Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
2931814_0001.png
NOTAT
Vand og Klimatilpasning
Ref. ANHAK
Den 13. maj 2024
Notat om ansvarsfordeling i sager om strandede fartøjer
Med den gældende lovgivning kan staten kræve et skibsvrag fjernet, hvis skibet vurderes at udgøre en
fare for enten 1) sejlads og fiskeri, 2) kyst, 3) havmiljø, mv., eller hvis det betragtes som dumpning.
Hovedreglen er dog, at det påhviler skibets ejer at bære både ansvaret og omkostningerne ved fjernelse
af skibsvrag (miljøbeskyttelseslovens § 70, sølovens § 166, kystbeskyttelseslovens § 19 e samt
vragkonventionen/Nairobikonventionen).
1) Hvis Søfartsstyrelsen vurderer, at et skibsvrag er til fare eller væsentlig ulempe for
sejladssikkerheden eller fiskeriet, vil skibets ejer blive forsøgt kontaktet med krav om at
uskadeliggøre vraget. Jf. tillæg til strandingslovens §§ 6 og 7 kan Søfartsstyrelsen kræve et vrag
uskadeliggjort, når fartøjet enten synker, grundstøder eller strander. Såfremt ejer ikke selv
uskadeliggør vraget eller lader sig identificere inden for en fastsat tidsfrist, kan Søfartsstyrelsen
lade vraget fjerne for ejerens regning. Den afholdte udgift til fjernelse af vraget kan, under
forudsætning af manglende eller ikke solvent skibsejer, forsøges opkrævet senere ved regres.
Når Søfartsstyrelsen modtager oplysninger om et vrag, som ikke tidligere er kendt, påbegyndes
sagshåndteringen. Søfartsstyrelsen modtager orientering om vrag fra flere steder, fx forsvarets
Maritime Assistance Service (MAS), dagspressen, borgere, politiet og navigatoriske
indberetninger. Når orientering modtages, foretager Søfartsstyrelsen øjeblikkeligt en indledende
navigatorisk vurdering af, hvorvidt vraget udgør en fare, som øjeblikkelig bør imødegås ved fx
uskadeliggørelse, afmærkninger eller navigationsadvarsler. Søfartsstyrelsen forsøger herefter at få
kontakt til ejeren, både for et eventuelt samarbejde om uskadeliggørelse og for at få oplyst, om
ejeren vil gøre bjærgningsforsøg. Endvidere udbedes en vurdering fra Fiskeristyrelsen om,
hvorvidt vraget er til væsentlig gene for fiskeriet. Endelig orienteres Miljøstyrelsen og
Kystdirektoratet om sagen. I særlige tilfælde
– fx hvis der er tale om et vrag fra 1940’erne –
spørges også andre myndigheder, fx Søværnet om risici for ammunition. Til sidst foretages en
vurdering af sagen på grundlag af samtlige oplysninger. Der træffes beslutning om, hvorvidt der
skal meddeles ejeren et påbud om uskadeliggørelse, og om hvad en sådan uskadeliggørelse som
minimum skal opfylde fx i forhold til fri dybde. Søfartsstyrelsen fører et register over vrag, som
Søfartsstyrelsen har kendskab til med oplysning om bl.a. position og ejer.
2) De berørte kommuner samt Kystdirektoratet har efter kystbeskyttelsesloven § 19 e hjemmel til at
meddele ejeren af et vrag påbud om at fjerne vraget for ejerens regning, hvis vraget skønnes at
være til fare for de danske kyster eller for et kystbeskyttelsesanlæg. Hvis påbuddet ikke
efterkommes, kan kommunalbestyrelsen eller Kystdirektoratet fjerne vraget for ejers regning, hvis
det er nødvendigt for at afværge en nærliggende fare. Rækkevidde af bestemmelsen, herunder
hvornår noget er til fare for kysten eller et kystbeskyttelsesanlæg, er ikke nærmere defineret.
Kystdirektoratet tolker til fare for kysten ift. erosion eller hvis vraget vil medføre en risiko for at
skade et kystbeskyttelsesanlæg.
Efter kystbeskyttelsesloven, og i henhold til statens højhedsret over søterritoriet (som omfatter
Miljøministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
[email protected]
•
www.mim.dk
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 39: MFU spm. om, hvem der bærer ansvaret for bjergningen og betalingen, når skibsejeren ikke kan findes eller ikke har lyst/evne til at betale
vandarealet fra kystlinjen og 12 sømil ud), har Kystdirektoratet alene bl.a. mulighed for at kræve
indretninger eller genstande på søterritoriet fjernet. Det kan efter en konkret vurdering også
omfatte skibsvrag, hvor der ikke er indhentet tilladelse til placering af skibet på søterritoriet, og
hvor skibet er til ulempe for omgivelserne. Dette gælder såvel for de eksisterende vrag som for
eventuelle kommende vrag.
Hvis et fartøj eller et vrag
ikke
er til fare for kysten eller et kystbeskyttelsesanlæg, og der er et
sagligt og proportionelt grundlag for at gå ind i en sag, vil Kystdirektoratet i første omgang forsøge
at finde frem til ejeren af vraget/fartøjet. Dette kan bl.a. ske ved kontakt til nærliggende havne, der
kan have kendskab til ejeren, eller ved at fastgøre en partshøring/varsel om påbud om fjernelse på
fartøjet/vraget.
Hvis der efter påbudsfristen udløb fortsat ikke har været en tilkendegivelse fra en ejer, kan
Kystdirektoratet efter kystbeskyttelsesloven og statens højhedsret fjerne fartøjet eller vraget.
Rækkevidde af adgang til fjernelse af fartøjer og vrag uden kendt ejer er ikke afklaret.
Hvis ejeren efter påbudsfristens udløb findes og hvis påbuddet ikke efterkommes, vil sagen overgå
til strafferetlig forfølgelse ved domstolene med henblik på idømmelse af tvangsbøder.
Kystbeskyttelseslovens adgang til at fjerne vraget for ejers regning finder først anvendelse, når
ejeren af fartøjet er blevet påbudt at fjerne vraget og efterfølgende er idømt tvangsbøder uden, at
dette har ført til en fjernelse af vraget.
I praksis anvender Kystdirektoratet sjældent disse beføjelser, da Kystdirektoratet som
udgangspunkt kun påtager sig udgifterne med at fjerne vrag, når de er til fare for danske kyster og
kystbeskyttelsesanlæg.
Kystdirektoratet modtager løbende orienteringer fra Søfartsstyrelsen, når de er blevet bekendt
med et vrag. Hvis ikke Kystdirektoratet vurderer, at vraget er til fare for kysten eller
kystbeskyttelsesanlæg, så foretages der som udgangspunkt ikke yderligere. Kystdirektoratet
vejleder borgere, som tager direkte kontakt til Kystdirektoratet vedr. vrag om, at de kan kontakte
enten Søfartsstyrelsen vedr. eventuel fare for sejladssikkerheden eller Miljøstyrelsen for eventuel
miljøskade/forurening.
3) Havmiljøloven finder anvendelse i forhold til bl.a. skibe, som befinder sig på dansk søterritorium
og de eksklusive økonomiske zoner ved Danmark, jf. havmiljølovens § 2. Miljøministeriet har det
overordnede ansvar for havmiljøloven, imens enkelte opgaver i regi af loven, herunder
forureningsbekæmpelse og overvågningsopgaven, deles med Forsvaret.
Et vrag, som er dumpet (sunket) med vilje som led i bortskaffelse, hører under Miljøstyrelsens
ressortområde, idet havmiljøloven § 25 indeholder et forbud mod dumpning. Dumpes et vrag som
led i bortskaffelse, er det en ulovlig handling, der er strafbar. Miljøstyrelsen vil efter forudgående
dialog med enten Søværnskommandoen og/eller Politiet blive involveret i en given sag om
dumpning af et vrag i strid med havmiljølovens kapitel 9, med henblik på dialog med
anklagemyndigheden.
