nr.

1372/1999,

afsnit

4.2.1.2.

I TfK 2001.508Ø blev der ikke fastsat en længstetid i en sag, hvor domfældte blev fundet skyldig i

brandstiftelse på et asylcenter og et hospital og vold mod en politiassistent. Landsretten henviste til

beskaffenheden af de lokaliteter, hvor ildspåsættelserne fandt sted, og oplysningerne om tiltaltes

psykiske tilstand.

I U 2005.3452H, hvor den tiltalte blev fundet skyldig i bl.a. røveri og trusler og dømt til anbringelse i

institution for personer med vidtgående psykiske handicap med mulighed for overførsel til en sikret

afdeling, fandt Højesteret ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i straffelovens § 68 a, stk. 2,

hvorefter der i almindelighed ikke fastsættes nogen længstetid, hvis den dømte er fundet skyldig i bl.a.

røveri og trusler.

Hvis domfældte er omfattet af personkredsen i § 69, skal der dog ifølge forarbejderne til § 69 a, stk. 1,

fastsættes en længstetid for ophold på institution, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år, selvom

der ikke fastsættes længstetid for selve foranstaltningen. Se i øvrigt

pkt. 4.4.2.

om længstetid for

foranstaltninger, der medfører, at den dømte efter straffelovens § 69 skal eller kan anbringes i

institution.

Højesteret har i U 2019.4077 fastslået, at der ikke ved en efterfølgende prøvelse er adgang til at

tidsbegrænse en foranstaltning uden længstetid. Højesteret skulle under sagen tage stilling til, om en

foranstaltning uden længstetid kunne ændres således, at foranstaltningen blev gjort tidsbegrænset og

udløb på en af retten fastsat dato. Pågældende (A) var i 2013 i medfør af straffelovens § 68 dømt til at

undergive sig tilsyn af kommunen således, at han skulle efterkomme tilsynsmyndighedens

bestemmelser om ophold og behandling og således, at tilsynsmyndigheden kunne træffe bestemmelse

om anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. A blev endvidere dømt til

at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling efter tilsynsmyndighedens

bestemmelse. Under hensyn til arten af den pådømte kriminalitet blev der ikke fastsat en længstetid for

foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2. Højesteret fastslog, at der hverken efter straffelovens §

68 a eller § 72 er adgang til ved en senere prøvelse af foranstaltningen at ændre den oprindelige

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

bestemmelse om, at foranstaltningen skal være uden tidsbegrænsning, således at foranstaltningen

tidsbegrænses, og der fastsættes en udløbsdato for foranstaltningen. Landsretten var nået til samme

resultat.

4.4.4. Længstetid ved foranstaltninger efter straffelovens

§ 68, der ikke medfører eller kan medføre anbringelse i

institution

Bestemmelsen i § 68 a, stk. 3, regulerer de foranstaltninger, der ikke omfattes af § 68 a, stk. 1, dvs.

foranstaltninger, der ikke medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, og som ikke er fastsat

som led i en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der medfører institutionsanbringelse

eller mulighed herfor.

For sådanne foranstaltninger gælder, at der ved afgørelsen skal fastsættes en længstetid for

foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges påstand om

en længstetid på mindre end 3 år, må afgøres ud fra en konkret vurdering af omstændighederne i den

enkelte sag.

Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse

forlænge længstetiden, men den samlede længstetid kan ikke overstige 5 år.

4.4.5. Længstetid ved foranstaltninger efter straffelovens

§ 69, der ikke medfører eller kan medføre anbringelse i

institution

Bestemmelsen i § 69 a, stk. 3, regulerer de foranstaltninger, der ikke omfattes af § 69 a, stk. 1, dvs.

foranstaltninger, der ikke medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, og som ikke er fastsat

som led i en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der medfører institutionsanbringelse

eller mulighed herfor. Der kan f.eks. være tale om foranstaltninger, der alene indebærer tilsyn eller

pligt til at følge et ambulant psykiatrisk behandlingsforløb.

For sådanne foranstaltninger gælder, at der ved afgørelsen skal fastsættes en længstetid for

foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges påstand om

en længstetid på mindre end 3 år, må afgøres ud fra en konkret vurdering af omstændighederne i den

enkelte sag.

Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse

forlænge længstetiden, men den samlede længstetid kan ikke overstige 5 år.

4.4.6. Længstetid ved lempelse eller skærpelse af

foranstaltninger efter straffelovens § 72

Lempelse af den hidtidige foranstaltning

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Længstetiden gælder også for foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som

medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning, jf. § 68 a, stk. 1, 2. pkt., og § 69 a, stk. 1, 2. pkt.

En længstetid på 5 år omfatter således også en lempelse af foranstaltningen, som fastsættes senere.

”Lempelse” i straffelovens § 68 a, stk. 1, og § 69 a, stk. 1, omfatter f.eks. en situation, hvor en hidtidig

foranstaltning, der har medført institutionsanbringelse, ændres til en foranstaltning, der alene giver

mulighed for institutionsanbringelse eller alene indebærer tilsyn uden mulighed for

institutionsanbringelse. For så vidt angår en hidtidig foranstaltning, der har givet mulighed for

institutionsanbringelse, vil det være en lempelse, hvis denne foranstaltning ændres til en

foranstaltning, der ikke giver mulighed for institutionsanbringelse, men f.eks. alene indebærer tilsyn,

jf.

betænkning nr. 1372/1999,

afsnit 4.2.1.2.

Længstetider ved lempelse af tidsubestemte foranstaltninger fastsat efter § 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk.

2, er ikke nærmere omtalt i forarbejderne. I disse tilfælde påhviler det anklagemyndigheden at

indbringe spørgsmålet om ændring eller ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter afgørelsen,

medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de seneste 2 år. Herefter gælder en pligt

til at forelægge spørgsmålet for retten mindst hvert andet år.

Skærpelse af den hidtidige foranstaltning

Det er også efter straffelovens § 72 muligt at skærpe den foranstaltning, som den domfældte er idømt.

Det er således f.eks. muligt at ændre (skærpe) en foranstaltning omfattet af straffelovens § 68 a, stk. 3,

til en foranstaltning omfattet af straffelovens § 68 a, stk. 1, eller efter omstændighederne efter stk. 2,

f.eks. i tilfælde, hvor det på grund af en indtrådt forværring i den dømtes tilstand i foranstaltningstiden

må anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Ændres en hidtidig foranstaltning, der har givet mulighed for institutionsanbringelse, senere til en

foranstaltning, der medfører institutionsanbringelse, indebærer ændringen en skærpelse i forhold til

den dømte, idet foranstaltningen medfører, at den dømte permanent skal opholde sig på institutionen.

Hvis den hidtidige foranstaltning har en længstetid, skal der fastsættes en ny længstetid på 5 år efter §

68 a, stk. 1, 1. pkt.

Det samme gælder, hvis en foranstaltning, der oprindeligt har medført institutionsanbringelse og

senere er ændret til tilsyn uden mulighed for institutionsanbringelse, på ny ændres til en foranstaltning,

der medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor.

Længstetiden regnes fra ændringstidspunktet.

Der kan henvises til

betænkning nr. 1372/1999,

afsnit 4.2.1.2.

Spørgsmålet om skærpelse af foranstaltninger efter § 69 a er ikke nærmere omtalt i forarbejderne til

lov nr. 438 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven (L

144 af 8. december 1999).

Længstetider ved skærpelse af tidsubestemte foranstaltninger fastsat efter § 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk.

2, er ikke nærmere omtalt i forarbejderne. Også i disse tilfælde påhviler det anklagemyndigheden at

indbringe spørgsmålet om ændring eller ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter afgørelsen,

medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de seneste 2 år. Herefter gælder en pligt

til at forelægge spørgsmålet for retten mindst hvert andet år.

4.4.7. Beregning af længstetid for et ophold, jf. § 69 a, stk.

1, 1. pkt.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Hvilke ophold, der skal indgå i beregningen af længstetiden for et ophold fastsat i henhold til

straffelovens § 69 a, stk. 1, 1. pkt., har i praksis givet anledning til tvivl. Problemet opstår i sager, hvor

den pågældende, der er omfattet af personkredsen i straffelovens § 69, er dømt til behandling på

psykiatrisk afdeling, således at overlægen – eventuelt sammen med Kriminalforsorgen – kan træffe

bestemmelse om genindlæggelse.

Det er Rigsadvokatens opfattelse, at der i sager, hvor der i medfør af straffelovens § 69 a er fastsat en

længstetid for opholdet, som altovervejende udgangspunkt ved beregningen af længstetiden for dette

ophold alene skal medtages ophold på psykiatrisk afdeling, herunder både tvangsmæssige og frivillige

ophold.

Det kan dog ikke udelukkes, at der efter en konkret vurdering kan være andre ophold, der skal

medtages ved beregningen af længstetiden for opholdet.

Dette kan efter Rigsadvokatens opfattelse i givet fald særligt blive aktuelt, hvis det pågældende

sted/institution tilbyder en psykiatrisk behandling af tilsvarende karakter som den behandling, der

tilbydes på en psykiatrisk afdeling, dvs. en lægelig behandling.

Vestre Landsret har i U 2008.1071V truffet afgørelse om, at et ophold på et særligt botilbud for voksne

sindslidende ikke skulle medregnes ved beregningen af længstetiden for ophold i henhold til en

behandlingsdom. Samme resultat nåede Vestre Landsret frem til i AM2008.05.20V. Der var her tale

om et bosted, hvor der ikke foregik lægelig behandling. Domfældtes ophold i boenheden var en

videreførelse af en allerede lægelig og institueret behandling.

På baggrund af de to kendelser fra Vestre Landsret må det lægges til grund, at ikke alle

institutionsophold uden videre skal medtages i beregningen af længstetiden af et ophold, jf. § 69 a, stk.

1, 1. pkt.

Landsretten foretog i de to sager en konkret vurdering af, hvorvidt de domfældte havde været anbragt

på psykiatrisk afdeling eller i en institution, der kunne betragtes som en psykiatrisk afdeling, idet alene

sådanne anbringelser skulle medtages i beregningen af længstetiden for opholdet.

I Vestre Landsrets kendelse af 9. januar 2020 (AM2020.01.09V) afgjorde landsretten, at et ophold på

et bosted, hvor der ikke foregik lægelig behandling, ikke udgør et ”ophold i institution”, som var

omfattet af tidligere idømt dom. Tiltalte var i november 2013 idømt behandling på psykiatrisk afdeling

med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at

Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse, jf.

straffelovens § 68, 2. pkt., jf. § 69. Der blev ikke ved dommen fastsat en længstetid for

foranstaltningen, men der blev fastsat en længstetid for dømtes ophold i institution på 1 år. Dømte

opholdt sig på bostedet som følge af, at han havde fået et botilbud efter servicelovens § 108. Det

forhold, at dømte efter det oplyste ville blive indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvis han ikke

samtykkede i at tage ophold på bostedet, kunne ikke føre til et andet resultat.

Der henvises endvidere til

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 10. juni 1988

til overlæger på

psykiatriske sygehuse og sygehusafdelinger om beregningen af længstetid for ophold på psykiatrisk

sygehusafdeling i henhold til straffelovens § 69.

