Miljø- og Fødevareudvalget 2024-25
MOF Alm.del
Offentligt
Ministeriet for Grøn Trepart
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2024 – 693
Den 28. november 2024
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 105 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
har stillet til ministeren for Grøn Trepart den 13. november 2024.
Spørgsmål nr. 105 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil ministeren kommentere henvendelse af 22/10-23 fra Dansk Frisbee Sport Union om Disc golf i
Danmark, jf. MOF alm. del - bilag 69?”
Svar
Jeg er glad for, at vores skove benyttes af mange mennesker og foreninger, som vil skabe gode oplevelser
sammen i naturen. Det er meget vigtigt, at der er muligheder for et rigt og aktivt friluftsliv i vores fælles
natur. Samtidig er det vigtigt, at vi passer på naturen og sikrer den rette balance mellem benyttelse og
beskyttelse.
Reglerne om anvendelse af fredskovspligtige arealer følger af skovloven, som har til formål at bevare og
værne landets skove. En af hovedreglerne er, at der i fredskov ikke må etableres anlæg og bygninger mv.
uden dispensation. Det omfatter bl.a. discgolfbaner med tilhørende installationer såsom teesteder. I dag
kan Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø dog tillade discgolf i fredskov ud fra en konkret
vurdering. Styrelsen giver som udgangspunkt tilladelse til discgolfbaner, der er etableret med teesteder
i naturmaterialer som grus, sand, barkflis, træ mv, samt stålkurve. På den baggrund er der flere steder i
landet skabt gode discgolf-steder, der både tjener hensynet til beskyttelse af skoven og friluftslivet, her-
under på Naturstyrelsens arealer.
Ministeriet for Grøn Trepart har den 12. november 2024 sendt et udkast til lovforslag om ændring af
bl.a. skovloven i offentlig høring. Med lovforslaget foreslås det blandt andet, at discgolfbaner fremover
skal kunne etableres i fredskov uden dispensation, under forudsætning af, at banen overholder visse
tekniske krav, som fastsættes i en bekendtgørelse. De tekniske krav vil overvejende svare til det, som
styrelsen tillader ved en konkret vurdering i dag. Formålet er bl.a. at gøre processen for etablering af
discgolfbaner mere smidig for foreningerne.
Jeppe Bruus
/
Jacob Kirk Jensen
Ministeriet for Grøn Trepart • Vester Voldgade 123 • 1552 København K