REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 142: Spm. om ministeren vil sikre udarbejdelsen og implementeringen af en lovgivning, der – i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols udtalelser – forhindrer, at der i sådanne godtgørelser foretages modregning af offentlig gæld i alle tilfælde, jf. svar på REU alm. del

Retsudvalget 2024-25
REU Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2023-24

REU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 1531

Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

21. oktober 2024

Stats-

Menneskeretskontoret

Anna Michelsen

2024-12343

3450334

Besvarelse af spørgsmål nr. 1531 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1531 (Alm. del), som

Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 24. september

2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt

(SF).

Peter Hummelgaard

Christian Fuglsang

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/5

REU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 142: Spm. om ministeren vil sikre udarbejdelsen og implementeringen af en lovgivning, der – i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols udtalelser – forhindrer, at der i sådanne godtgørelser foretages modregning af offentlig gæld i alle tilfælde, jf. svar på REU alm. del – spørgsmål 1531 (2023-24)?

Spørgsmål nr. 1531 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren oplyse, hvorvidt godtgørelser for konstaterede

menneskerettighedskrænkelser i dansk ret er beskyttet imod, at

restanceinddrivelsesmyndigheden modregner offentlig gæld,

herunder f.eks. forfaldne studielån, i sådanne godtgørelser? Der

henvises til, at det ifølge Menneskerettighedsdomstolens

storkammerdom af 28. juli 1999 i sagen Selmouni mod

Frankrig, sagsnr. 25803/94, præmis 133, følger, at det ifølge

Domstolen er op til medlemsstaterne at afgøre

modregningsadgangen, men det ifølge Domstolen vil

"pervertere"

menneskerettighedssystemet,

såfremt

medlemsstaterne modregner sådanne godtgørelser i offentlig

gæld.”

Svar:

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)

artikel 41 (om passende erstatning), at hvis Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol (Domstolen) finder, at der er sket en krænkelse

af EMRK eller de dertil knyttede protokoller, og hvis vedkommende høje

kontraherende parts interne ret kun tillader delvis skadesløsholdelse, skal

Domstolen om nødvendigt tilkende den forurettede part passende erstatning.

Det følger af Domstolens praksis, at det som udgangspunkt afgøres efter

national ret, om der kan foretages modregning mv. i godtgørelse for

krænkelse af menneskerettigheder, samt at Domstolen ikke har kompetence

til at meddele pålæg om, at beløbet skal være beskyttet mod fuldbyrdelse,

jf. Selmouni mod Frankrig (sag nr. 25803/94), præmis 133, og Velikova

mod Bulgarien (sag nr. 41488/98), præmis 99. Som det også fremgår af de

nævnte sager, har Domstolen udtalt, at kompensation, der tilkendes i

henhold til EMRK artikel 41, bør være fri for udlæg. Domstolen har i den

forbindelse udtalt, at det ville være uoverensstemmende at tilkende et beløb

til f.eks. dækning af ikke-økonomisk skade og sagsomkostninger for en

overtrædelse af bl.a. EMRK artikel 3 (om forbuddet mod tortur), hvis staten

skulle være både debitor og kreditor i forhold til dette beløb. Domstolen

udtalte også, at formålet med tilkendelse af erstatning for ikke-økonomisk

skade ville blive forpurret, og at det system, som følger af EMRK artikel 41,

ville blive forvredet, hvis en sådan situation skulle anses for tilfredsstillende.

Side 2/5

Der kan herudover henvises til Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 6. udgave (2023), side 210,

hvoraf bl.a. følgende fremgår:

