Erhvervsudvalget 2024-25
ERU Alm.del
Offentligt
2964678_0001.png
7. januar 2025
Habilitetsspørgsmål i forbindelse med den endelige redegørelse af 13.
september 2024 fra Task Force Scandinavian Star.
1.
Task Force Scandinavian Star (herefter ”task forcen”) afgav sin rapport
den 13. september 2024, hvor task forcen bl.a. forholder sig til
Søfartsstyrelsens som forvaltningsmyndighed, herunder i forhold til
habilitet.
2.
Forvaltningsloven indeholder regler om inhabilitet for personer, der
virker inden for den offentlige forvaltning. Lovens § 3 indeholder således
de grundlæggende regler om, hvornår sådanne personer er inhabile i
forhold til en bestemt sag.
Det følger bl.a. af forvaltningslovens § 3, at der foreligger inhabilitet, hvis
den, der virker i forhold til en bestemt sag, har en særlig personlig eller
økonomisk interesse i sagen, eller hvis sådanne interesser gør sig gældende
for nære familiemedlemmer eller andre nærtstående, jf. bestemmelsens stk.
1, nr. 1 og 2.
Efter § 3, stk. 1, nr. 5, er den, der virker inden for den offentlige forvaltning,
inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis der i øvrigt foreligger
omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes
upartiskhed.
Det følger af § 3, stk. 2, at der dog ikke foreligger inhabilitet, hvis der som
følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den
pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan
antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af
uvedkommende hensyn.
Af § 3, stk. 3, fremgår endvidere, at den, der er inhabil i forhold til en sag,
ikke må træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved
behandlingen af den pågældende sag.
Forvaltningslovens regler om inhabilitet gælder kun i sager, hvor der er
eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, samt for
 ERU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 89: MFU spm. om, hvornår notatet om opfølgning på taskforcens redegørelse forventes at foreligge
2/7
forvaltningsmyndigheders indgåelse af kontraktforhold, jf. lovens § 2. Det
antages dog, at reglerne suppleres af en uskreven retsgrundsætning om
inhabilitet uden for lovens anvendelsesområde, som har væsentlige
lighedspunkter med habilitetsreglerne i forvaltningsloven. Denne uskrevne
retsgrundsætning indebærer navnlig, at der kan foreligge inhabilitet i de
tilfælde, hvor faktisk forvaltningsvirksomhed har karakter af en beslutning,
der minder om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, jf. Niels Fenger
(red.), Forvaltningsret (2018), s. 251.
Forvaltningsloven regulerer endvidere alene spørgsmålet om individuelle
personers habilitet. Myndigheder som sådanne kan imidlertid også befinde
sig i interessekollisioner og mere generelt i situationer, hvor der er en risiko
for, at myndighedens afgørelse vil blive påvirket af usaglige hensyn.
Myndighedsinhabilitet kan således foreligge, hvis den myndighed, der efter
almindelige regler er kompetent til at afgøre eller afgive udtalelse i sagen,
befinder sig i en relation til sagen tilsvarende den, der følger af
forvaltningslovens § 3 i relation til personlig inhabilitet. Flere af
inhabilitetsgrundene i denne bestemmelse vil dog ikke være relevante i
forhold til spørgsmålet om myndighedsinhabilitet. Det skyldes bl.a., at en
række af de offentlige interesser, en myndighed måtte have, anses for
saglige og derfor ikke inhabilitetsbegrundende. Samtidig vil nogle af
inhabilitetsgrundene i forvaltningslovens § 3, f.eks. slægtskabsinhabilitet,
ikke kunne opstå i relation til myndigheder. Hertil kommer, at myndigheder
også oftere selv må træffe afgørelse i sagen trods interessekonflikt, fordi
det kan være vanskeligt at substituere, jf. Niels Fenger (red.), ibid., s. 288.
Myndighedsinhabilitet er således grundlæggende båret af de samme
sagligheds- og tillidshensyn som den personlige inhabilitet.
Myndighedsinhabilitet adskiller sig dog fra den personlige inhabilitet
derved, at en række af de offentlige interesser, myndigheder almindeligvis
har, vil være saglige og derfor ikke inhabilitetsbegrundende, jf. Azad
Taheri Abkenar, Inhabilitet i forvaltningen (2022), s. 172. Spørgsmål om
myndighedsinhabilitet vil derfor kun opstå, hvis en myndighed
–
udover de
almindelige faglige og fagpolitiske interesser, som er knyttet til
myndighedens kompetences indhold
–
også i den konkrete sag har
interesser, som er uvedkommende i forhold til denne sags behandling og
afgørelse, jf. Steen Rønsholdt, Forvaltningsret (2006), s. 262. Man kan med
andre ord sige, at de særlige omstændigheder ved myndighedsinhabilitet
bevirker, at ”interessens karakter” som element i inhabilitetsbegrebet får en
særlig vægt, jf. Azad Taheri Abkenar, ibid., s. 172.
Myndighedsinhabilitet vil typisk kunne foreligge i tilfælde, hvor
forvaltningsmyndigheden har parts- eller partslignende status
(partsinhabilitet) i relation til en sag samtidig med, at myndigheden skal
træffe afgørelse i sagen, myndigheden tidligere har vurderet sagen
 ERU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 89: MFU spm. om, hvornår notatet om opfølgning på taskforcens redegørelse forventes at foreligge
3/7
(herunder toinstansinhabilitetslignende forhold), myndigheden har vejledt
parten (herunder repræsentationslignende forhold), eller hvor lederen af en
hierarkisk myndighed er inhabil, jf. Niels Fenger (red.), ibid., s. 289-291,
Revsbech, Karsten m.fl., Forvaltningsret
–
sagsbehandling (2019), s. 111-
112, og Azad Taheri Abkenar, ibid., s. 172ff.
Myndighedsinhabilitet kan således som nævnt efter omstændighederne
foreligge, når
myndigheden konkret har en parts- eller partslignende
status,
jf. princippet i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 1.
Dette har ofte også været et tema i Folketingets Ombudsmands praksis om
myndighedsinhabilitet, jf. FOB 2008.323, hvoraf fremgår:
”I
den offentliggjorte praksis fra bl.a. Folketingets
Ombudsmand har de forhold, som har fremkaldt
myndighedsinhabilitet, således ofte været af tilsvarende
karakter som dem, der er omhandlet i forvaltningslovens § 3,
stk. 1, nr. 1, det vil sige en sagligt uvedkommende interesse
som følge af myndighedens
stilling som (privat) part i sagen.”
Det fremgår endvidere af FOB 2004.226, at:
”Ombudsmanden har i spørgsmål om myndighedsinhabilitet
gennem årene tillagt det betydning, at forvaltningens
virksomhed tilrettelægges på en sådan måde, at det modvirkes
at der skabes mistillid til den offentlige forvaltning. Et
gennemgående element i praksis har været en principiel
betænkelighed over for at acceptere at forskellige funktioner
forenes hos samme person eller myndighed på en sådan måde,
at de ordinære kontrolmekanismer
formelt eller reelt udhules.”
En myndighed der skal tage stilling til forhold, hvor den selv er part eller i
øvrigt har en særlig interesse i sagens udfald, vil således være
myndighedsinhabil, jf. Niels Fenger, ibid., s. 289. Inhabilitet indtræder dog
ikke i sig selv ved, at en myndighed er part i en sag (hvilket f.eks. vil være
tilfældet, hvis en myndighed bliver sagsøgt), men alene hvis myndighedens
ageren i en anden sag, hvor myndigheden har kompetence, potentielt
påvirkes usagligt af myndighedens partstatus i den første sag. Dette gør sig
f.eks. gældende i sager om meddelelse af fri proces til sagsanlæg, som
behandles af Civilstyrelsen i 1. instans, mod Civilstyrelsen selv.
Myndighedsinhabilitet indtræder endvidere ikke alene af den grund, at
myndigheden er blevet underkendt af f.eks. en klageinstans, jf. Hans
Gammeltoft-Hansen, Inhabilitet i forvaltningen (2011), s. 147, hvoraf
fremgår:
 ERU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 89: MFU spm. om, hvornår notatet om opfølgning på taskforcens redegørelse forventes at foreligge
4/7
”At en myndighed tidligere har truffet afgørelse i en sag, men
er blevet underkendt af prøvelsesinstanser, medfører ikke
myndighedsinhabilitet. I praksis er der talrige eksempler på
denne situation som følge af omgørelse og hjemvisning fra
rekursinstanser, men det gælder også, hvor underkendelsen er
sket ved domstolene.”
En myndighed bliver heller ikke inhabil i forhold til en sag, hvor
myndigheden kritiseres af f.eks. Folketingets Ombudsmand for
myndighedens ageren i sagen, hvor det således er helt sædvanlig praksis,
at myndigheden deltager i behandling af den fortsatte sag. Inhabilitet
forudsætter således, at myndigheden er part i en sag, som myndigheden
skal afgøre mv. En myndighed bliver ikke part i en sag, blot fordi
myndigheden skal træffe afgørelse i sagen. En myndighed er f.eks. ikke
part i en personalesag, hvor myndigheden skal træffe afgørelse. Det gælder
uanset, at der er tale om en myndigheds egne ansatte, og at myndigheden
eventuelt kan have en interesse i sagens udfald.
Særligt om offentlige myndigheders og ansattes partsstatus anføres bl.a.
følgende af Niels Fenger, ibid., s. 104 f.:
”Til gengæld vil offentlige myndigheder –
som også bemærket
i FOB 2016-20
–
normalt ikke få partsstatus i de
forvaltningssager, som de som myndighed beskæftiger sig
med. Det er således fast antaget, at en myndighed, hvis
afgørelse påklages til højere administrativ instans, ikke har
partsstatus i klagesagen, jf. FOB 1999.222 og FOB 2006.403.
Det gælder også i sager, hvor klagen går på, at den
underordnede myndighed ikke har givet tilstrækkelig
aktindsigt i en sag ved myndigheden eller ikke foretaget en for
myndigheden udgiftskrævende disposition.
[…
]
Forvaltningspersonale, der har beskæftiget sig med en sag,
anses ikke af denne grund for at få partstatus i sagen, herunder
i en klage- eller tilsynssag. Angår den pågældende klage- eller
tilsynssag imidlertid ikke alene den underliggende materielle
sag, men tillige
–
eller udelukkende
–
den ansattes adfærd
under sagens behandling, vil vedkommende kunne få
partsstatus. Dette gælder dog næppe i alle tilfælde, hvor
myndighedens behandling af klagen vil kunne resultere i en
indirekte kritik af den ansatte. Først når klagen giver
myndigheden anledning til at overveje disciplinære
foranstaltninger over for den ansatte, vil denne kunne blive
part.”
 ERU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 89: MFU spm. om, hvornår notatet om opfølgning på taskforcens redegørelse forventes at foreligge
5/7
Det bemærkes i forlængelse heraf, at myndigheden ikke kan anses for part
i en sådan sag, uanset myndighedens potentielt store interesse i sagens
udfald.
3.
I forlængelse af ovenstående kan det generelt anføres, at
myndighedsinhabilitet er båret af de samme sagligheds- og tillidshensyn
som den personlige inhabilitet, herunder den personlige partshabilitet. De
offentlige interesser, en myndighed har, kan imidlertid ikke sidestilles med
personlige eller andre private interesser. En myndighed har således i sagens
natur ikke de samme interesser, som en privatperson.
Statuering af inhabilitet forudsætter bl.a., at myndigheden selv er part eller
på anden måde har en særlig (og uvedkommende) interesse i sagens udfald.
Som anført ovenfor, vil myndighedsinhabilitet således kun opstå, hvis en
myndighed
–
udover de almindelige faglige og fagpolitiske interesser, som
er knyttet til myndighedens kompetences indhold
–
i den konkrete sag har
interesser, som er uvedkommende i forhold til denne sags behandling og
afgørelse.
Det anføres i task forcens rapport, s. 275, at:
”De forhold, som havde gav anledning til kritik fra det
fællesnordiske granskningsudvalg, medførte derfor en risiko
for både administrative og erstatningsretlige konsekvenser for
Søfartsstyrelsen. Disse risici fulgte af fastlagte lovregler, der
også i 1991 var basisviden i offentlige myndigheder. Senest
ved udgangen af januar 1991 burde det derfor have stået
Søfartsstyrelsen og det relevante ministerium klart, at styrelsen
havde en partslignende status i spørgsmålet om, hvorvidt
granskningsudvalgets kritik var berettiget, samt i spørgsmål om
de konsekvenser, kritikken kunne have for Søfartsstyrelsen.”