5. Straf og andre retsfølger

5.1. Påstand om foranstaltninger over for personer, der er

sindssyge eller i en tilstand sidestillet hermed

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Der fastsættes i dette afsnit retningslinjer med hensyn til udformningen af påstanden om de sædvanligt

forekommende foranstaltningstyper, der kan anvendes over for personer omfattet af straffelovens § 16,

stk. 1, 1. pkt., eller § 16, stk. 1, 3. pkt.

Foranstaltningstyperne kan inddeles i anbringelsesdom (type A.1. og A. 2), behandlingsdom (type B.1

og B.2.) og dom til ambulant behandling (type C.1., C.2., C.3. og C.4).

Anklagemyndigheden skal i sin påstand angive, hvorvidt og i givet fald hvilken længstetid der bør

fastsættes for foranstaltningen. Se herom

pkt. 4.2.

om længstetid.

Foranstaltningerne skal fuldbyrdes med bistand af det psykiatriske sygehusvæsen. Se herom

pkt. 6.1.

om fuldbyrdelse af foranstaltningsdomme.

5.1.1. Anbringelsesdom

Type A.1.

Påstand om dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling nedlægges, når tiltalte er sindssyg og frembyder

en sådan fare for sikkerheden, at tiltalte efter anklagemyndighedens opfattelse ikke bør kunne

udskrives uden ifølge retskendelse. Disse domfældte vil ikke kunne anbringes uden for psykiatrisk

afdeling eller udskrives efter vedkommende overlæges egen bestemmelse.

Der nedlægges enten påstand om, at der ikke skal fastsættes længstetid, eller om en længstetid på 5 år,

jf. straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, og

pkt. 4.2.

om længstetid.

Type A.2.

Påstand om dom til anbringelse på Sikringsafdelingen under Afdeling for Retspsykiatri, Region

Sjælland nedlægges, når tiltalte er sindssyg og fra lægelig side bedømmes som udtalt farlig og derfor

frembyder nærliggende risiko for personfarlige handlinger.

Der er tale om en særlig form for anbringelsesdom, hvor domfældte ikke vil kunne anbringes uden for

sikringsafdelingen. Påstanden forudsætter, at Justitsministeriet har skønnet, at den sigtede er egnet til

optagelse på sikringsafdelingen, jf.

Regulativ af 1. juni 1994 for sikringsafdelingen.

Sager, hvor der

skal nedlægges påstand om dom til anbringelse på sikringsafdelingen, skal statsadvokaten således

forelægge for Justitsministeriet gennem Rigsadvokaten.

Det må antages, at der i sager af denne art normalt ikke skal fastsættes en længstetid, jf. § straffelovens

68 a, stk. 2.

5.1.2. Behandlingsdom

Type B.1.

Påstand om dom til behandling på psykiatrisk afdeling eller under tilsyn heraf og således, at overlægen

kan træffe bestemmelse om genindlæggelse, vil være indiceret i tilfælde, hvor behandlingsmæssige

hensyn træder i forgrunden, og hvor hensynet til sikkerheden ikke er så påtrængende, at

domstolskontrol med udskrivning kan anses for påkrævet. En afgørelse af dette indhold forudsætter

som udgangspunkt, at behandlingen bliver indledt med indlæggelse i psykiatrisk afdeling. Domfældte

vil kunne udskrives til fortsat ambulant behandling og vil kunne genindlægges uden retskendelse, om

fornødent med bistand af politiet. Beslutningen om udskrivning og indlæggelse træffes således af

overlægen.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Der nedlægges enten påstand om, at der ikke skal fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5

år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, og

pkt. 4.2.

om længstetid.

Type B.2.

Det tilsyn, der kan føres af afdelingen ved udskrivelse under en foranstaltning af den karakter, der er

nævnt under B.1., vil ofte være utilstrækkeligt over for psykisk afvigende lovovertrædere. Hvis det på

forhånd er klart, at social støtte, f.eks. et tilsyn, der giver mulighed for at opsøge domfældte i tilfælde

af udeblivelse, er påkrævet, bør påstanden lyde på dom til behandling på psykiatrisk afdeling med

tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at

Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. Bortset herfra

har denne foranstaltning samme indhold som foranstaltningen under B.1.

Der nedlægges enten påstand om, at der ikke skal fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5

år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, og

pkt. 4.2.

om længstetid.

5.1.3. Dom til ambulant behandling

Hvis det skønnes, at der ikke er behov for indlæggelse, f.eks. hvis det af sagen fremgår, at tiltalte

allerede frivilligt indgår i et ambulant behandlingsforløb og dermed har vist sig velmotiveret for

ambulant behandling, kan der i stedet nedlægges påstand om dom til ambulant behandling, jf. nedenfor

under type C.1. og C.2. Det kan ofte vise sig påkrævet at indlægge den dømte uden at ændre

foranstaltningen. I disse tilfælde anvendes dom som anført nedenfor under type C.3. og C.4.

Type C.1.

Påstand om dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling nedlægges, når den fornødne

behandling ventes at kunne gennemføres ambulant, og hensynet til sikkerheden ikke gør en mere

indgribende foranstaltning påkrævet. En foranstaltning af dette indhold forpligter den dømte til at

møde til behandling og undergive sig tilsyn i det omfang, som fastsættes af overlægen.

Der nedlægges påstand om en længstetid, der ikke kan overstige 3 år, jf. § 68 a, stk. 3, og

pkt. 4.2.

længstetid. Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges påstand om en længstetid på mindre end 3 år,

afgøres efter en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.

Type C.2.

De samme grunde, som er nævnt ovenfor under påstand B.2., vil ofte gøre det påkrævet at kombinere

ambulant behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen. I så fald nedlægges påstand om dom til

ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen.

Der nedlægges påstand om en længstetid, der ikke kan overstige 3 år, jf. § 68 a, stk. 3, og

pkt. 4.2.

længstetid. Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges påstand om en længstetid på mindre end 3 år,

afgøres efter en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.

Type C.3.

Det kan være så tvivlsomt, om en ambulant behandling er gennemførlig, at der – navnlig når det drejer

sig om tilfælde, hvor det er vigtigt, at indlæggelse kan ske straks uden foranstaltningsændring – kan

være anledning til at foretrække en påstand om dom til ambulant psykiatrisk behandling ved

psykiatrisk afdeling, således at overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse i psykiatrisk

afdeling.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Der nedlægges påstand om, at der ikke skal fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5 år, jf.

§ 68 a, stk. 1 og 2, og

pkt. 4.2.

om længstetid.

Type C.4

Hvis der til den ambulante behandling er knyttet tilsyn af Kriminalforsorgen, bør påstanden, når der er

behov for umiddelbar indlæggelsesadgang, udformes som en påstand om dom til ambulant psykiatrisk

behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen

sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse.

Der nedlægges enten påstand om, at der ikke skal fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5

år, jf. § 68 a, stk. 1 og 2, og

pkt. 4.2.

om længstetid.

Afgørelser af indhold som i type C.3. og C.4 indebærer, at domfældte uden retskendelse og uden

tvangsindlæggelse i henhold til bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien kan

indlægges på psykiatrisk afdeling om fornødent med bistand af politiet.

5.2. Påstand om foranstaltninger over for mentalt

retarderede

Der fastsættes i dette afsnit retningslinjer med hensyn til udformningen af påstande om

foranstaltninger over for mentalt retarderede, jf. straffelovens § 16, stk. 1, 2. pkt., eller § 16, stk. 2.

Der er ved formuleringerne taget udgangspunkt i, at der ikke for tiden findes lukkede afdelinger for

personer med vidtgående psykiske handicap, men en sikret afdeling (Kofoedsminde). Se herom

pkt.

7.1.2.

om fuldbyrdelse af foranstaltninger over for mentalt retarderede.

Foranstaltningerne kan inddeles i typerne I-V.

Anklagemyndigheden skal i anklageskriftet angive, hvorvidt og i givet fald hvilken længstetid der bør

fastsættes for foranstaltningen, jf.

pkt. 4.2.

om længstetid.

Anklagemyndighedens Årsberetning 1990, side 112 ff., indeholder en redegørelse om foranstaltninger

over for denne gruppe kriminelle.

Yderligere oplysninger kan endvidere findes i pjecer tilgængelige på

Socialstyrelsens hjemmeside,

under udgivelser.

5.2.1. Dom til anbringelse i sikret afdeling (type I)

Påstand om dom til anbringelse i sikret afdeling for personer med vidtgående psykiske handicap er

beregnet på mentalt retarderede personer, der må anses som udtalt farlige og derfor frembyder

nærliggende risiko for personfarlige handlinger. Dommen indebærer, at den pågældende anbringes på

den sikrede afdeling på Kofoedsminde.

Det må antages, at der i sager af denne art normalt ikke skal fastsættes en længstetid, jf. straffelovens §

68 a, stk. 2.

5.2.2. Dom til anbringelse i institution med mulighed for

overførsel til sikret afdeling (type II)

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Påstand om dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, således at

domfældte efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling anvendes typisk over for

mentalt retarderede, der har begået personfarlig kriminalitet i form af f.eks. brandstiftelse, røveri,

voldtægt eller vold, og hvor det skønnes, at den mentalt retarderede har behov for konstant

overvågning, og at der er risiko for ny personfarlig kriminalitet, således at den mentalt retarderede i

givet fald hurtigt skal kunne overføres til sikret afdeling. Overførsel til sikret afdeling kræver således

ikke rettens godkendelse.

Dommen indebærer, at den pågældende anbringes i institution med døgnovervågning.

Der nedlægges enten påstand om, at der ikke fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5 år,

jf. straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, jf.

pkt. 4.2.

om længstetid.

5.2.3. Dom til anbringelse i institution (type III)

Påstand om dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap anvendes

typisk over for mentalt retarderede, der har begået personfarlig kriminalitet i form af f.eks.

brandstiftelse, røveri, voldtægt eller vold, og hvor det skønnes, at den mentalt retarderede har behov

for konstant overvågning.

Dommen indebærer, at domfældte anbringes i åben institution med døgnovervågning. Det betyder, at

institutionen som udgangspunkt ikke vil være låst, bortset fra under nogle nærmere fastsatte

betingelser, hvorefter der kan ske dørlåsning om natten i maksimalt 8 timer. Se nærmere herom i § 137

j i

lov nr. 495 af 21. maj 2013 om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og

administration på det social område (Kriminalpræventive sociale indsatser)

Anklagemyndigheden skal under henvisning hertil overveje, om der i den konkrete sag er behov for at

nedlægge påstand om en type II-dom, således at kommunen kan træffe afgørelse om overførsel til

sikret afdeling, hvis det måtte blive nødvendigt.

Der nedlægges enten påstand om, at der ikke fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5 år,

jf. straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, jf.

pkt. 4.2.

om længstetid.

