Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
W sum.dk
Folketingets Indenrigsudvalg
Dato: 07-04-2025
Enhed: Kommunalret
Sagsbeh: cll
Sagsnr.:2025 - 3160
Dok. nr.: 313116
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 47 (Alm. del), som Folketingets
Indenrigsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 11. marts 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Steffen Larsen
(LA).
Spørgsmål nr. 47:
”Vurderer
ministeren, at borgmester Jesper Würtzen har overholdt sin
sandhedspligt ved angiveligt ikke at have oplyst kommunalbestyrelsen om, at den
bygning, der skulle godkendes, skulle anvendes til religiøse formål, sådan som det
er beskrevet i artiklen »Muligheden for en minaret« i Weekendavisen den 7. marts
2025?”
Svar:
Generelt kan jeg oplyse, at borgmesterens lovmedholdelige varetagelse af sit hverv er
en afgørende forudsætning for, at kommunalbestyrelsen kan fungere som øverste
ansvarlige for hele den kommunale virksomhed.
Det er i den forbindelse en afgørende forudsætning, at borgmesteren afgiver de
oplysninger til kommunalbestyrelsen, som denne måtte forlange efter § 11, stk. 1, i
lov om kommunernes styrelse. Det er endvidere en forudsætning, at de oplysninger,
som borgmesteren afgiver til kommunalbestyrelsen, er korrekte og ikke er
vildledende. Dette følger af de almindelige kommunalretlige og forvaltningsretlige
grundsætninger, herunder officialprincippet.
Tilsvarende gælder for forvaltningen i forbindelse med betjeningen af de
kommunalpolitiske organer.
Spørgsmål om lovligheden af borgmesterens og forvaltningens virksomhed og
overholdelse af de kommunalretlige og forvaltningsretlige regler, herunder
officialprincippet, vil kunne rejses over for det kommunale tilsyn, dvs. Ankestyrelsen i
første instans og Indenrigs- og Sundhedsministeriet som øverste tilsynsmyndighed.
Ankestyrelsen har oplyst til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at styrelsen ikke har
viden om og heller ikke kan fremfinde en sag om den pågældende problemstilling i sit
sagsbehandlingssystem.
Jeg har derfor dags dato sendt Weekendavisens artikel af 7. marts 2025 med titlen
”Muligheden for en minaret” til Ankestyrelsens
orientering og eventuelle videre
foranstaltning.
Ankestyrelsen beslutter selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en
tilsynssag.