Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
2976107_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025 - 315
Den 6. februar 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 337 (MOF alm. del) stillet 10. januar efter ønske fra
Helene Brydensholt (ALT).
Spørgsmål nr. 337
”Vil
ministeren - i forlængelse af ministerens svar på MOF alm. del - spørgsmål nr. 364 (folketingsåret
2022-23, 2. samling) - oplyse, hvad status er i sagen om anbefalinger til konkrete tiltag fra Det
Nationale Partnerskab For Ren Luft?”
Svar
Analyser foretaget i 2022 og 2023 blev drøftet på en interessentworkshop i november 2023. Her blev
det anbefalet at foretage yderligere analyser om en godkendelsesordning for filtre til brændeovne og
om ultrafine partikler fra luftfart. Disse analyser har Miljø- og Ligestillingsministeriet igangsat i 2024.
Herudover blev det anbefalet at se nærmere ind i partikelantalsmåling ved syn og udbredelse af filtre
til brændeovne.
Partikelantalsmåling ved syn er Transportministeriets ressort. I den forbindelse oplyser
Transportministeriet, at der er et igangværende arbejde i EU med revision af periodesynsdirektivet
(direktiv 2014/45/EU), som stiller mindstekrav til periodisk syn. Det er Transportministeriets
forventning, at krav til partikelantalsmåling vil indgå i den kommende revision.
Transportministeriet oplyser, at der vil være dansk opbakning til forslag i et kommende synsdirektiv,
som understøtter forbedret miljøkontrol af køretøjer. Der er ikke i dag indført nationale regler om
partikelantalsmåling ved periodisk syn, men Transportministeriet har stor fokus på
emissionsudledning fra køretøjer og følger derfor tæt med i arbejdet med EU-reguleringen heraf.
I forhold til at udbrede partikelfiltre til brændeovne, har Miljøstyrelsen igangsat et projekt for at
undersøge muligheden for at etablere en konkret og enkel godkendelsesordning. Formålet er at sikre,
at filtre på markedet lever op til bestemte værdier for at reducere partikelforureningen.
Partierne bag Luftpartnerskabet (regeringen, SF, EL og RV) har i november 2024 drøftet
Luftpartnerskabets videre arbejde i 2025, og på den baggrund besluttet yderligere analyser, der
igangsættes i Luftpartnerskabets sidste år. Det drejer sig om analyser af grønne frikommuner,
skærpede krav til luftforurening fra skibe og regulering af partikelfiltre på vejgående køretøjer.
Derudover er der for 2024 og 2025 afsat midler til en registerundersøgelse, som skal undersøge
eventuelle sundhedskonsekvenser ved ultrafine partikler fra Københavns Lufthavn. En opgave som
Kræftens Bekæmpelse udfører og forventer at afslutte ultimo 2026.
Når Luftpartnerskabet er afsluttet, vil aftalepartierne blive inviteret til en drøftelse af
Luftpartnerskabets arbejde mhp. bl.a. at vurdere, om det giver anledning til konkrete initiativer.
Magnus Heunicke
/
Morten Pedersen
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
CVR 12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk