Kirkeudvalget 2024-25
KIU Alm.del
Offentligt
2947057_0001.png
Folketingets Kirkeudvalg
[email protected]
[email protected]
Kirkeudvalget har ved brev af 13. november 2024 (KIU alm. del
spørgsmål 8)
bedt om min besvarelse af spørgsmål:
”Vil
ministeren redegøre for de virkemidler, der kan tages overfor trossamfund
og religiøse ledere, som vælger at drive parallelle domstole fremfor at melde
sager til politiet?”
Svar:
Jeg vil gerne understrege, at vi naturligvis kun har ét retssystem i Danmark. Jeg
synes, det er helt uacceptabelt med parallelle religiøse domstole, der
underminerer vores demokratiske samfund og retssystem.
Jeg vil også understrege, at strafbare forhold altid bør anmeldes til politiet og
relevante myndigheder, og at skyldsspørgsmål behandles ved domstolene.
Derudover kan jeg oplyse, at By-, Land- og Kirkeministeriet løbende fører tilsyn
med de anerkendte trossamfund, herunder om de lever op til betingelserne for
anerkendelsen.
Lov nr. 1533 af 19. december 2017 om trossamfund uden for folkekirken
(trossamfundsloven) regulerer betingelserne for at være at være et anerkendt
trossamfund. Det fremgår således af lovens § 7, stk. 1, nr. 2, at et anerkendt
trossamfund ikke må opfordre til eller foretage noget, der strider imod dansk
lovgivning.
Opfylder et anerkendt trossamfund ikke længere betingelserne for
anerkendelse, eller overholder trossamfundet ikke de forpligtelser, der er
fastsat i trossamfundsloven, kan kirkeministeren tilbagekalde anerkendelsen,
jf. trossamfundslovens § 22, stk. 1.
Hvis By-, Land- og Kirkeministeriet modtager oplysninger om, at et anerkendt
trossamfund er blevet dømt for en lovovertrædelse, vil ministeriet indlede en
tilsynssag og vurdere, om trossamfundets anerkendelse skal tilbagekaldes med
henvisning til trossamfundslovens § 7, stk. 1, nr. 2. Det samme vil være
tilfældet, hvis ministeriet bliver bekendt med, at politiet efterforsker en
alvorlig lovovertrædelse begået af et trossamfund, eller at anklagemyndig-
heden har rejst tiltale i en sådan sag.
Der skal være en entydig sammenhæng mellem trossamfundet og den
eventuelle lovovertrædelse, før By-, Land- og Kirkeministeriet kan tilbagekalde
et trossamfunds anerkendelse med henvisning til, at betingelsen i trossam-
fundslovens § 7, stk. 1, nr. 2, ikke er opfyldt. Modtager ministeriet oplysninger
om, at en eller flere personer med ansættelse eller anden fast tilknytning til
trossamfundet (fx vielsesforrettere, religiøse forkyndere,
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K
www.km.dk
Telefon 3392 3390
e-post
[email protected]
Akt nr.: 449348
Dette akt nr. bedes oplyst ved
henvendelse til Kirkeministeriet
Dato: 2. december 2024
KIU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm. om ministeren kan redegøre for de virkemidler, der kan tages overfor trossamfund og religiøse ledere, som vælger at drive parallelle domstole fremfor at melde sager til politiet
2947057_0002.png
bestyrelsesmedlemmer mv.) er blevet dømt for en alvorlig strafbar lovover-
trædelse, skal det derfor vurderes, om lovovertrædelsen relaterer sig til
trossamfundet og gerningsmandens stilling i trossamfundet, og/eller om
gerningen er foretaget på vegne af trossamfundet eller i forbindelse med
trossamfundets virksomhed.
Afgørelsen om tilbagekaldelse vil ofte indeholde et forvaltningsmæssigt skøn,
og afgørelsen skal opfylde de almindelige forvaltningsprocessuelle og
forvaltningsretlige krav om fx partshøring samt retsgrundsætningerne om
saglighed og proportionalitet.
Et af de særlige privilegier ved at være et anerkendt trossamfund er, at
trossamfundets religiøse forkyndere har mulighed for at ansøge om
bemyndigelse til at foretage vielser med borgerlig gyldighed.
En vielsesbemyndigelse kan tilbagekaldes, hvis vielsesforretteren ikke længere
opfylder betingelserne for bemyndigelsen, jf. trossamfundslovens § 19, stk. 2-3.
Det kan for eksempel ske, hvis vielsesforretteren ikke overholder dansk lov-
givning eller udviser en adfærd, der gør den pågældende uegnet eller uværdig
til at udøve offentlig myndighed, jf. trossamfundsloven § 16, stk. 1, nr. 3.
Morten Dahlin
/ Jens-Christian Hedegaard Holm
Akt nr.:
Side 2