Det er denne partslignende status, som taskforcen på rapportens s. 278,
henviser til som begrundelse for task forcens konklusion vedrørende
habilitet, jf. rapporten s. 257-258, hvoraf det fremgår:
”Taskforcen har i sin behandling af Søfartsstyrelsens rolle som
forvaltningsmyndighed konstateret en række situationer, hvor
Søfartsstyrelsen udtaler sig om eller er involveret i
sagsbehandling om forhold, hvor styrelsen er inhabil, uden at
styrelsen har trukket sig fra sagsbehandlingen eller gjort
opmærksom på problemet med sin egen habilitet.”
Det er imidlertid helt sædvanligt, at en myndighed adresserer og
undersøger eventuelle fejl begået af myndigheden eller dens ansatte, og en
myndighed vil i sådanne tilfælde ikke få parts- eller partslignende status,
 ERU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 89: MFU spm. om, hvornår notatet om opfølgning på taskforcens redegørelse forventes at foreligge
6/7
og dermed heller ikke være (myndigheds)inhabil. Det samme gør sig
gældende i de tilfælde, hvor en myndigheds ageren i øvrigt er blevet
genstand for kritik. Der er således ikke noget til hinder for, at en myndighed
forholder sig til en kritik eller på baggrund heraf gennemfører en
undersøgelse af de forhold, der har været udsat for kritik og eventuel
redegør for forholdene over for en overordnet myndighed eller som led i
parlamentarisk kontrol. Det ville i øvrigt være stærkt uhensigtsmæssigt,
hvis en risiko for kritik eller en allerede udtalt kritik skulle medføre, at
denne myndighed var forhindret i at redegøre for eller forholde sig til de
forhold, som kritikken måtte vedrøre over for f.eks. Folketinget. En sådan
retstilstand ville bl.a. medføre, at sager, der blev hjemvist til fornyet
behandling i en underliggende myndighed ikke ville kunne behandles i
myndigheden på ny, eller at ministerier ikke kunne besvare
samrådsspørgsmål relateret til forhold i det pågældende ministerium. Det
ville desuden indebære, at offentlige myndigheder ikke ville kunne deltage
som part i en retssag anlagt mod myndigheden.
Af nyere sager, hvor myndigheder har medvirket til at undersøge egne
forhold kan bl.a. fremhæves den såkaldte teledata-sag, hvor Rigspolitiet og
Rigsadvokaten udarbejdede en redegørelse til Justitsministeriet om sagen.
Redegørelsen blev senere oversendt til Folketingets Retsudvalg.
Det er på den baggrund Justitsministeriets og Erhvervsministeriets
vurdering, at Søfartsstyrelsen ikke var myndighedsinhabil, som beskrevet i
task forcens rapport.
Som anført af task forcen tilkendegav overskibsinspektør, Knud
Skaareberg Eriksen
–
som var dansk medlem af granskningsudvalget og
bl.a. indtil den 1. januar 1990 havde haft det overordnede ansvar for
udførelsen af havnestatskontroller i Danmark
–
at han anså det for rigtigst,
at han fratrådte udvalgets behandling af havnestatskontrollen (hvilket
udvalgets øvrige medlemmer enstemmigt tilsluttede sig), og derfor ikke
deltog i den del af granskningsudvalgets udredning fra 1991, der vedrørte
havnestatskontrollen og den anbefaling som knyttede sig til dette punkt.
Uden at tage stilling til, om der forelå inhabilitet i den konkrete situation,
er der her netop tale om, at Knud Skaareberg Eriksen kunne have en
uvedkommende interesse, der var egnet til at så tvivl om hans habilitet i
relation til Granskningsudvalgets vurdering af havnestatskontrollen i
Danmark. Denne mulige inhabilitet minder om den såkaldte to-instans-
inhabilitet, hvor en person deltager i behandlingen af den samme sag for to
forskellige myndigheder.
Knud Skaareberg Eriksens mulige inhabilitet i forhold til
Granskningsudvalget var således knyttet til hans rolle i
Granskningsudvalget og ikke til hans rolle i Søfartsstyrelsen eller
 ERU, Alm.del - 2024-25 - Endeligt svar på spørgsmål 89: MFU spm. om, hvornår notatet om opfølgning på taskforcens redegørelse forventes at foreligge
7/7
styrelsens mulighed for at redegøre for eller forholde sig til forløbet,
herunder havnestatskontrollen i Danmark, i relation til f.eks.
parlamentarisk kontrol.