5.2.4. Dom om tilsyn af kommunen med mulighed for

anbringelse i institution (type IV)

Påstand om dom om tilsyn af kommunen, således at domfældte efterkommer tilsynsmyndighedens

bestemmelse om ophold og arbejde, og således at tilsynsmyndigheden kan træffe bestemmelse om

anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, anvendes i sager, hvor det må

påregnes, at en social indsats i form af tilsyn kan være tilstrækkelig, men hvor der kan opstå behov for,

at den mentalt retarderede skal anbringes i institution. Påstanden forhindrer ikke, at den domfældte

anbringes i institution med døgnovervågning.

Påstanden kan suppleres, f.eks. med et vilkår om psykiatrisk behandling, der også giver mulighed for

lægelig godkendt behandling mod misbrug.

Anbringelse i institution i henhold til en sådan dom sker ved administrativ beslutning. Den kræver

således ikke rettens godkendelse.

Der nedlægges enten påstand om, at der ikke fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5 år,

jf. straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, jf.

pkt. 4.2.

om længstetid.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

5.2.5. Dom om tilsyn af kommunen (type V)

Påstand om dom om tilsyn af kommunen, således at domfældte efterkommer tilsynsmyndighedernes

bestemmelse om ophold og arbejde, anvendes over for mentalt retarderede, der skønnes at have behov

for social støtte i dagligdagen.

Påstanden kan eventuelt suppleres med særlige vilkår om psykiatrisk behandling, der også giver

mulighed for lægelig godkendt behandling mod misbrug.

Der nedlægges påstand om en længstetid, der ikke kan overstige 3 år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 3, jf.

pkt. 4.2.

om længstetid. Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges påstand om en længstetid på

mindre end 3 år, må afgøres ud fra en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.

5.3. Påstand om foranstaltning eller straf over for

personer omfattet af straffelovens § 69

Retten kan træffe bestemmelse om foranstaltninger efter straffelovens § 68, 2. pkt., for personer

omfattet af straffelovens § 69 i stedet for at idømme straf, hvis dette findes formålstjenligt. Ved

alvorlige personlighedsmæssige afvigelser kan det blive aktuelt at anvende forvaring efter

straffelovens § 70, jf. nedenfor om forvaring.

I langt de fleste tilfælde kan der ikke i de lægelige udtalelser peges på foranstaltninger, der findes mere

formålstjenlige end straf. I disse tilfælde må anklagemyndighedens påstand som udgangspunkt være

frihedsstraf. Det bør dog efter omstændighederne – hvor der er tale om mindre grove lovovertrædelser

– overvejes, om sagen i stedet kan afgøres med en betinget dom, hvorved der kan fastsættes vilkår

efter straffelovens § 57, herunder om tilsyn samt om at efterkomme tilsynsmyndighedens

bestemmelser f.eks. om afvænningsbehandling, om ophold på egnet hjem eller institution eller om

arbejde mv.

En foranstaltning vil normalt kun blive fundet formålstjenlig, hvis der er mulighed for at iværksætte en

lægelig behandling eller forsorgsmæssigt tilsyn, der vil være egnet til at forebygge ny kriminalitet.

I nogle tilfælde vil de foranstaltninger, der er nævnt under

pkt. 5.1.

om foranstaltninger over for

personer, der er sindssyge, eller

pkt. 5.2.

om foranstaltninger over for mentalt retarderede, kunne

anvendes. Påstanden om foranstaltning bør i givet fald udformes i overensstemmelse med påstandene i

disse afsnit.

Der kan dog efter omstændighederne også blive tale om – som særforanstaltning – at anvende

bestemmelser om tilsyn og om ophold – eventuelt efter tilsynsmyndighedens bestemmelse – på

kriminalforsorgens institutioner, f.eks. pensioner, eller institutioner under regionerne eller kommuner,

f.eks. ungdomsinstitutioner, plejehjem eller lignende.

For unge, der på gerningstidspunktet endnu ikke er fyldt 18 år, kan der i øvrigt være mulighed for at

anvende ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a, hvis den unge ikke er så psykisk afvigende, at

foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69 er påkrævet, og betingelserne for i øvrigt at anvende

ungdomssanktion er opfyldte, jf. nærmere herom i rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om

Behandlingen

af sager mod unge lovovertrædere.

I forbindelse med udformningen af påstanden skal der tages stilling til, om der skal fastsættes en

længstetid for foranstaltningen på 5 år, jf. straffelovens § 69 a, stk. 1, ingen længstetid, jf. straffelovens

§ 69 a, stk. 2, eller en længstetid, der ikke kan overstige 3 år, jf. straffelovens § 69 a, stk. 3, og

pkt. 4.2.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

om længstetid. Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges en påstand om en længstetid på mindre

end 3 år, må afgøres ud fra en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.

Hvis afgørelsen medfører, at den dømte skal anbringes i institution eller giver mulighed herfor, skal

der tillige fastsættes en længstetid for opholdet, jf.

pkt. 4.2.

om længstetid.

Der skal således altid i sager, hvor der idømmes foranstaltning efter straffelovens § 69 fastsættes to

længstetider – en for foranstaltningens varighed og en for opholdets varighed.

5.4. Straffelovens § 73

Straffelovens § 73 omhandler de tilfælde, hvor gerningsmanden efter den strafbare virksomhed er

ophørt, men før endelig dom, er kommet i en ikke blot forbigående tilstand, der er omfattet af

straffelovens § 16 eller af straffelovens § 69.

Der kan over for personer omfattet af straffelovens § 73 især blive tale om at anvende foranstaltninger

som nævnt ovenfor under

pkt. 5.1.

om foranstaltninger over for personer, der er sindssyge.

Endvidere kan det i sjældne tilfælde forekomme, at foranstaltningerne over for personer omfattet af

straffelovens § 69, jf. pkt. 4, anvendes, hvis en svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner er

indtrådt i tiden mellem den strafbare handling og dommen.

I disse tilfælde skal retten træffe to afgørelser. For det første skal der tages stilling til, om der skal

idømmes straf eller træffes bestemmelse om strafbortfald. Dernæst skal retten – hvad enten den første

afgørelse falder ud til straf eller strafbortfald – træffe bestemmelse om, hvorvidt det er formålstjenligt

at anvende foranstaltninger.

Disse sager forelægges altid for Retslægerådet, jf.

pkt. 3.2.

om Retslægerådet.

I de tilfælde, hvor anklagemyndigheden finder, at der bør idømmes straf, og der desuden skal anvendes

foranstaltninger, indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes, skal anklagemyndigheden tillige tage stilling

til påstanden om, hvilken foranstaltning der skal anvendes, indtil fuldbyrdelse af straffen kan ske.

I to sager refereret i U 1999.1488H og U 2001.1334H, hvor der var tale om alvorlig kriminalitet og

langvarig frihedsstraf, fandt Højesteret, at den midlertidige foranstaltning burde være anbringelse på

hospital for sindslidende, selv om Retslægerådet i begge sager havde peget på en

behandlingsforanstaltning.

Spørgsmålet om fastsættelse af længstetid i forbindelse med domme efter straffelovens § 73 er ikke

omtalt i forarbejderne til lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af straffeloven mv. (L 128 af 14.

december 1972).

Ved U 2002.58H har Højesteret truffet bestemmelse om, at tiltalte – der var omfattet af straffelovens §

73 – skulle anbringes i hospital for sindslidende, indtil straffen på 9 års fængsel for

narkotikakriminalitet kunne fuldbyrdes. Samtidig bestemte Højesteret, at der skulle fastsættes en

længstetid for hospitalsanbringelsen på 5 år. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at det efter

bestemmelsernes ordlyd og formålet med § 68 a må antages, at § 68 a også finder anvendelse i

tilfælde, hvor der i medfør af § 73, stk. 1, træffes bestemmelse om foranstaltninger efter § 68.

I de sager, hvor en dom efter § 73 medfører, at der idømmes straf, men således at der skal anvendes

foranstaltninger, indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes, må det på baggrund af den nævnte

højesteretsdom antages, at der – i tilfælde, hvor der ikke er tale om personfarlig kriminalitet omfattet

af § 68 a, stk. 2, eller § 69 a, stk. 2 – skal fastsættes en længstetid for foranstaltningen.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Er der derimod tale om tilfælde omfattet af § 68 a, stk. 2, eller § 69 a, stk. 2, skal der normalt ikke

fastsættes en længstetid.

I U 2006.1665H var tiltalte, der af landsretten var fundet skyldig i drab og legemsangreb af særlig

farlig karakter og idømt 12 års fængsel, efter landsrettens dom blevet sindssyg. Højesteret fandt ikke,

at der under hensyn til oplysningerne om tiltaltes helbredsforhold og den alvorlige kriminalitet var

grundlag for at lade straffen bortfalde i medfør af straffelovens § 73. Det blev bestemt, at tiltalte skulle

anbringes i psykiatrisk afdeling, indtil fængselsstraffen kunne fuldbyrdes. Højesteret bestemte

samtidig, at der i medfør af § 68 a, stk. 2, ikke skulle fastsættes længstetid for anbringelsen.

Der henvises også til U 2017.93 H om ændring af en idømt foranstaltning efter straffelovens § 73. I

den pågældende sag var den tiltalte ved byrettens dom straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder for

overtrædelse af straffelovens § 192 a, jf. § 21, og § 191. Byretten havde samtidig bestemt, at tiltalte,

der i hvert fald efter gerningstidspunktet havde udviklet en ikke blot forbigående sindssygelig tilstand,

jf.

straffelovens § 16,

skulle indlægges på psykiatrisk afdeling, indtil straffen kunne fuldbyrdes, jf.

straffelovens § 73, stk. 1,

2. pkt. Byretten fastsatte en længstetid på 5 år for foranstaltningen, men

bestemte samtidig, at længstetiden ikke kunne overstige længden af den idømte straf. Byretten og

landsretten havde efterfølgende ændret foranstaltningen til ambulant psykiatrisk behandling med

mulighed for, at Kriminalforsorgen sammen med overlægen inden for en længstetid på 5 år kunne

træffe afgørelse om indlæggelse. Landsretten havde herunder bestemt, at længstetiden skulle regnes fra

landsrettens kendelse. Højesteret bemærkede, at efter

straffelovens § 73, stk. 3,

medregnes varigheden

af en anbringelse i institution i straffetiden, hvorimod bestemmelsen ikke er til hinder for, at

varigheden af anbringelsen overstiger længden af den idømte straf. Højesteret bemærkede endvidere,

byretten havde idømt T såvel en fængselsstraf som en foranstaltning efter

straffelovens § 68,

der

efter karakteren af den pådømte kriminalitet skulle have været fastsat en længstetid på 5 år efter § 68 a,

stk. 1, og

byrettens dom fra 2014 måtte forstås således, at længstetiden i strid med § 68 a, stk. 1,

blev fastsat til 2 år og 6 måneder. Højesteret tiltrådte, at den foranstaltning, som tiltalte var idømt ved

byrettens dom, var ændret som sket. Højesteret bemærkede herefter, under henvisning til at der ved

dommen i 2014 var fastsat en længstetid på 2 år og 6 måneder,

længstetiden også omfatter

foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, og som medfører en lempelse af den hidtidige

foranstaltning, jf.

straffelovens § 68 a, stk. 1,

2. pkt., og

der ikke er hjemmel til at fastsætte en ny

længstetid på 5 år. Højesteret anførte herefter, at efter

straffelovens § 68 a, stk. 1,

3. pkt., kan retten

under særlige omstændigheder fastsætte en ny længstetid på 2 år. Anklagemyndigheden havde

imidlertid ikke anført, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, og hverken byretten eller

landsretten havde taget stilling til, om sådanne særlige omstændigheder forelå. På den baggrund

ophævede Højesteret byrettens og landsrettens bestemmelser om ny længstetid, således at længstetiden

på 2 år og 6 måneder, som var fastsat ved byrettens dom i 2014, stadig var gældende.

I de sjældne tilfælde, hvor der efter § 73 træffes bestemmelse om bortfald af straffen, således at

foranstaltningen helt træder i stedet for straf, skal der i forbindelse med udformningen af påstanden

tages stilling til, om der skal fastsættes en længstetid for foranstaltningen.

Den regionale statsadvokat fører tilsyn med domme efter § 73, hvor retten har bestemt, at der skal

anvendes foranstaltninger, indtil eventuel overførsel til afsoning af frihedsstraffen, jf.

pkt. 7.2.

om den

regionale statsadvokats kontrol med foranstaltninger.

Hvis de lægelige oplysninger taler for, at foranstaltningen ophører, må statsadvokaten rette

henvendelse til Kriminalforsorgen, der sørger for fuldbyrdelse af den resterende del af straffen.

5.5. Påstand om forvaring - straffelovens § 70

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Betingelserne for at idømme forvaring er fastsat i straffelovens § 70, hvor stk. 1 omfatter drab, røveri,

frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse mv., og stk. 2 omfatter voldtægt eller anden alvorlig

sædelighedsforbrydelse.

Forvaring finder i praksis anvendelse i tilfælde, hvor farligheden i kombination med kriminalitetens art

ikke vil føre til fængsel på livstid eller en meget langvarig tidsbestemt straf, jf. nærmere

Anklagemyndighedens Årsberetning 2003-2004, s. 92.

Anvendelse af forvaring i årene 1996-2005 er beskrevet i en artikel i Anklagemyndighedens

Årsberetning 2003-2004, s. 85 ff.

Når der foreligger en endelig dom til forvaring, påhviler det politidirektøren snarest at sørge for, at

dommen fuldbyrdes. Forvaringsdomme fuldbyrdes af Direktoratet for Kriminalforsorgen.

5.6. Kriminalitet begået forud for eller under en

igangværende foranstaltning, herunder forvaringsdom

Kriminalitet begået forud for en idømt foranstaltning

Hvis politikredsen vurderer, at en sag om kriminalitet begået forud for en idømt foranstaltning kan

afgøres med et tiltalefrafald, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 4, jf. princippet i straffelovens § 89,

kan politikredsen træffe afgørelse uden, at sagen forelægges for den regionale statsadvokat.

Ved afgørelsen af, om en sag kan afgøres med tiltalefrafald, skal anklagemyndigheden vurdere, om

tiltalte ville være blevet idømt en skærpet foranstaltning, hvis der var sket samtidig påkendelse.

Anklagemyndigheden skal i den forbindelse blandt andet lægge vægt på:

kriminalitetens karakter og grovhed samt

den igangværende foranstaltnings karakter, og hvor længe den igangværende foranstaltning har

været i kraft

Hvis tiltalte ville være blevet idømt en skærpet foranstaltning, såfremt forholdet havde været medtaget

til samtidig påkendelse under sagen, skal anklagemyndigheden som udgangspunkt rejse tiltale for

forholdet med påstand om idømmelse af (skærpet) foranstaltning og ophævelse af den igangværende

foranstaltning, jf. straffelovens §§ 88 og 89.

Ny kriminalitet begået under en igangværende foranstaltning

Politiet skal altid straks underrette de myndigheder, der er ansvarlige for fuldbyrdelse af

foranstaltningen, hvis en domfældt sigtes for ny kriminalitet. Det vil normalt sige den

behandlingsansvarlige overlæge og Kriminalforsorgen eller tilsynskommunen.

Hvis en foranstaltningsdømt begår ny kriminalitet under en igangværende foranstaltning, er der

følgende sanktionsmuligheder:

Bøde

Tiltalefrafald

Ny dom og eventuelt ophævelse af den igangværende foranstaltning

Sager på bødeniveau skal som udgangspunkt afgøres på sædvanlig vis.

De regionale statsadvokater kan, når særlige omstændigheder ikke gør sig gældende, frafalde tiltale

(tiltalefrafald) for lovovertrædelser begået af personer, der er undergivet foranstaltninger i medfør af

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

straffelovens § 68, § 69 eller § 70, jf. § 2, nr. 1 og 2,

i bekendtgørelse nr. 792 af 18. juni 2018 om

politidirektørernes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale med senere ændringer.

Det er en forudsætning for at meddele tiltalefrafald, at sigtedes skyld er utvivlsom, eller at alle faktiske

omstændigheder i forbrydelsens gerningsindhold er erkendt.

Det beror på en konkret vurdering, om statsadvokaten bør meddele tiltalefrafald for kriminalitet begået

under en igangværende foranstaltning. I denne vurdering bør bl.a. indgå:

Den nu påsigtede strafbare handlings art og/eller grovhed. I de tilfælde, hvor den nu påsigtede

kriminalitet er grovere end den kriminalitet, der udløste den igangværende foranstaltning, og

eventuelt må forventes at udløse en mere indgribende foranstaltning, skal sagen ikke afgøres

med tiltalefrafald.

Antallet af tidligere meddelte tiltalefrafald for kriminalitet begået under den igangværende

foranstaltning.

Om proportionalitetshensyn eller den fastsatte længstetid indebærer, at den igangværende

foranstaltning inden for en kortere periode ophæves eller bortfalder.

Om der i øvrigt er behov for en anden form for foranstaltning end den igangværende.

Hvis den statsadvokat, der agter at afgøre en straffesag med et tiltalefrafald, ikke fører tilsyn med den

igangværende foranstaltning, skal sagen drøftes med den anden statsadvokat, inden der træffes

afgørelse.

Den statsadvokat, der fører tilsyn med den igangværende foranstaltning, skal have en kopi af

tiltalefrafaldet, ligesom denne skal sende en kopi af afgørelsen til den behandlende institution.

Baggrunden herfor er, at et tiltalefrafald kan have betydning for den behandlende institutions senere

udtalelse om, hvorvidt en idømt foranstaltning bør fortsætte eller ophæves.

Et tiltalefrafald meddelt efter

bekendtgørelse nr. 792 af 18. juni 2018 om politidirektørernes og

statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale

med senere ændringer eller tidligere tilsvarende regler

vil fremgå af en udskrift af Kriminalregisteret, men vil ikke fremgå af straffeattesten.

Hvis foranstaltningsdømte personer, der er omfattet af straffelovens § 69, begår ny kriminalitet, skal

det altid overvejes, om en foranstaltningsdom er formålstjenlig til at forebygge yderligere

lovovertrædelser, eller om der i stedet skal idømmes straf.

Hvis sagen ikke kan afgøres med et tiltalefrafald, skal anklagemyndigheden – hvis betingelserne herfor

i øvrigt er opfyldt – rejse tiltale.

Anklagemyndigheden kan i den forbindelse nedlægge påstand om, at det har sit forblivende med den

igangværende foranstaltning. Denne påstand kan f.eks. anvendes,

hvis der ikke er fastsat en længstetid for den igangværende foranstaltning, og der vil skulle

fastsættes en længstetid for den ny kriminalitet, jf. straffelovens § 68 a, eller

hvis den igangværende foranstaltning er en forvaringsdom, jf. straffelovens § 70.

Der skal ikke medvirke nævninger under en sag, hvor påstanden er, at det har sit forblivende med en

allerede idømt foranstaltning, selvom den pågældende er dømt til anbringelse eller forvaring. Der

henvises til U 2019.1560H.

I U 2019.1560H, hvor tiltalte nægtede sig skyldig i bl.a. overtrædelser af straffelovens § 119, stk. 1,

nedlagde anklagemyndigheden påstand om, at det havde sig forblivende med en tidligere idømt

forvaringsdom. Sagen var af anklagemyndigheden rejst som en domsmandssag. Byretten afviste sagen

med henvisning til, at der efter påstanden skulle medvirke nævninger. Landsretten stadfæstede

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

afgørelsen. Højesteret fandt, at retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2, hvorefter der medvirker nævninger

bl.a. i straffesager, hvor der bliver spørgsmål om dom til forvaring, må forstås sådan, at den ikke angår

sager, hvor anklagemyndighedens påstand er, at det har sit forblivende med en allerede idømt

forvaring. Højesteret ophævede derfor kendelsen og hjemviste sagen til byretten til fortsat behandling

uden medvirken af nævninger.

Hvis anklagemyndighedens påstand er, at dommen har sit forblivende med en igangværende

foranstaltning, kan sagen i medfør af

retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4,

fremmes til dom i tiltaltes

fravær, hvis anklagemyndigheden fremsætter begæring herom, og retten ikke finder tiltaltes

tilstedeværelse nødvendig.

Politiet skal altid straks underrette den behandlende institution, hvis en domfældt sigtes for ny

kriminalitet.

6. Anvendelse af tiltalefrafald til psykisk afvigende

kriminelle, som ikke allerede er idømt en foranstaltning

I sager, hvor den sigtede må antages at være omfattet af personkredsen i straffelovens § 16 eller § 69,

men hvor pågældende ikke er undergivet en foranstaltning efter straffelovens §§ 68-69, kan

anklagemyndigheden – når nærmere angivne betingelser er opfyldt – afgøre sagen med et tiltalefrafald.

Tiltalefrafald vil særligt være relevant i de tilfælde, hvor en foranstaltning er unødvendig, fordi den

sigtede allerede er anbragt et egnet sted (f.eks. et plejehjem, bosted eller lignede), hvor der kan tages

hensyn til pågældendes særegne psykiske tilstand, og/eller vedkommende allerede er underlagt vilkår

af en sådan karakter, som man må forvente, at vedkommende vil blive idømt under en straffesag.

Det er en forudsætning for at kunne afgøre sagen med et tiltalefrafald, at sigtedes skyld er utvivlsom,

eller at alle faktiske omstændigheder i forbrydelsens gerningsindhold er erkendt.

Sager om vold, jf. straffelovens § 244, og sager om overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 og §

119 b

Hvis den sigtede er sigtet for vold efter straffelovens § 244 eller overtrædelse af straffelovens § 119,

stk. 1, og § 119 b, kan anklagemyndigheden som udgangspunkt afgøre sagen med et tiltalefrafald, når

der er tale om meget begrænset voldsanvendelse mv., og der ikke er sket betydelig skade på

forurettede, jf.

bekendtgørelse nr. 792 af 18. juni 2018 om politidirektørernes og statsadvokaternes

adgang til at frafalde tiltale med senere ændringer

§ 1, stk. 1, nr. 4. Tiltalefrafald kan betinges af, at

den sigtede vedtager en bøde eller betaler erstatning. For så vidt angår forhold begået over for

polititjenestemænd følger det af de almindelige forelæggelsesregler, at afgørelse af, hvorvidt der kan

gives et tiltalefrafald, hører under statsadvokatens kompetence, Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om

Forelæggelse og indberetning mv.,

pkt. 3.3.7.

Det er efter bekendtgørelsen politikredsen, der har kompetencen til at meddele tiltalefrafald i disse

sager.

Andre tilfælde

Efter retsplejelovens § 722, stk. 2, kan anklagemyndigheden meddele et tiltalefrafald, hvis der

foreligger særlig formildende omstændigheder eller andre særlige forhold, og påtale ikke kan anses for

påkrævet af almene hensyn.

Politikredsen skal forelægge spørgsmålet om tiltalefrafald efter denne bestemmelse for statsadvokaten.

Der henvises til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om

Forelæggelse og indberetning mv.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Det vil bero på en konkret vurdering, om anklagemyndigheden skal meddele tiltalefrafald efter § 722,

stk. 2. I denne vurdering skal statsadvokaten blandt andet lægge vægt på kriminalitetens art,

kriminalitetens grovhed, herunder eventuelle skader, og om sigtede tidligere har fået tiltalefrafald.

7. Efter dom

7.1. Fuldbyrdelse af foranstaltningsdomme

Byretsdomme, hvor anklagemyndigheden har nedlagt påstand om foranstaltninger efter §§ 68-69,

eventuelt jf. § 73, skal fuldbyrdes efter følgende retningslinjer:

Hvis domfældte er idømt den foranstaltning, som anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, kan

politidirektøren fuldbyrde dommen, når ankefristen er udløbet. I forbindelse med fuldbyrdelsen sendes

kopi af dommen til den regionale statsadvokat med henblik på, at statsadvokaten kan føre tilsyn med

foranstaltningen.

Hvis domfældte ikke er idømt den foranstaltning, som anklagemyndigheden har nedlagt påstand om,

forelægges sagen for den regionale statsadvokat inden udløbet af ankefristen med indstilling om

spørgsmålet om anke. Hvis dommen ikke ankes, sendes sagen straks til politidirektøren med henblik

på iværksættelse af fuldbyrdelsen, når ankefristen er udløbet.

I sager, hvor statsadvokaten har rejst tiltale, skal sagen altid forelægges for denne inden udløbet af

ankefristen.

Det bemærkes, at NSK skal forelægge sagen for den relevante regionale statsadvokat. for så vidt angår

NSK i Østdanmark forelægges sagerne for Statsadvokaten i København og for så vidt angår NSK i

Vestdanmark forelægges sagerne for Statsadvokaten i Viborg.

Fuldbyrdelse skal ved de fleste foranstaltningsdomme ske ved fremsendelse af en kopi af dommen til

domfældtes hjemstedskommune eller et hospital eller den afdeling, der står for visitationen af

foranstaltningsdomme, med anmodning om fuldbyrdelse af dommen. Kommunen/hospitalet eller

afdelingen bør anmodes om at bekræfte modtagelsen af anmodningen og underrette politidirektøren,

når fuldbyrdelsen er iværksat.

Hvis domfældte er dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling, til anbringelse i sikringsafdelingen

eller i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, skal der i forbindelse med

fremsendelsen samtidig gøres opmærksom på reglerne om tilladelse til udgang for anbragte, jf.

bekendtgørelsen nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt til

hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret.

Er der ved dommen tillige truffet afgørelse om udvisning af domfældte, skal Nordsjællands Politi,

Udlændingecenter Nordsjælland, underrettes om dommen.

Politikredsen skal i forbindelse med fuldbyrdelsen anmode hospitalet eller afdelingen om at underrette

politikredsen, når domfældte kan udskrives, således at anklagemyndigheden inden udskrivning kan

iværksætte prøvelse efter udlændingelovens § 50 a, jf. også

pkt. 7.4.,

og Rigsadvokatmeddelelsen,

afsnittet om

Udvisning ved dom,

pkt. 6.5.2.

Den regionale statsadvokat kan for så vidt angår retspsykiatriske patienter træffe bestemmelse om, at

anbringelse eller behandling af domfældte kan ske uden for bopælsregionen, hvis sikkerhedsmæssige hensyn

eller hensyn til retshåndhævelsen, herunder hensynet til den forurettede, taler herfor, jf. § 18, stk. 2,

bekendtgørelse

. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling mv.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Hvis der er beskikket en bistandsværge for den dømte, skal oplysningerne herom ligeledes medsendes

i forbindelse med, at dommen sendes til fuldbyrdelse. Det bemærkes i den forbindelse, at

oplysningerne bør indeholde relevante kontaktdata på bistandsværgen. Fuldbyrdelse af dommen skal

dog ikke afvente beskikkelse af bistandsværge.

Hvis der til dommen er knyttet tilsyn af Kriminalforsorgen eller andre vilkår, der skal fuldbyrdes af

Kriminalforsorgen, skal politidirektøren tillige sende en kopi af dommen til Kriminalforsorgen med

anmodning om iværksættelse af tilsynet.

7.1.1. Fuldbyrdelse af foranstaltninger over for psykisk

syge

Foranstaltninger over for psykisk syge fuldbyrdes af sygehusvæsenet, der drives af regionerne, jf. § 74

i sundhedsloven (Lovbekendtgørelse

nr. 903 af 26. august 2019).

Regionsrådenes modtagepligt er beskrevet i § 1 i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk

behandling. Ifølge § 2 i samme lov påhviler det regionsrådet for Region Sjælland at drive

Sikringsafdelingen.

Udgifterne, der er forbundet med behandling, undersøgelse mv. af foranstaltningsdømte, der har bopæl

her i landet, afholdes af regionsrådet i bopælsregionen, jf. § 48, stk. 1, i

bekendtgørelse nr. 657 af 28.

juni 2019 om ret til sygehusbehandling mv.

7.1.2. Fuldbyrdelse af foranstaltninger over for mentalt

retarderede

Foranstaltninger over for mentalt retarderede fuldbyrdes af kommunerne. Kommunernes pligt til at

modtage personer, der er dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske

handicap, fremgår af § 108 stk. 1, jf. stk. 6, ilovbekendtgørelse

nr. 1287 af 28. august 2020 af lov om

social service (Serviceloven)

og § 23 i

bekendtgørelse nr. 1239 af 22. november 2019 om

magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt særlige

sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter serviceloven.

Kommunalbestyrelsen for Lolland Kommune har pligt til at etablere tilbud i særlig sikret afdeling på

Kofoedsminde og til i dette tilbud at modtage personer, som i henhold til dom eller retskendelse skal

optages i særligt botilbud, jf. bekendtgørelsens § 22, stk. 4.

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med personer med betydeligt og varigt nedsat psykisk

funktionsevne, som i henhold til dom eller retskendelse eller som vilkår for tiltalefrafald eller

prøveløsladelse skal undergives tilsyn af de sociale myndigheder, jf. § 16 a i

lovbekendtgørelse nr. 826

af 16. august 2019 om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kommunalbestyrelsen

kan i den forbindelse træffe afgørelse om ophold i boform efter § 108 i lov om social service.

Udgifterne, der er forbundet med ophold på en døgninstitution, afholdes som udgangspunkt af

kommunen, jf. § 173 i serviceloven.

Yderligere oplysninger kan findes på

Socialstyrelsens hjemmeside.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

7.2. De regionale statsadvokaters kontrol med

foranstaltninger efter straffelovens §§ 68-69 og § 73

Den regionale statsadvokat fører kontrol med alle idømte foranstaltninger, jf. straffelovens §§ 68-69.

Kontrollen omfatter også domme efter straffelovens § 73, hvor retten har bestemt, at der skal anvendes

foranstaltninger efter §§ 68-69, indtil eventuel overførsel til afsoning kan ske.)

Statsadvokaten skal efter modtagelse af en § 73-dom, hvori der er udmålt en straf, anmode

Kriminalforsorgen om at lave en strafberegning, som indgår i kontrolsagen. Anklagemyndigheden har

pligt til at påse, at en foranstaltning ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt,

jf. straffelovens § 72, stk. 1.

Straffelovens § 72 indebærer bl.a., at der efter omstændighederne kan være pligt til at indbringe

spørgsmålet om opretholdelse af den idømte foranstaltning for retten før udløbet af den længstetid, der

er fastsat efter § 68 a, stk. 1 og 3, eller efter § 69 a, stk. 1 og 3, og før der efter § 68 a, stk. 2, 2. pkt.,

indtræder pligt for anklagemyndigheden til at forelægge spørgsmålet om opretholdelse af en

tidsubestemt foranstaltning for retten.

Bestemmelsen gælder også for foranstaltninger, der er idømt før ikrafttrædelsen af lov nr. 438 af 31.

maj 2000 om ændring af straffeloven. Om domme afsagt før den 1. juli 2000, se

pkt. 7.2.6.

om kontrol

med domme afsagt før den 1. juli 2000.

De regionale statsadvokaters kontrol føres ved, at der som udgangspunkt én gang årligt fra den

institution/tilsynsførende myndighed, der varetager fuldbyrdelsen af foranstaltningen, indhentes en

erklæring om behovet for at opretholde foranstaltningen. Varetages fuldbyrdelsen af

foranstaltningsdommen af flere institutioner/myndigheder, f.eks. en psykiatrisk afdeling og

Kriminalforsorgen, indhentes udtalelser fra begge. Dette gælder uanset, om der er fastsat en længstetid

for foranstaltningen. I sager, hvor der er fastsat en længstetid for ophold i institutionen, jf.

straffelovens § 68 a og § 69 a, fører de regionale statsadvokater også kontrol med længstetiden for

opholdet i institutionen. Dette er forudsat i afsnit 3.5. i de almindelige bemærkninger i lovforslaget til

lov nr. 438 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven (L

144 af 8. december 1999).

Vedrørende den behandlingsansvarlige og ledende overlæges ansvar henvises til den ovenfor nævnte

vejledning nr. 9614 af 8. november 2010.

Endvidere skal der indhentes en udskrift fra Kriminalregisteret, bl.a. for at kontrollere, om domfældte

er meddelt tiltalefrafald i foranstaltningstiden.

Der kan i øvrigt efter omstændighederne være grundlag for at indhente en udtalelse fra

bistandsværgen.

Kontrollen skal føres for at sikre, at foranstaltningen bliver ophævet, hvis behandlingsmæssige hensyn

eller proportionalitetshensyn ikke taler for at opretholde foranstaltningen, eller hvis risikoen for recidiv

ikke længere er til stede. Der kan således efter omstændighederne være pligt til at indbringe

spørgsmålet om at opretholde foranstaltningen for retten før udløbet af en længstetid.

I Straffelovrådets

betænkning nr. 1372/1999

om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens

§ 68 og § 69 (kapitel 4, punkt 3.1. (side 57) og punkt 4.2.1.2. (side 67)) fremgår bl.a. om

proportionalitetshensynet, at det ville stride mod principperne bag straffelovens § 16 at kræve

proportionalitet mellem den begåede kriminalitet og foranstaltningens art og længde. Derimod er det i

overensstemmelse med almindelige retsprincipper at kræve proportionalitet mellem risikoen for ny

kriminalitet (herunder kriminalitetens art og grovhed) og foranstaltningens art og længde.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Det forhold, at en idømt foranstaltning har varet længere end den straf, som den foranstaltningsdømte

var blevet idømt, hvis den pågældende ikke havde været straffri efter straffelovens § 16 eller § 69,

bevirker således ikke i sig selv, at foranstaltningen er uproportional. Der bør i hver enkelt sag foretages

en konkret vurdering, hvor samtlige sagens momenter, herunder særlig risikoen for recidiv, indgår.

Højesteret har i tre sager refereret i U 2010.415/1H, U 2011.797H og U 2011.2971/1H taget stilling til

spørgsmålet om proportionalitet og opretholdelse af foranstaltningen bl.a. med henvisning til en

afvejning af foranstaltningens art og længde over for risikoen for ny personfarlig kriminalitet. I alle tre

sager blev foranstaltningen ud fra denne afvejning opretholdt.

Er statsadvokaten efter at have modtaget den/de nævnte udtalelser i tvivl om, hvorvidt foranstaltningen

bør opretholdes, forlænges eller ændres, kan der eventuelt være grundlag for at forelægge spørgsmålet

herom for Retslægerådet.

Retslægerådets Årsberetning 1994,

side 107, er nærmere anført, hvad en lægelig erklæring bør

indeholde af oplysninger, herunder væsentlige dele af patientens sygehistorie, patientens aktuelle

sociale situation, beskrivelse af den aktuelle behandlingsplan samt et forslag til ændring/ophævelse af

den idømte foranstaltning.

Det bemærkes i øvrigt, at der hidtil ikke af de institutioner mv., der varetager fuldbyrdelsen af

foranstaltningsdomme, er opkrævet betaling for udstedelsen af erklæringer til statsadvokaten.

Kontrollen med domme efter straffelovens § 73, hvor retten har idømt straf, har det formål, at

statsadvokaten skal påse, at foranstaltningen kun anvendes, indtil det helbredsmæssigt er forsvarligt, at

domfældte overføres til en afsoningsanstalt. Statsadvokaten skal endvidere påse, at spørgsmålet om

eventuel forlængelse af længstetiden indbringes for retten. Når overførsel til afsoningsinstitution kan

ske, underretter statsadvokaten Kriminalforsorgen herom, jf. også

pkt. 5.4.

om foranstaltninger eller

straf over for personer omfattet af straffelovens § 73.

7.2.1. Kontrol med indlæggelser

Kriminalforsorgen skal underrette den regionale statsadvokat om indlæggelser i de tilfælde, hvor der i

dommen er fastsat en længstetid for ophold i institution. Det fremgår af § 69 a, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, i

cirkulære 9275 af 30. april 2015

om Kriminalforsorgens tilsyn med personer, der er idømt en

foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69.

Endvidere påhviler det overlægerne på psykiatriske sygehuse mv. at give meddelelse til statsadvokaten

om enhver indlæggelse i henhold til domme, hvor der efter straffelovens § 69 a (tidligere straffelovens

§ 69, stk. 2), er fastsat en længstetid for opholdet på institution, jf.

Justitsministeriets

cirkulæreskrivelse af 10. juni 1988

til overlæger på psykiatriske sygehuse og sygehusafdelinger om

beregningen af længstetid for ophold på psykiatrisk sygehusafdeling i henhold til straffelovens § 69.

Underretningen sker med henblik på de regionale statsadvokaters kontrol med foranstaltningsdommen.

Herudover foretager den regionale statsadvokat kontrolhøring af Kriminalforsorgen og den

behandlende myndighed (f.eks. psykiatrisk afdeling) tre måneder før udløbet af længstetiden for

opholdet i institution.

7.2.2. Domstolsprøvelse af indlæggelse

Højesteret har i kendelsen trykt i

U.2020.3492

fastslået, at der ikke er adgang til domstolsprøvelse af

beslutning om genindlæggelse i henhold til dom til behandling på psykiatrisk afdeling.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

I den konkrete sag, var en person i 2013 dømt til at undergive sig behandling på psykiatrisk afdeling

med tilsyn af kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at

kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Tiltalte blev i juni og september 2018 genindlagt på psykiatrisk afdeling på baggrund af

behandlingsdommen. Sagen angik for Højesteret, om der efter straffelovens § 72, stk. 2, var adgang til

domstolsprøvelse af beslutningerne om at genindlægge tiltalte. Højesteret fastslog, at straffelovens §

72, stk. 2, ikke omfatter en situation som den foreliggende, hvor der er truffet beslutning om

genindlæggelse i henhold til en behandlingsdom. Der var ikke grundlag for at antage, at dette resultat

vil være i strid med artikel 5, stk. 4, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

På den baggrund kan genindlæggelse i henhold til en behandlingsdom ikke prøves i medfør af

straffelovens § 72, stk. 2.

Hvis den domfældte, dennes bistandsværge eller advokat fremsætter anmodning om domstolsprøvelse

af genindlæggelse i henhold til en behandlingsdom, skal anklagemyndigheden, såfremt

indbringelsespåstanden fastholdes, sende sagen til retten med påstand om afvisning af sagen.

Hvis der derimod er tale om indlæggelse i henhold til en ambulant behandlingsdom, ,har Højesteret i

kendelse af 19. august 2022 fastslået, at der er adgang til domstolsprøvelse, jf. straffelovens § 72, stk.

2, af en beslutning om indlæggelse i henhold til en dom til ambulant behandling, som hjemler

indlæggelse.

I den konkrete sag var en person i 2019 dømt til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling ved

psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med

overlægen kunne træffe bestemmelse om indlæggelse.

Tiltalte var i perioden fra den 1. juli 2020 til den 31. august 2020 indlagt i henhold til

foranstaltningsdommen. Den 28. september 2020 blev tiltalte igen indlagt i henhold til dommen.

Sagen for Højesteret vedrørte, om der efter straffelovens § 72, stk. 2, var adgang til domstolsprøvelse

af beslutningerne om at indlægge tiltalte i henhold til foranstaltningsdommen.

Højesteret fastslog, at forarbejderne til straffelovens § 72, stk. 2, må forstås sådan, at der i medfør af

bestemmelsen kan ske domstolsprøvelse af en beslutning om indlæggelse i henhold til en dom til

ambulant behandling, som hjemler indlæggelse, og at der således i den konkrete sag var adgang til en

sådan prøvelse.

Hvis den domfældte, dennes bistandsværge eller advokat fremsætter anmodning om domstolsprøvelse

af en indlæggelse eller genindlæggelse i henhold til en dom til ambulant behandling, som hjemler

indlæggelse, skal anklagemyndigheden derfor snarest muligt indbringe spørgsmålet for retten, jf.

straffelovens § 72, stk. 2.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at en klage over indlæggelse kan være udformet sådan, at der

reelt er tale om en anmodning om ændring eller ophævelse af foranstaltningen, jf. straffelovens § 72.

I øvrigt henvises til bestemmelsen i retsplejelovens § 998, stk. 1, om forelæggelse for retten af tvist

med hensyn til dommens fortolkning eller i andre henseender. Spørgsmål om, på hvilket hospital eller

afdeling indlæggelse skal ske, vil formentlig ikke være undergivet rettens prøvelse, mens f.eks.

spørgsmålet om, hvorvidt indlæggelsen er besluttet af rette myndighed, må antages at være undergivet

rettens prøvelse, jf. herved U 1996.1421V.

Rigsadvokaten skal underrettes om domstolsafgørelser af generel betydning vedrørende den retlige

prøvelse af indlæggelser i henhold til foranstaltningsdomme.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

7.2.3. Kontrol med foranstaltninger, hvor der er fastsat

en længstetid

De regionale statsadvokater skal påse, at der i god tid inden udløbet af tidsbestemte foranstaltninger

bliver taget stilling til, om anklagemyndigheden skal anmode om forlængelse af foranstaltningen.

Kontrollen med tidsbestemte foranstaltninger skal tilrettelægges således, at de fornødne oplysninger

foreligger så tidligt, at sagen kan indbringes for retten i god tid, inden fristen udløber.

Foranstaltninger med en længstetid på 5 år, jf. § 68 a, stk. 1, og § 69 a, stk. 1, kan under særlige

omstændigheder forlænges med 2 år ad gangen, jf. § 68 a, stk. 1, 3. pkt., og § 69 a, stk. 1, 3. pkt., og

pkt. 4.2.1.

pkt. 4.2.2.

om længstetid for foranstaltninger, der medfører, at den dømte skal eller kan

anbringes i institution.

Foranstaltninger med en længstetid på indtil 3 år, jf. § 68 a, stk. 3, og § 69 a, stk. 3, kan under særlige

omstændigheder forlænges. Den samlede tid for foranstaltningen kan dog ikke overstige 5 år, jf. også

pkt. 4.4.4.

pkt. 4.4.5.

om længstetid ved foranstaltninger, der ikke medfører eller kan medføre

anbringelse i institution.

Når den fastsatte længstetid for en idømt foranstaltning udløber, bortfalder foranstaltningen uden

videre, medmindre anklagemyndigheden forinden har indbragt spørgsmålet om forlængelse af

længstetiden for retten.

Østre Landsret har i U 2009.94Ø udtalt, at straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt., må forstås således, at

forlængelse kan ske, når anklagemyndigheden har indbragt spørgsmålet om forlængelse inden

længstetidens udløb.

7.2.4. Kontrol med foranstaltninger, hvor der ikke er

fastsat en længstetid

Er der ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen, jf. § 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk. 2, skal

anklagemyndigheden på eget initiativ indbringe spørgsmålet om ændring eller ophævelse af

foranstaltningen for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten

inden for de sidste 2 år. Derefter forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert andet år. Formålet

med disse bestemmelser er at sikre, at der jævnligt sker domstolsprøvelse af spørgsmålet om

opretholdelse af foranstaltninger, der er fastsat på ubestemt tid.

De fornødne oplysninger skal foreligge så tidligt, at sagen kan indbringes for retten i god tid, inden

fristen for domstolsprøvelse udløber.

7.2.5. Kontrol med længstetid for ophold i institution

Når længstetiden for ophold i institution efter § 69 a, stk. 1, er udløbet, kan indlæggelse i henhold til

dommen ikke opretholdes eller iværksættes, medmindre længstetiden bliver forlænget. Om fastsættelse

af en ny længstetid for institutionsophold efter udløbet af en tidligere fastsat længstetid for ophold

henvises til U 2002.2425Ø.

Hvis længstetiden for opholdet efter anklagemyndighedens opfattelse bør forlænges, bør spørgsmålet

herom derfor indbringes for retten i så god tid, at retten har mulighed for at træffe afgørelse i sagen

inden udløbet af længstetiden.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Om den løbende kontrol med varigheden af opholdet på institution henvises også til

pkt. 7.2.1.

kontrol med indlæggelser.

7.2.6. Kontrol med domme afsagt før den 1. juli 2000

Bestemmelsen i straffelovens § 72 om statsadvokaternes pligt til at føre kontrol med idømte

foranstaltninger gælder også for foranstaltninger, der er idømt før 1. juli 2000, hvor lov nr. 438 af 31.

maj 2000 om ændring af straffeloven trådte i kraft. For disse foranstaltninger er der således ikke fastsat

en længstetid.

Der skal derfor løbende føres kontrol med de idømte foranstaltninger, således at det sikres, at

foranstaltningen ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt.

For så vidt angår de sager, hvor foranstaltningen, efter tidligere at have været indbragt, i dag fortsat er

opretholdt, vil det bero på en konkret vurdering, om anklagemyndigheden i medfør af straffelovens §

72, stk. 1, på ny skal indbringe disse sager for retten af egen drift, jf. bemærkningerne til

ikrafttrædelsesbestemmelserne i § 2 i lov nr. 438 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven (L

144 af

8. december 1999).

7.2.7. Sagsbehandlingen, når en foranstaltning begæres

ophævet

En begæring om ophævelse af en foranstaltning kan fremsættes af domfældte, bistandsværgen,

anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller Kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 72, stk. 2. Også

andre kan på vegne af den domfældte fremsætte begæring om ophævelse af en foranstaltning, f.eks. et

af domfældtes familiemedlemmer eller en advokat.

Sager, hvor der rejses spørgsmål om ophævelse af en foranstaltning, forelægges for den regionale

statsadvokat, der herefter indhenter følgende oplysninger, inden sagen forelægges for retten:

1. En udtalelse fra afdelingen/institutionen om domfældtes behandlingsforløb, herunder en

udtalelse om, hvorvidt det kan anbefales, at foranstaltningen ophæves eller eventuelt ændres.

Om indholdet af erklæringen henvises til

pkt. 7.2.

om statsadvokatens kontrol med

foranstaltninger.

2. En udtalelse fra Kriminalforsorgen i de sager, hvor domfældte har været undergivet tilsyn af

Kriminalforsorgen.

3. En udskrift fra Kriminalregisteret.

4. Eventuelt en udtalelse fra bistandsværgen.

Statsadvokaten tager herefter – eventuelt efter sagens forelæggelse for Retslægerådet – stilling til,

hvilken påstand anklagemyndigheden skal nedlægge under sagens behandling i retten. Sagen

indbringes herefter for retten.

Det er en konkret vurdering, om sagen skal forelægges for Retslægerådet. I denne vurdering indgår

tillige anmodninger fra den forvaredes advokat.

7.2.8. Indbringelse af den idømte foranstaltning for retten

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Hvis den idømte foranstaltning skal indbringes for retten, fremsender den regionale statsadvokat som

udgangspunkt sagen til den politikreds, hvor den foranstaltningsdømte bor, opholder sig eller er dømt,

jf. straffelovens § 72, jf. § 59, stk. 2. Det er således politidirektøren, som indbringer sagen og møder

for anklagemyndigheden i byretten, medmindre der er tale om sager, hvor statsadvokaten selv finder at

burde møde. Det kan f.eks. være sager af mere principiel karakter, eller større sager, hvor det er

hensigtsmæssigt, at statsadvokaten, som kender sagen, selv møder.

Statsadvokaten skal i forbindelse med fremsendelse af sagen til politidirektøren anføre eventuelle

frister for sagens behandling, herunder frister for indbringelsen for retten.

Sagen skal være færdigbehandlet forud for indbringelse for retten, herunder skal alle relevante

oplysninger være indhentet.

Politidirektøren bør i forbindelse med, at sagen indbringes for retten, anføre, hvornår længstetiden

udløber, og under henvisning hertil anmode om, at sagen berammes hurtigst muligt.

Efter sagens indbringelse for retten bør politidirektøren følge op på, at berammelse sker snarest.

7.2.8.1. Domfældtes tilstedeværelse under sagen

En sag om opretholdelse eller ophævelse af en foranstaltning idømt efter straffelovens §§ 68 og 69,

behandles efter retsplejelovens 4. bog om strafferetsplejen, jf. straffelovens § 72, stk. 2, jf. § 59, stk. 2.

Bestemmelserne om hovedforhandling i 1. instans i retsplejelovens kapitel 78, herunder § 855, finder

ikke direkte anvendelse. Det almindelige princip om, at domfældte skal underrettes om et retsmøde til

behandling af en anmodning om ophævelse eller opretholdelse af en idømt foranstaltning, og at

domfældte har ret til at overvære retsmødet, finder derfor anvendelse, men det kan ikke antages, at

domfældte har pligt til at give møde, medmindre retten særligt har pålagt ham en sådan pligt. Der

henvises til

AM.2020.11.03V.

Der kan således ikke begæres afsagt anholdelsesbeslutning vedrørende en foranstaltningsdømt, der er

udeblevet fra et retsmøde om opretholdelse eller ophævelse af en foranstaltning, men sagen kan

derimod fremmes uden den pågældendes tilstedeværelse, i det omfang det fremgår af indkaldelsen.

Hvis den domfældte ikke møder, er det således afgørende, om han er indkaldt til retsmødet, og her er

oplyst om udeblivelsesvirkninger, samt at der er advokat til stede i retsmødet.

Er der meddelt lovligt forfald, f.eks. i form af sygdom, og angiver forsvareren at foranstaltningsdømte

ønsker at deltage i retsmødet, bør sagen imidlertid udsættes.

7.2.9. Kære

Hvis byretten ikke følger anklagemyndighedens påstand om opretholdelse/ændring af den idømte

foranstaltning, skal sagen forelægges for den regionale statsadvokat inden udløbet af kærefristen,

medmindre statsadvokaten på forhånd har anmodet politikredsen om at kære kendelsen med

opsættende virkning.

Det bemærkes, at NSK skal forelægge sagen for den relevante regionale statsadvokat. Det vil sige, at

for så vidt angår NSK i Østdanmark forelægges sagen for Statsadvokaten i København og for så vidt

angår NSK i Vestdanmark forelægges sagen for Statsadvokaten i Viborg.

Kæremål fremsættes for den ret, der afsagt kendelsen, jf. retsplejelovens § 970 og § 971.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Hvis kendelsen kæres af anklagemyndigheden, skal dette forkyndes for domfældte uden ophold, jf.

retsplejelovens § 970.

7.3. De regionale statsadvokaters kontrol med

forvaringsdomme

Efter straffelovens § 72 påhviler det anklagemyndigheden at påse, at en forvaringsdom ikke

opretholdes i længere tid og i videre omfang end nødvendigt.

De regionale statsadvokater fører kontrol med varigheden af alle forvaringsdomme. Statsadvokatens

kontrol indebærer en årlig gennemgang af samtlige forvaringssager, hvor statsadvokaten blandt andet

vurderer, om der skal hentes en udtalelse fra Kriminalforsorgen om behovet for at opretholde, ændre

eller ophæve den idømte foranstaltning. Der afholdes årligt et møde med Direktoratet for

Kriminalforsorgen, hvor udvalgte sager drøftes jf. bekendtgørelse nr. 182 af 26. februar 2019 om

udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner

(udgangsbekendtgørelsen) § 18.

I sager, hvor der efter straffelovens § 72 rejses spørgsmål om ændring, herunder prøveudskrivning

eller endelig ophævelse af en forvaringsdom, indhenter statsadvokaten i medfør af bekendtgørelse nr.

416 af 9. april 2015 (prøveudskrivningsbekendtgørelsen) § 7 snarest muligt en erklæring fra en

speciallæge i psykiatri, samt en udtalelse om spørgsmålet om prøveudskrivning. Statsadvokaten afgør

herefter, om der skal indhentes yderligere erklæringer mv. vedrørende den forvaringsdømte, samt om

spørgsmålet om eventuel prøveudskrivning skal forelægges for Retslægerådet.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har ved dom af 9. juli 2019 (klagesag

nr.

51072/15),

udtalt, at Danmark har krænket Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5,

stk. 1 (retten til personlig frihed og sikkerhed), ved, at Østre Landsret i 2015 ikke imødekom en

anmodning om at indhente en psykiatrisk vurdering af forvaredes fortsatte farlighed fra andre end de

ansatte psykiatere i Herstedvester Fængsel, hvor han sad i forvaring. EMD lagde vægt på, at der dels

var forløbet ca. 8 år fra seneste forelæggelse for Retslægerådet og dels at der i sagen var opstået en

mistillid mellem den forvarede og de læger på Herstedvester, der skulle udarbejde erklæringerne, en

såkaldt ”dead-lock”-situation. Der var henset til situationen et øget incitament til at få sagen forelagt

for en uvildig ekspert. Domstolen statuerede dog, at Retslægerådet kan være den uvildige ekspert.

På baggrund af EMD-dommen har Kriminalforsorgen udarbejdet

retningslinjer, der beskriver de

situationer, hvor Kriminalforsorgen af egen drift skal forelægge en sag for Retslægerådet.

Statsadvokaterne vil fremover som følge af EMD-dommen vurdere, om en sag skal forelægges for

Retslægerådet, enten som led i den almindelige kontrol med foranstaltningens længde og omfang eller

i forbindelse med, at sagen begæres indbragt for retten, jf. straffelovens § 72. I vurderingen vil blandt

blive lagt vægt på, hvor lang tid, der er forløbet siden sagen sidst har været forelagt for Retslægerådet,

om der er udvikling i udslusningsforløbet, samt om den forvarede ønsker sagen forelagt for

Retslægerådet.

Statsadvokaten lader snarest muligt sagen indbringe for retten. Dette skal ske ved fremsendelse af

sagen til den politikreds, hvor den forvaringsdømte opholder sig. Politidirektøren indbringer herefter

sagen for retten samt møder i denne.

Ved afgørelsen af, om anklagemyndigheden skal påstå en forvaringsdom opretholdt eller ændret, skal

anklagemyndigheden blandt andet lægge vægt på følgende:

De lægelige oplysninger

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

de momenter, der førte til, at domfældte blev idømt en forvaringsdom (kriminalitetens art,

pågældendes farlighed, tidligere kriminalitet, personlige forhold mv.)

om domfældte har gennemført et længerevarende udslusningsforløb

om domfældte er sigtet for ny kriminalitet

Højesteret har i kendelsen U 2020.17 truffet afgørelse om opretholdelse af forvaring. T blev i 2010

idømt forvaring, jf. straffelovens § 70, for grov vold i gentagelsestilfælde og trusler. T var tidligere

dømt flere gange for ligeartet kriminalitet. Under en sag om opretholdelse af foranstaltningen i 2018

fremlagdes en psykiatrisk speciallægeerklæring fra 2018, hvoraf fremgik bl.a., at T ikke længere

udviste tegn på svær personlighedsforstyrrelse og ikke havde symptomer på behandlingskrævende

psykiatrisk lidelse, at han havde gennemgået et forløb med uledsagede udgange og orlov uden

problemer, men at der vurderedes at være behov for et udslusningsforløb via en af Kriminalforsorgens

pensioner med henblik på at vurdere hans tilstand og adfærd i en længere periode i friere rammer.