Efter havmiljøloven § 42 a, stk. 3, kan Miljøstyrelsen træffe foranstaltninger, hvis disse er
nødvendige for at forhindre eller bekæmpe forurening, der kan medføre alvorlige skader for
havmiljøet. Bestemmelsen kan blandt andet bruges til at fjerne vrag eller vragdele. Det er forudsat,
at bestemmelsen kun anvendes i helt ekstraordinære tilfælde. For at kunne anvende de
2
 MOF, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 39: MFU spm. om, hvem der bærer ansvaret for bjergningen og betalingen, når skibsejeren ikke kan findes eller ikke har lyst/evne til at betale
reaktionsmuligheder, der følger af havmiljølovens § 42 a, stk. 1, 2 og 3, skal Miljøstyrelsen kunne
fastslå, at det specifikke skibsvrag udgør en forureningskilde, der medfører en betydelig forurening
eller alvorlige skader på havmiljøet.
Sager efter havmiljølovens § 42 a om særligt alvorlige skader på havmiljøet vil næppe i praksis
kunne bruges til at håndtere ordinære skibsvrag. Bestemmelsen i § 42 a er efter sin ordlyd stærkt
begrænset i sin anvendelse. Hertil kommer forhold omkring miljøskade efter havmiljølovens
kapitel 14 a, som er underlagt Miljøstyrelsens kompetence. Miljøstyrelsen træffer afgørelse om
miljøskade efter havmiljølovens kapitel 14 a. Miljøstyrelsens rolle på skibsvragsområdet er i
praksis konsultativ over for andre myndigheder
–
typisk Forsvaret (Søværnskommandoen) og
Søfartsstyrelsen m.fl.
Havmiljøloven er en rammelov som følge af de meget detaljerede tekniske bestemmelser på
området, ligesom loven udmønter en række internationale konventioner i national dansk ret. Da
havmiljøloven har karakter af lex specialis i forhold til miljøbeskyttelsesloven, kan
miljøbeskyttelseslovens bestemmelser ikke umiddelbart anvendes på forurening fra skibe.
Statslige myndigheder har som udgangspunkt ikke hjemmel til at kræve skibsvrag fjernet, hvis de falder
uden for ovenstående kriterier. Søfartsstyrelsen kan ifølge bekendtgørelse af lov om tillæg til
strandingslovens § 9, efter ansøgning give tilladelse til, at en kommune, forening, firmaer eller borgere
for egen regning fjerner et vrag, hvis ejeren ikke selv vil bjærge vraget, eller hvis ejeren over en periode
ikke foretager seriøse bjærgningsforsøg. Den, der bjærger, vil få ejendomsret til det bjærgede. Med
undtagelse af offentlige myndigheder skal den, der vil bjærge, stille sikkerhed for eventuelle
uskadeliggørelsesudgifter, hvis vraget under bjærgningen tabes et sted, hvor det vil være til fare eller
væsentlig gene for sejladssikkerhed eller fiskeri.
Nairobikonventionen om fjernelse af vrag og sølovens kap. 8 a giver ikke hjemmel til at kræve vrag
fjernet, men regulerer ejerens pligt til enten at fjerne vraget eller bære udgiften til uskadeliggørelse
eller fjernelse af vrag eventuelt gennem lovpligtig forsikring, når anden lovgivning medfører, at ejeren
pålægges at fjerne vraget. Den eventuelle betalingspligt for ejeren omfatter også nødvendige udgifter
til vragets lokalisering og afmærkning. Ejerens betalingspligt er begrænset til det såkaldte
globalansvarsbegrænsningsbeløb, som er et maksimalbeløb fastsat i konventionen og i søloven under
hensyntagen til skibstype og størrelse.
Skibe fra lande, der har tiltrådt Nairobikonventionen, og som har en bruttotonnage større end 300
samt danske skibe med en bruttotonnage større end 20 er omfattet af pligten til at have forsikring til
dækning af vragfjernelse.
3