Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
2960352_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 - 11771
Den 19. december 2024
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 217 (MOF alm. del) stillet 9. december efter ønske fra
Søren Egge Rasmussen (EL) og Leila Stockmarr (EL).
Spørgsmål nr. 217
”Vil
ministeren redegøre for, hvorfor Miljøstyrelsen ikke tidligere har undersøgt indberetningerne for
evtuelle overtrædelser af maksimal doseringer, når det af Miljøstyrelsens hjemmeside fremgår, at der
fra 2022 er mulighed for, at oplysningerne kan anvendes til direkte kontrol af anvendelse af ulovlige
sprøjtemidler fra planperioden 2020/2021? Der henvises til Miljøstyrelsens hjemmeside
”Indberetning af sprøjtwjournal”, mst.dk.”
Svar
Sprøjtejournalindberetningerne er lovpligtige for professionelle brugere af sprøjtemidler med et
samlet dyrket areal over 10 ha eller på et gartneri med en årlig momspligtig omsætning på mere end
50.000 kr. Indberetningerne skal indeholde, hvilke produkter, de har anvendt på hvilke afgrøder og
mængderne heraf. Indberetningerne anvendes i dag til at udarbejde den årlige
bekæmpelsesmiddelstatistik, der giver et billede af belastningen fra landbrugets brug af sprøjtemidler
på miljø og sundhed. Desuden bruges oplysninger til at prioritere udtagning af virksomheder til den
risikobaserede fysiske kontrol.
Kemikalieloven giver hjemmel til at bruge indberetningerne til kontrol med ulovlige sprøjtemidler.
Miljøstyrelsen indførte efter kritik fra Rigsrevisionen fra planperioden 2020/2021 mulighed for, at
oplysningerne kan anvendes til direkte kontrol af anvendelse af ulovlige sprøjtemidler. Miljøstyrelsen
oplyste for første gang om denne mulighed ved indberetninger i Sprøjtejournalindberetningssystemet
(SJI) for planperioden 2020/2021, det vil sige for perioden 1. august 2020 til 31. juli 2021, som havde
indberetningsfrist 31. marts 2022. Det har således fra d. 31. marts 2022 været muligt for
Miljøstyrelsen at håndhæve overtrædelser om brug af ulovlige sprøjtemidler alene på baggrund af
indberetningen i SJI.
./.
Miljøstyrelsen har i statusnotatet til Folketinget om indsatserne i 2023 under Sprøjtemiddelstrategi
2022-2026 oplyst, om at der ikke har været afsat midler til at føre systematisk kontrol med, om der
har været indberettet brug af ulovlige midler. Miljøstyrelsen har brugt indberetningerne ifm. den
risikobaserede udtagning til kontrol, hvor man bl.a. har udtaget landbrug, der har indberettet brug af
udvalgte ulovlige midler.
Miljøstyrelsen har ikke hjemmel til at lave administrativ kontrol med eventuelle indberetninger til SJI,
der indikerer overtrædelser af de maksimale doseringer. Miljøstyrelsen planlægger på baggrund af de
nye informationer om sprøjtejournalindberetninger, at udtage 40 virksomheder, der har anvendt
sprøjtemidler med krav om en maksimal dosering, til risikobaseret kontrol i 2025.
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Frederiksholms Kanal 26
1220 København K
Tlf. 38 14 21 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 217: Spm. om, hvorfor Miljøstyrelsen ikke tidligere har undersøgt indberetningerne for eventuelle overtrædelser af maksimal doseringer af anvendelse af ulovlige sprøjtemidler
Jeg tager denne sag meget alvorligt og har derfor bedt Miljøstyrelsen udarbejde en redegørelse over
forpligtelserne og mulighederne for at håndhæve de potentielle overtrædelser, samt vurdere omfanget
af problemet med mulige overskridelser af den maksimale tilladte dosering for det pågældende
sprøjtemiddel, herunder om det samme problem gør sig gældende for andre produkter.
Jeg har desuden bedt Miljøstyrelsen om at lave et forslag til, hvordan de vil prioritere ressourcerne, så
de får håndhævet de relevante overtrædelser.
Magnus Heunicke
/
Lea Frimann Hansen
2