Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
2977995_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025 - 533
Den 13. februar 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 379 (MOF alm. del) stillet 16. januar 2025 efter ønske fra
Kim Edberg Andersen (DD).
Spørgsmål nr. 379
Vil ministeren redegøre for, om man har planer liggende over, hvilke steder i Danmark
som lige nu mangler klimasikring mod stormflod?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som uddyber:
”Der
eksisterer ikke i dag nationale planer for hvilke steder, der mangler kystsikring. Dog arbejder
Miljøstyrelsen generelt med risikokortlægning af Danmark bl.a. i forbindelse med oversvømmelsesdirektivet,
hvor der udpeges områder i Danmark, som vurderes at have en potentiel væsentlig risiko for oversvømmelse.
De kommuner, der udpeges som værende risikoområder, skal udarbejde risikostyringsplaner, hvori de skal
lægge en plan for håndtering af risikoen for oversvømmelse således, at denne mindskes. Kommunerne skal
heri både forholde sig til forebyggelse, beskyttelse og beredskab. Miljøstyrelsen modtager
risikostyringsplanerne, og har som følge heraf en generel viden, når det kommer til områder, der er i risiko i
forbindelse med stormflod.
Kystdirektoratet har desuden med værktøjet
Kystplanlægger
udarbejdet en landsdækkende kortlægning af
risikoen i kystområderne frem til 2120, suppleret af vejledende strategier og forslag til konkrete tiltag til at
håndtere oversvømmelses- og erosionsrisikoen.”
Desuden kan det oplyses, at regeringen aktivt arbejder på Klimatilpasningsplan II, hvis formål bl.a. er at
sikre fremdrift og investeringer i kystbeskyttelsesindsatsen.
Magnus Heunicke
/
Anne Elizabeth Kamstrup
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 •
[email protected]
www.mim.dk