Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
2972803_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024-12119
Den 31. januar 2025
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 285 (MOF alm. del) stillet 20. december 2024 efter ønske
fra Leila Stockmarr (EL).
Spørgsmål nr. 285
”Er ministeren enig med borgmester på Mors Hans Ejner Bertelsen (V) i, at "Det er dybt problematisk,
at reglerne i dag baserer sig på tillid og ikke kontrol. Når ansvaret for jordprøverne ligger hos det
firma, der ønsker at komme af med jorden, er det næsten som at lade ræven vogte høns"? Der henvises
til artiklen ”Jorden er giftig: Tonsvis af forurenet jord fra oliedepot i København er dukket op på
Mors”, Jyllands-Posten, den 31. oktober 2024.”
Svar
Det er kynisk at spekulere i at gøre skade på vores sundhed, natur og miljø for økonomisk vinding. Et
brud på reglerne er også et brud med tilliden. I både stat, kommuner og blandt de private aktører skal
vi gøre alt, hvad vi kan for at komme svindel med jord til livs.
Der er i dag regler i jordflytningsbekendtgørelsen, der detaljeret beskriver hvilke pligter, der gælder for
dem, som vil af med jord og for jordmodtagere. Det er kommunerne, der har tilsynet med disse regler.
./.
I de nuværende regler i jordflytningsbekendtgørelsens bilag 1, er det beskrevet, hvordan jordprøverne
skal udtages, både hvis der er tale om en homogent fordelt forurening og en punktkildeforurening. Det
er dog korrekt, at der ikke er stillet krav om, at prøvetagningen skal udføres af en akkrediteret
prøvetager.
Miljøstyrelsen har herudover i samarbejde med Kommunernes Landsforening nedsat to
arbejdsgrupper, med fokus på håndtering af henholdsvis jord og bygge- og anlægsaffald.
Arbejdsgrupperne ser på tiltag, der kan styrke de nuværende regler, og om der er behov for nye regler
til at mindske incitamentet til svindel med jord samt bygge- og anlægsaffald. Resultatet af
Miljøstyrelsens og kommunernes arbejde forventes at foreligge før sommerferien.
./.
Der henvises endvidere til svar på MOF alm. del spørgsmål 286-287.
Magnus Heunicke
/
Mikkel Dam Schwartz
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk