Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2025-438
Den 6. februar 2024
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 328 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
har stillet til ministeren for grøn trepart den 9. januar. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Sasha Faxe
(ALT).
Spørgsmål nr. 328 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil ministrene kommentere artiklen ”Mette Frederiksen lover rene fjorde, men ét
minut i juleferie sneg
regeringen en lempelse til landbrugslobbyen ind gennem bagdøren”, Politiken, den 6. januar 2025,
herunder i hvilket omfang interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer har haft afgørende
indvirkning på de planer for vandmiljøet, som kort før jul blev sendt i høring, og som ifølge både
opposition og miljøorganisationer gør det stik modsatte af, hvad Mette Frederiksen lovede i sin
nytårstale?”
Svar
Med
Aftale om implementering af et Grønt Danmark
af 18. november 2024 blev det besluttet at
gennemføre et paradigmeskifte i kvælstofindsatsen, hvor målopfyldelsen skal ske ved en
helhedsorienteret indsats med målrettet arealomlægning som hovedmotor. Aftalen om den grønne
trepart er langt mere ambitiøs, end hvad der lå i landbrugsaftalen fra 2021. Kvælstofindsatsbehovet er
hævet fra 13.100 i Landbrugsaftalen til 13.800 i den nye aftale. Derudover skal 390.000 ha.
landbrugsjord omlægges til mere skov, natur og vådområder, herunder skal der rejses 250.000 ha ny
skov, hvoraf 100.000 hektar skal gøres til urørt skov, og 140.000 ha lavbundsjorde udtages. Der er afsat
omkring 43 milliarder kr. til at gennemføre en grundlæggende omlægning af Danmarks areal.
På den baggrund er der nu en plan for at skabe betingelserne for at efterleve kravene i
EU’s
vandrammedirektiv i relation til kvælstofbelastningen af de danske kystvande. Hverken i
landbrugsaftalen eller i den danske CAP-plan er der truffet beslutning om indsatsen i 2025, 2026 og
2027. Det har alene været aftalt politisk, at indsatsbehovet skulle fastlægges i de endelige
vandområdeplaner. Det er dét, der nu ligger i høringsversionen af vandområdeplanerne.
I Aftale om Implementering af et Grønt Danmark fremgår det, at:
”Den
nye reguleringsmodel skal
levere en effekt mindst svarende til forventningerne til stigningen i den målrettede regulering i
Landbrugsaftalen, hvor der var teknisk budgetteret med et markreguleringstryk på 6.500 tons
kvælstof.”
Ministeriet for Grøn Trepart • Vester Voldgade 123 • 1552 København V
•
www.mgtp.dk