Folketingets Retsudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 11887
Den 23. januar 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 346 (Alm. del) stillet den 12. december 2024 efter ønske
fra Lars-Christian Brask (LA).
Spørgsmål nr. 346
”Vil
ministeren redegøre for, om den kritik af Kammeradvokaten, herunder spørgsmålet om
Kammeradvokatens habilitet, som Finans har afdækket i artiklen ”Kammeradvokaten under skarp
beskydning i Elbit-sag”,
den 25. november 2024,
får indflydelse på læsningen af Kammeradvokatens
undersøgelse af Nordic Waste-sagen?”
Svar
Miljø- og Ligestillingsministeriet har forstået spørgsmålet således, at spørgeren ønsker ministerens
stillingtagen til, om en tidligere rejste kritik af Kammeradvokaten vurderes at have betydning for anden
del af Kammeradvokatens undersøgelse, der omhandler ansvaret for ledelsen, ejerne eller andre
personer hos Nordic Waste A/S eller DSH Recycling A/S.
Denne del af undersøgelsen ligger nu i konkursboet efter Nordic Waste A/S. I konkursboet er det
kuratorernes opgave at sikre, at arbejdet går rigtigt til, og i sidste ende er det skifteretten, der træffer
afgørelse om konkursboets dispositioner.
Miljø- og Ligestillingsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet et bidrag fra
Justitsministeriet om reglerne for konkursboets behandling, der har oplyst følgende:
”Et
konkursbo bestyres af en eller flere kuratorer, som udpeges af skifteretten efter reglerne
i konkurslovens kapitel 13 (§§ 107-112).
Efter konkurslovens § 110, stk. 1, 1. pkt., skal kurator ved udførelsen af sit hverv varetage
boets interesser og herunder sikre boets aktiver og foretage de fornødne skridt til værn mod
uberettigede dispositioner over aktiverne samt repræsentere boet i enhver henseende. Efter
2. pkt. skal kurator fremme boets behandling mest mulig.
Kurator skal i overensstemmelse med reglerne i konkurslovens kapitel 15 (§§ 124-127 a)
løbende orientere fordringshaverne og skifteretten om boets behandling.
Skifteretten fører efter bestemmelserne i samme kapitel tilsyn med, at kurator overholder
sine pligter. Skifteretten kan herunder bl.a. afkræve kurator oplysninger om boets forhold
samt pålægge kurator at udarbejde redegørelser m.v. eller foretage det fornødne til fremme
af boets behandling inden for en af skifteretten fastsat frist, jf. § 126, stk. 2.”
Magnus Heunicke
/
Paolo Perotti
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk