Folketingets Grønlandsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2024 - 8636
Doknr.
947670
Dato
13-12-2024
Folketingets Grønlandsudvalg har d. 18. november 2024 stillet følgende
spørgsmål nr. 17 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU).
Spørgsmål nr. 17:
”Vil ministeren redegøre for, hvor længe en grønlænder ifølge ministerens
opfattelse skal have boet i Danmark, før resultaterne af en
forældrekompetenceundersøgelse anses for at være valide, når ministeren
samtidig i P1 den 15. november 2024 har udtalt, at kommunerne selv må
vurdere, hvilke redskaber der kan bruges til vurdering af forældres
kompetencer?”
Svar:
Som oplyst i svaret på GRU alm. del spm. 24 (2023-2024) er en såkaldt
forældrekompetenceundersøgelse kun en del af den samlede vurdering,
kommunen foretager. Kommunen skal i alle tilfælde foretage en konkret,
individuel og helhedsorientereret vurdering af barnets og familiens samlede
situation og bør derfor aldrig træffe afgørelse om anbringelse alene baseret på
resultatet af en forældrekompetenceundersøgelse.
Dette indgik også som del i det brev, som jeg d. 19. november sendte til
landets kommuner, jf. mit svar på GRU alm. del spm. 12 (2024-2025). I brevet
opfordrer jeg til, at kommunerne konkret overvejer at stoppe brugen af de
omtalte kritiserede test i sager med familier med grønlandsk baggrund. I brevet
henstiller jeg endvidere til, at kommunerne i hver enkelt konkrete sag tager
stilling til, hvordan de relevant kan afdække forældrekompetencer, så de
oplyser sagen på en måde, der tager højde for familiens samlede situation,
herunder deres grønlandske sproglige og kulturelle baggrund.
Det er som bekendt kommunalbestyrelsens kompetence på baggrund af
lovgivningen at tilrettelægge den konkrete sagsbehandling i børnesager. Når
kommunen beslutter at igangsætte en forældrekompetenceundersøgelse,
indgår den som led i en børnefaglig undersøgelse efter barnets lov § 20.
Formålet med den børnefaglige undersøgelse er at undersøge alle forhold
omkring barnets og familiens situation, herunder deres udfordringer og
ressourcer. Det bygger på en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvilke
fokuspunkter der skal indgå i den børnefaglige undersøgelse.
Kommunalbestyrelsen skal dog ifølge barnets lov § 22 stk. 1 inddrage de
1