”Der kan opstå spørgsmål om, hvorvidt erstatning kan gøres til

genstand for modregning, udlæg m.v., og om der i givet fald skal

sondres mellem erstatning for økonomisk tab, ikke-økonomisk

skade og sagsomkostninger. Det har navnlig betydning i

tilfælde, hvor staten har krav mod klager, herunder bøde og

sagsomkostninger pålagt i den retssag, der har begrundet

krænkelsen. Der kan også være tale om krav fra det offentlige,

der ikke har tilknytning til klagesagen. Spørgsmålet kan også

opstå i tilfælde, hvor kreditorer ønsker at søge sig fyldestgjort i

klagers krav på erstatning. Om der kan foretages modregning

m.v., og i bekræftende fald omfanget og betingelserne herfor,

må som udgangspunkt afgøres efter national ret, og Domstolen

har ikke kompetence til at meddele pålæg om, at beløbet skal

være beskyttet mod fuldbyrdelse. Domstolen synes i det hele at

overlade spørgsmålet til afgørelse efter national ret. Det forhold,

at Domstolen ikke altid sondrer klart mellem erstatning for

økonomisk og ikke-økonomisk skade, men i stedet tilkender ét

samlet beløb, taler med styrke for, at spørgsmålet om

modregning m.v. skal behandles ens, hvad enten der er tale om

den ene eller den anden form for erstatning. Domstolen har dog

samtidig udtalt, at kompensation, der tilkendes i henhold til

artikel 41, bør være fri for udlæg, og at det ville være

selvmodsigende at tilkende et beløb til dækning af ikke-

økonomisk skade og sagsomkostninger i anledning af en

overtrædelse af artikel 3, hvis staten både var debitor og kreditor

i forhold til dette beløb, og at formålet med tilkendelse af

erstatning for ikke-økonomisk skade ville blive forspildt, og at

det system, der følger af artikel 41, ville blive undergravet, hvis

staten kunne gøre udlæg i et sådant beløb, selv om Domstolen

ikke har kompetence til at meddele beskyttelse mod udlæg eller

inddrivelse.”

Reglerne

udlæg

skyldneres

formue

ved

restanceinddrivelsesmyndighedens fuldbyrdelse af pengekrav er fastsat i

retsplejelovens kapitel 47.

Som udgangspunkt kan der foretages udlæg (og dermed i almindelighed

også modregning) i hele skyldnerens formue. Det fremgår således af

retsplejelovens § 508, at udlæg kan foretages i rede penge samt i fast

ejendom, løsøre, fordringer og andre aktiver, hvis identitet kan fastslås, men

ikke i fremtidige erhvervelser. Udlæg kan foretages, selv om aktiverne i

forvejen er behæftet.

Side 3/5

I retsplejelovens §§ 509-516 er fastsat en række undtagelser til dette

udgangspunkt.

Efter retsplejelovens § 513, stk. 1, 1. pkt., kan der ikke foretages udlæg i

erstatning for invaliditet eller tab af forsørger eller i godtgørelse i

forbindelse hermed, hvis beløbet tilkommer skadelidte eller den, som har

mistet en forsørger. Så længe beløbet ikke er udbetalt til den

erstatningssøgende eller nogen på dennes vegne, er beskyttelsen absolut, jf.

Folketingstidende 1975-1976, tillæg A, side 262 og 269, samt betænkning

nr. 634 af 1971 om udlæg og udpantning, side 85. Fritagelsen for udlæg kan

i medfør af § 513, stk. 1, 2. pkt., fastholdes efter beløbets udbetaling, hvis

beløbet ved indsættelse på særskilt konto i bank eller sparekasse eller på

anden måde er holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 513, stk. 2, at der ikke kan

foretages udlæg i krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade, som ikke

falder ind under stk. 1, før beløbet er udbetalt. Det fremgår af forarbejderne

til bestemmelsen, at bestemmelsen eksempelvis omfatter godtgørelse for

svie og smerte eller vansir, som ikke står i forbindelse med en skade, som

har medført invaliditet, eller for tort ved en æresfornærmelse. Højesteret

fandt i dom af 6. februar 1997, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side

528 ff., at en godtgørelse for uberettiget afskedigelse ligeledes var omfattet

af retsplejelovens § 513, stk. 2.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af den del af spørgsmålet,

der vedrører restanceinddrivelsesmyndigheden, anmodet Skatteministeriet

om et bidrag. Skatteministeriet har indhentet et bidrag fra Gældsstyrelsen,

der har oplyst følgende:

”Visse udbetalinger fra det offentlige overføres automatisk til

Gældsstyrelsen med henblik på modregning, når en borger eller

virksomhed har gæld til det offentlige, der er registreret hos

Gældsstyrelsen. Udbetalinger i form af godtgørelse for

konstaterede menneskerettighedskrænkelser overføres ikke

automatisk til Gældsstyrelsen. I særlige tilfælde kan den

udbetalende myndighed overføre udbetalingen manuelt til

Gældsstyrelsen med henblik på modregning.

Inden en type udbetaling godkendes til at kunne overføres

automatisk eller manuelt, afklares det i samarbejde med den

Side 4/5

udbetalende myndighed, om udbetalingstypen kan anvendes til

modregning.”

Side 5/5