Folketingets Retsudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 11887
Den 23. januar 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 345 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalget stillet den 12.
december 2024 efter ønske fra Lars-Christian Brask (LA).
Spørgsmål nr. 345
”Mener
ministeren, det er rimelig brug af skatteborgernes penge, at Kammeradvokaten kører en sag for
at smide en kurator fra Gorrissen Federspiel ud af konkursboet efter Nordic Waste, når førstnævnte
kurator allerede har trukket sig fra konkursboet?”
Svar
Det er hverken min eller Miljøstyrelsens beslutning, hvilke advokater der udpeges som kuratorer, eller
om en kurator skal fratræde. Det er konkurslovens regler og i sidste ende skifteretten, der bestemmer,
om en advokat er habil til at varetage opgaven som kurator. For så vidt angår konkurslovens regler om
habilitet henvises til samtidig besvarelse af spørgsmål nr. 344 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.
Jeg kan konstatere, at advokat John Sommer Schmidt har valgt at trække sig som kurator i boet efter
Nordic Waste A/S, efter Kammeradvokaten havde indgivet en begæring om, at vedkommende skulle
afsættes som følge af inhabilitet. Kammeradvokaten valgte at fastholde begæringen, da skifterettens
stillingtagen til spørgsmålet kan have betydning for advokatens krav på salær for arbejdet i boet,
herunder om salæret skal nedsættes.
Ved kendelse af 18. december 2024 fandt skifteretten, at retten ikke kunne tage stilling til spørgsmålet
om habilitet, da advokaten endnu ikke har fremsat et krav om salær for arbejde i boet. Skifteretten
udtalte, at en afgørelse om habilitet alene ville fungere som en slags delafgørelse i vurderingen af et
salærkrav. Når eller hvis advokaten gør krav på salær for arbejdet, vil skifteretten skulle tage stilling til
værdien af det udførte arbejde for konkursboet. Skifteretten vil som led i sin vurdering kunne inddrage
sagens oplysninger og de oplysninger om inhabilitet, der fremgår af Kammeradvokatens begæring.
Senest har Kammeradvokaten den 21. januar 2025 anmodet Advokatnævnet om at tage stilling til, om
advokaten var inhabil ud fra reglerne om god advokatskik. Anmodningen bygger på de samme
oplysninger, som Kammeradvokaten har fremsat i sin begæring til skifteretten.
Af principielle grunde kan jeg derfor ikke gå nærmere ind i sagen, da advokatens habilitet på et senere
tidspunkt kan blive genstand for prøvelse ved skifteretten og nu behandles i Advokatnævnet.
./.
Magnus Heunicke
/
Paolo Perotti
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk