Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
2933351_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 10122
Den 7. november 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 48 (MOF alm. del) stillet 11. oktober 2024 efter ønske fra
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Spørgsmål nr. 48
”Vil
ministeren redegøre for, hvor meget henholdsvis gylle/nitrat og pesticider, der tilføres til marker
beliggende i Tønder Kommune, og som er indført fra Tyskland? Hvis tallene ikke findes, bedes
ministeren estimere et skøn for, hvor meget dette kunne være fordelt på disse grupper
eller hvilken
viden ministeriet har om en sådan import.”
Svar
Reglerne om gødning er placeret i Ministeriet for Grøn Trepart. Jeg har derfor spurgt om et bidrag til
besvarelsen. Ministeriet for Grøn Trepart har indhentet nedenstående bidrag fra Styrelsen for Grøn
Arealomlægning og Vandmiljø:
”En
virksomhed, der er registreret eller er registreringspligtig i Register for Gødningsregnskab, skal
hvert år udarbejde og indberette et gødningsregnskab, jf. gødskningsloven. Af gødningsregnskabet
fremgår bl.a. virksomhedens forbrug af kvælstof og fosfor til gødningsformål. Gødningsregnskaberne
indberettes i Danmark på virksomhedsniveau og ikke på markniveau. De data, som Styrelsen for Grøn
Arealomlægning og Vandmiljø har, er derfor et udtryk for, hvor meget gødning en virksomhed har
modtaget, produceret og eller afgivet som samlet virksomhed. En virksomhed beliggende i én
kommune kan således have marker i flere kommuner. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og
Vandmiljø kan derfor ikke besvare spørgsmål rettet mod enkelte kommuner eller mod specifikke
marker.
Kunstgødning, der er købt i udlandet, indberettes af landbruger i et separat felt i gødningsregnskabet.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har ingen data, som viser hvilket land, gødningen er
købt i. Der er i gødningsregnskaberne for planperioden 2022/2023 ikke indberettet kunstgødning
indkøbt fra udlandet af virksomheder beliggende i Tønder Kommune. Modtaget husdyrgødning og
afgasset biomasse summeres af landbruger i det samme felt i gødningsregnskabet uanset, om det er
modtaget fra ind- eller udland. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har med det afsæt
ikke data for, hvor meget husdyrgødning eller afgasset biomasse, der bliver importeret fra udlandet,
herunder Tyskland.”
Ifølge reglerne om anvendelse af plantebeskyttelsesmidler er det ikke lovligt at anvende
plantebeskyttelsesmidler, som ikke er godkendt i Danmark. Det er derfor heller ikke lovligt at anvende
importerede plantebeskyttelsesmidler fra Tyskland, som ikke er godkendt til markedsføring i
Danmark.
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 48: MFU spm. om, hvor meget henholdsvis gylle/nitrat og pesticider, der tilføres til marker beliggende i Tønder Kommune, og som er indført fra Tyskland
Overtrædelser af lovgivning opgøres ikke på kommuneniveau. Miljø- og Ligestillingsministeriet har
adspurgt Kemikalieinspektionen i Miljøstyrelsen, om der har været overtrædelser ift. anvendelse af
ulovlige midler i Tønder Kommune i 2023. Kemikalieinspektionen oplyser i den forbindelse følgende:
”Kemikalieinspektionen
har undersøgt pesticidindberetningerne i perioden 01-01-2023 til 10-01-2024
i Tønder Kommune.
Kemikalieinspektionen har den 31-07-2023 modtaget en indberetning angående en virksomhed
beliggende i postnummer 6780, Skærbæk. Indberetningen blev sendt videre til Landbrugsstyrelsen,
der under et fysisk kontrolbesøg fandt tre kg ulovligt, tidligere godkendt dansk pesticid. Sagen er
endnu ikke sagsbehandlet i Inspektionen. Inspektionen har i øvrigt ikke noteret pesticidsager fra
Tønder Kommune i 2023.”
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
2