Grønlandsudvalget 2024-25
GRU Alm.del
Offentligt
2967673_0001.png
Folketingets Grønlandsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 9217
Doknr.
957416
Dato
21-01-2025
Folketingets Grønlandsudvalg har d. 9. december 2024 stillet følgende
spørgsmål nr. 36 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz (IA).
Spørgsmål nr. 36:
”Direktør for Institut for Menneskerettigheder, Louise Holck, opfordrer i
debatindlægget ”Menneskerettighedschef: Kommunerne må omgående stoppe
brugen af uegnede forældretest i anbringelsessager” på Altinget, den 4.
december 2024, kommunerne til at stoppe brugen af uegnede forældretests på
grønlandske forældre. Holck udtrykker samtidig bekymring for, om
kommunernes psykologer og sagsbehandlere er kvalificerede til at håndtere
anbringelsessager med grønlandske familier. Agter ministeren at tage Institut
for Menneskerettigheders opfordring alvorligt og forpligte kommunerne til at
stoppe brugen af testene ved lov? Hvordan vil ministeren sikre, at psykologer
og sagsbehandlere får den nødvendige viden om tværkulturel psykologi i
anbringelsessager med grønlandske familier? Hvordan vil ministeren sikre, at
anbragte grønlandske børn bevarer deres grønlandske sprog, kultur og
identitet, som staten er forpligtet til at beskytte?”
Svar:
Kommunerne har en klar forpligtelse til at foretage en helhedsorienteret
vurdering af barnets og familiens samlede situation, herunder tage højde for
sproglig og kulturel baggrund. Dette indskærpede jeg også i mit brev til
kommunerne vedr. brugen af forældrekompetenceundersøgelser i sager med
familier med grønlandsk baggrund af 19. november 2024.
Når det så er sagt, ser regeringen med stor alvor på den kritik, som er blevet
rejst af brugen af standardiserede psykologiske tests i anbringelsessager med
familier med grønlandsk baggrund.
På den baggrund er regeringen og Naalakkersuisut enige om at afskaffe
brugen af standardiserede psykologiske tests i børnesager med familier med
grønlandsk baggrund.
Regeringen vil fremsætte et lovforslag om, at kommunerne fremover skal
benytte en særlig enhed med ekspertise i grønlandsk sprog og kultur i
anbringelsessager med børn med grønlandsk baggrund, hvor kommunen ellers
ville få foretaget standardiserede psykologiske tests. Enhedens vurdering skal
indgå i kommunernes samlede sagsoplysninger i stedet for resultaterne af de
omtalte tests.
1
GRU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 36: Spm. om stop af brugen af uegnede forældretest i anbringelsessager
2967673_0002.png
Den særlige enhed skal også undersøge aktuelle anbringelser, hvor de
standardiserede psykologiske tests er blevet anvendt. Hvis enheden vurderer,
at anvendelsen af test har medført en misvisende vurdering, vil den særlige
enhed skulle kontakte den anbringende kommune med henblik på
genoptagelse af sagen.
Med denne løsning afskaffes brugen af standardiserede psykologiske tests i
børnesager med familier med grønlandsk baggrund ligesom det sikres, at det
er kompetente fagfolk med ekspertise i grønlandsk sprog og kultur, som bistår
kommunerne i deres sagsbehandling. Gennem inddragelse af fagfolk med
denne ekspertise sikres det også, at der i sagsbehandling er en
opmærksomhed på den særlige forpligtelse til at overholde barnets ret til at
bevare sit sproglige og kulturelle ophav. Dette gælder også en opmærksomhed
på, at forbindelsen mellem barnet og forældrene holdes ved lige under en
anbringelse uden for hjemmet, når dette er for barnets bedste.
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister
2