Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025-445
Den 11. februar 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 367 (MOF alm. del) stillet 14. januar 2025 efter ønske fra
Carl Valentin (SF).
Spørgsmål nr. 367
”Vil
ministeren stoppe Miljøstyrelsens praksis med at dispensere fra forbuddet mod brugen af
sprøjtegiften diquat, set i lyset af, at advokat Nikolaj Nielsen fra Advokatfirmaet Kontra vurderer, at
dispensationerne strider mod gældende EU-lovgivning? Der henvises til advokaterne Nikolaj Nielsens
og Marc Malmbak Stounbergs ”Notat om Miljøstyrelsens dispensationspraksis vedrørende brug af
pesticidet Reglone” af 17. november 2023, dn.dk (https://www.dn.dk/media/106911/notat-om-
milj%C3%B8styrelsens-dispensationspraksis.pdf).”
Svar
Jeg ønsker, vi skal væk fra at give dispensation til diquat i Danmark. Hvis der gives dispensationer til
forbudte sprøjtemidler, så sker det kun, såfremt Miljøstyrelsen fagligt vurderer, at der i forhold til den
konkrete anvendelse er sikker anvendelse for miljø og sundhed.
Udover at der skal vises sikker anvendelse, er det også et krav, at der ikke må være rimelige
alternativer, og for gentagne dispensationer er der krav om, at erhvervet skal kunne dokumentere, at
der arbejdes på at finde alternativer.
Der blev i 2024 givet færre dispensationer til anvendelse af diquat end i de foregående år. I 2023 blev
der givet dispensationer til at anvende 6.280 kg diquat, mens der i 2024 er givet dispensation til at
anvende 1.640 kg. Det er en reduktion på 73,9 pct. på et år. Det skyldes bl.a. at der i 2024 ikke blev
givet dispensation til at bruge diquat til nedvisning af kartofler.
I forbindelse med det juridiske notat, som Danmarks Naturfredningsforening har fået udarbejdet hos
Kontra Advokater, har ministeriet udarbejdet et juridisk notat om det retlige grundlag for
dispensationer til markedsføring og anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder ikke-
godkendte aktivstoffer, herunder Reglone. Der henvises til MOF alm. del - Bilag 70, som blev
oversendt til Miljø- og Fødevareudvalget den 24. oktober 2024.
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
Miljø- og Ligestillingsministeriet
•
Frederiksholms Kanal 26
•
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mim.dk