Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025 - 1280
Den 9. marts 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 460 (MOF alm. del) stillet 10. februar 2024 efter ønske
fra Carl Valentin (SF).
Spørgsmål nr. 460
”Mener
ministeren, at han har leveret på den del af Rigsrevisionens kritik, der gik
på, at man ikke kontrollerede og sanktionerede direkte på baggrund af
sprøjtejournalindberetningerne?”
Svar
Rigsrevisionen udtalte i 2019 kritik af, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke havde sikret et
fuldstændigt datagrundlag til at gennemføre en risikobaseret kontrol af erhvervsmæssige brugeres
anvendelse af pesticidmidler. Dermed var der risiko for, at relevante virksomheder ikke blev udtaget til
kontrol, ligesom indberetningerne til Europa-Kommissionen om pesticidanvendelse kunne være
behæftet med fejl. Miljøstyrelsen forbedrede registreringen af virksomheder, der er
indberetningspligtige i Sprøjtejournalindberetningssystemet (SJI), og udarbejdede i den forbindelse
en ny procedurebeskrivelse for sagsbehandling i SJI om manglende indberetninger. Desuden blev der i
2021 indgået en samarbejdsaftale med Landbrugsstyrelsen (i dag Styrelsen for Grøn Arealomlægning
og Vandmiljø) om at kunne tilgå Landbrugsstyrelsens registre for at kunne styrke den risikobaserede
kontrol.
Rigsrevisionen konkluderede samtidigt, at Miljø- og Fødevareministeriet ikke havde etableret et
administrativt grundlag, der gjorde det muligt at følge op på indberettede anvendelser af ulovlige
pesticidmidler. Miljøstyrelsen etablerede i 2020 et administrativt grundlag for at bruge oplysningerne
fra SJI til kontrol for ulovlige midler.
Rigsrevisionen har afsluttet sagen på begge punkter i det seneste notat til statsrevisorerne fra 8. januar
2024.
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk