Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
3000694_0001.png
NOTAT
Den 31. januar 2025
Hovedkonklusioner og anbefalinger i Fødevarestyrelsens evalu-
ering af den politiske aftale af 25. juni 2025 om dyretransporter
Evalueringen viser samlet set, at Fødevarestyrelsen har indført et nyt helhedsorienteret, mere risikoba-
seret og datadrevet kontrolkoncept til at styrke kontrollen af dyretransporter i overensstemmelse med
aftalen af 25. juni 2020. Styrelsen har desuden udviklet dataværktøjer til at indsamle og analysere kon-
troldata, og disse data anvendes til løbende at justere kontrollen og kontroltrykket med henblik på at
foretage så effektiv en kontrol som muligt målrettet de mest risikofyldte områder.
Inden for hvert af aftalens otte overordnede områder viser evalueringen, at Fødevarestyrelsen har im-
plementeret aftalen. Som det fremgår af aftalen, indebærer det nye kontrolkoncept væsentlige ændrin-
ger, hvorfor det løbende må vurderes, om der er behov for at justere indsatsen, så den ønskede effekt
opnås. I henhold til stikprøvekontrollen vurderes det, at Fødevarestyrelsen kan målrette den stikprøve-
baserede kontrol ved på- og aflæsning mod de risikofyldte transporter, og at der har været grundlag for
at reducere kontroltrykket som forudsat i aftalen. På den baggrund anbefales det, at Fødevarestyrelsen
fastholder sit fokus på at følge kontroldata, så det løbende vurderes, om der er behov for at ændre kon-
troltrykket og/eller indholdet i kontrollerne.
På baggrund af de indsamlede data om virksomheders regelefterlevelse har Fødevarestyrelsen vurderet,
at der ikke har været grundlag for at iværksætte en særlig indsats for virksomheder med dårlig regelef-
terlevelse (VDR). I stedet har det vist sig at have en større effekt at iværksætte tiltag rettet mod et helt
område frem for enkelte virksomheder. Et eksempel er, at der som en ny sanktionsmulighed er indført
et kørselsforbud til transportvirksomheder, der ikke indsender returlogbogen på anmodning. Forbuddet
er gældende, indtil anmodningen er efterkommet. Tidligere blev ca. 80 pct. af de anmodede dokumenter
fremsendt til tiden. Efter kørselsforbuddet er indført, fremsendes ca. 98 pct. til tiden.
Det har også vist sig unødvendigt at indsætte bestemmelser i lov om hold af dyr og dyrevelfærdsloven til
at understøtte inddrivelsen af gebyrer, da Fødevarestyrelsen ikke oplever problemer med gebyrinddri-
velsen.
Selvom antallet af transporter med dyr ud af Danmark har ligget nogenlunde stabilt de senere år, kan
udviklingen hurtigt ændre sig. Den overordnede anbefaling i denne evaluering er derfor, at Fødevare-
styrelsen fortsat har fokus på at udvikle, udbygge og anvende sine dataværktøjer, så udviklingen på om-
rådet for dyretransporter kan følges, og at en fortsat effektiv og målrettet kontrol dermed kan sikres.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Holbergsgade 6
1057 København K
Tlf. 38 10 60 00
• CVR
41956011
• EAN
5798000880016
[email protected]
www.fvm.dk