Prøveudskrivning på nuværende tidspunkt var ikke tilrådeligt. Det vurderedes, at T kunne få

vanskeligheder i forhold til nogle store ændringer i sine livsbetingelser, og at der således ville være en

ikke uvæsentlig risiko for recidiv til misbrug, hvis han blev prøveudskrevet. T var i juni 2019 blevet

sigtet for et nyt forhold af personfarlig kriminalitet. Højesteret inddrog oplysningerne om ny

kriminalitet i vurderingen og fandt efter en samlet vurdering, at det var nødvendigt at opretholde den

idømte forvaring, jf. straffelovens § 72. Da der ikke var truffet bestemmelse om forvaring i medfør af

straffelovens § 68, men efter § 70, var der ikke hjemmel til at bestemme, at foranstaltningen skulle

ændres til en mindre indgribende foranstaltning. T's subsidiære påstand om udstationering i eget hjem

kunne derfor heller ikke tages til følge.

Behandlingen af sager om prøveudskrivning af forvaringsdømte er omtalt i

bekendtgørelse nr. 416 af

9. april 2015

(prøveudskrivningsbekendtgørelsen) samt

Direktoratet for Kriminalforsorgens vejledning

nr. 51 af 27. juni 2006

om Kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladelse, betinget dømte m.v. og

vejledning nr. 9196 af 13. april 2015 om behandlingen af sager om prøveudskrivning af

forvaringsdømte.

Bestemmelse om prøveudskrivning fra forvaring træffes af retten ved kendelse.

Der vil normalt være knyttet en række vilkår til prøveudskrivningen, herunder vilkår om, at der under

nærmere angivne betingelser kan ske tilbageførsel til fængslet (anstalten). Det vil endvidere normalt

være bestemt, at spørgsmålet om genanbringelsens opretholdelse i givet fald skal indbringes for retten

senest 1 uge efter tilbageførslen. Det er retten, der træffer afgørelse om vilkår for prøveudskrivningen.

Da det er den regionale statsadvokat, der fører kontrol med varigheden af forvaringsdomme, skal også

sager om administrativ tilbageførsel af prøveudskrevne behandles af den regionale statsadvokat.

Sager, hvor politiet anmodes om bistand til tilbageførsel af en person, som er prøveudskrevet fra

forvaring, forelægges derfor straks for statsadvokaten med påtegning om, at sagen haster.

Statsadvokaten påser herefter, at sagen indbringes for retten senest 1 uge efter tilbageførslen.

Kriminalforsorgen er på tilsvarende vis instrueret om straks at underrette statsadvokaten, når en

prøveudskrevet person administrativt er ført tilbage til anstalten.

7.4. Udvisning af udlændinge i forbindelse med ændring,

herunder prøveudskrivning eller ophævelse af en

foranstaltningsdom

I udlændingelovens § 50 a er der fastsat regler om rettens prøvelse af spørgsmålet om udvisning i de

tilfælde, hvor en udlænding, der er undergivet foranstaltninger, er udvist ved dom.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Bestemmelsen indebærer, at spørgsmålet om udvisning skal prøves i forbindelse med udskrivning af

den pågældende.

Er den pågældende dømt til forvaring eller anbringelse, prøves spørgsmålet om udsendelse af retten i

forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, jf.

udlændingelovens § 50 a, stk. 1. Disse sager behandles af de regionale statsadvokater, jf.

pkt. 7.2.

de regionale statsadvokaters kontrol med foranstaltninger og

pkt. 7.3.

om de regionale statsadvokaters

kontrol med forvaringsdomme.

I tilknytning hertil bestemmes, at sager om domstolsprøvelse af udvisning i forbindelse med

udskrivning ved andre foranstaltninger, der indebærer frihedsberøvelse, jf. § 50 a, stk. 2, forud for

sagens indbringelse af politidirektøren skal forelægges for statsadvokaten, således at statsadvokaten

afgør, hvilke oplysninger mv. der skal tilvejebringes i forbindelse med domstolsprøvelsen.

Nærmere retningslinjer om behandlingen af disse sager er i øvrigt fastsat i pkt. 6.5.2. i

rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om

Udvisning ved dom.

7.5. Frihedsgoder og udgangstilladelse for anbragte på

hospital eller institution eller i forvaring

Spørgsmål om udgangstilladelse mv. til personer, der er anbragt i hospital eller i institution i henhold

til strafferetlig afgørelse, er reguleret i

bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004

(med senere

ændringer) om udgangstilladelse mv. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til

strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret.

Bekendtgørelsen finder ifølge § 1, stk. 1, anvendelse på meddelelse af udgangstilladelser mv. til

personer, som i medfør af:

1. straffelovens § 68, § 69 og § 73 er dømt til anbringelse i hospital for sindslidende, herunder

sikringsafdelingen, der er knyttet til Psykiatrihospitalet i Slagelse, eller i institution for

personer med vidtgående psykiske handicap,

2. straffelovens § 74 a er anbragt i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge,

3. retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4, er anbragt i institution eller hospital mv., og

4. retsplejelovens § 809, stk. 2, er indlagt til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, i

institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i anden egnet institution.

Bekendtgørelsen finder endvidere i medfør af § 1, stk. 2, anvendelse på meddelelse af

udgangstilladelse mv. til personer, som i medfør af § 40, stk. 1, (om farlighedsdekret) i

lovbekendtgørelse nr. 936 af 2. september 2019 om anvendelse af tvang i psykiatrien (psykiatriloven)

er anbragt i sikringsafdelingen, som er knyttet til Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1 og 2, at overlægen samt amtsrådet (nu kommunen) kan

træffe afgørelse om udgang mv. i nærmere anført omfang.

Ifølge stk. 3 træffer statsadvokaten afgørelse om udgange, der ikke er omfattet af stk. 1 og 2.

For så vidt angår personer, der er i forvaring, træffer Kriminalforsorgen afgørelse om tildeling af

frihedsgoder efter § 19 i

bekendtgørelse nr. 182 af 26. februar 2019 om udgang til indsatte, der udstår

fængselsstraf eller forvaring i Kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen).

Kriminalforsorgen skal imidlertid høre anklagemyndigheden om regelmæssig udgang.

8. Love og forarbejder

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Lovbekendtgørelse nr. 1729 af 2. december 2010 om anvendelse af tvang i psykiatrien

(psykiatriloven)

Lovbekendtgørelse nr. 947 af 24. august 2011 Udlændingeloven § 50 a – bemærkninger

Lov 2005-12-21 nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk behandling mv.

Lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019 (sundhedsloven) § 74

Lov nr. 438 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven (historisk)

Forarbejder til lov nr. 438 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven (L 144 af 8. december

1999)

Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter

straffelovens § 68 og § 69 (s. 67)

Bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978 om forsvarerbeskikkelse

Bekendtgørelse nr. 355 af 12. april 2011 om behandlingen af sager om prøveudskrivning af

forvaringsdømte (prøveudskrivningsbekendtgørelsen) (afsnit 8)

Bekendtgørelse nr. 792 af 18. juni 2018 om politidirektørernes og statsadvokaternes adgang til

at frafalde tiltale med senere ændringer

Bekendtgørelse nr. 947 af 24. september 2009 om bistandsværger

Bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse mv. til personer, der er anbragt

i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret

Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling mv.

Bekendtgørelse nr. 182 af 26. februar 2019 udgangsbekendtgørelsen

Bekendtgørelse nr. 1239 af 22. november 2019 om magtanvendelse og andre indgreb i

selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne

og modtagepligt i boformer efter lov om social service Cirkulære nr. 52 af 27. juni 2006 om

Kriminalforsorgens tilsyn med personer, der er idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68

eller § 69

Cirkulære nr. 234 af 10. december 1976 om foranstaltninger over for psykisk afvigende

kriminelle (historisk)

Cirkulære nr. 9612 af 9. august 2021 om myndighedernes ansvar i forhold til udveksling af

oplysninger til brug for sikkerhedsvurderinger af anholdte, varetægtsarrestanter, og

surrogatanbragte

Vejledning nr. 51 af 27. juni 2006 om kriminalforsorgens tilsyn med prøveløsladte, betinget

dømte mv. (tilsynsvejledningen)

Vejledning nr. 9196 af 13. april 2015 om behandlingen af sager om prøveudskrivning af

forvaringsdømte (prøveudskrivningsvejledningen)

Regulativ for Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse af ambulante

mentalundersøgelser i straffesager i politikredsene 23-54

Aftale mellem Justitsministeriet og Fyns Amt, Nordjyllands Amt og Århus Amt om ambulante

mentalundersøgelser

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 10. juni 1988 til overlæger på psykiatriske sygehuse og

sygehusafdelinger om beregningen af længstetid for ophold på psykiatrisk sygehusafdeling i

henhold til straffelovens § 69

Retslægerådets Årsberetning 1994, side 107

Bilag

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Bilag 1 – Regulativ for sikringsafdelingen ved

Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Bilag 2 - Cirkulæreskrivelse til politi- og

anklagemyndighed om gennemførelse af ambulante

mentalundersøgelser i straffesager i politikredsene 23-54

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Bilag 3 – Aftale mellem Justitsministeriet og Fyns Amt,

Nordjyllands Amt og Århus Amt om ambulante

mentalundersøgelser

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Bilag 4 - Vejledning om registrering i POLSAS af

mentalerklæringer

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

1. Ved anmodning om mentalundersøgelse skal der ske følgende registrering i bilag/anmærkninger:

Feltet ”Type” skal udfyldes med

(udgående) + undertype

AME

(anmodning om

mentalundersøgelse), når anmodning om mentalundersøgelse sendes til modtager

(Retspsykiatrisk Klinik eller regionerne)

Personnummer på den person, der skal mentalundersøges skal altid udfyldes samtidig, da der

kan være flere sigtede i sagen

Bemærk:

Der skal oprettes en selvstændig postering for hver person.

Feltet ”Type” skal kun udfyldes ved første anmodning om mentalundersøgelse. Såfremt der fremsættes

ny anmodning om mentalundersøgelse, eksempelvis hvis mentalundersøgelsen i stedet skal foregå

under indlæggelse (i stedet for ambulant), skal ny anmodning ikke registreres. En sådan anmodning

noteres som hidtil i tekstfeltet i bilag/anmærkninger.

2. Når kredsen modtager en mentalundersøgelse fra Klinik/hospital, skal der ske følgende registrering i

POLSAS:

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Feltet ”Type” skal udfyldes med

(erklæring)

undertype

MEA

(mentalundersøgelse,

ambulant) eller undertype

MEI

(mentalundersøgelse, indlæggelse)

Bemærk:

Der skal oprettes en selvstændig postering for hver person.

Bilag 5 -

Actioncard om Politiets behandling af sager mod

psykisk afvigende kriminelle

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

Bilag 6 - Kriminalforsorgens retningslinjer for

situationer, hvor de af egen drift skal forelægge en sag for

Retslægerådet.

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 377: Spm. om Rigsadvokatmeddelelsen om, hvordan Anklagemyndigheden skal agere i sager om psykisk sygdom, udviklingshæmning og demens